Vafler lavet af grøntsager er et hit blandt vegetarkokke og grøntsagsbloggere. Men er du også kommet i gang med dem? Find vaffeljernet frem fra skabet i en fart. Grønne vafler er sunde og kan varieres på utallige måder.

OPRET ABONNEMENT PÅ BT PLUS HER og få denne uges madskole, hvor BTs nye grøntsagskok Anna Bartels giver dig opskriften på grønne vafler.
Som abonnent på BT PLUS får du hver uge adgang til BTs madskole, hvor eksperterne på skift deler ud af deres viden og opskrifter.


Vafler lavet af grøntsager er et hit blandt vegetarkokke og grøntsagsbloggere. Men er du også kommet i gang med dem? Find vaffeljernet frem fra skabet i en fart. Grønne vafler er sunde og kan varieres på utallige måder.

Tænker du på vafler som en dessert fra 80’erne? Og på vaffeljernet som noget, din mormor jonglerede med? Så har du overset en trend. For vafler er kommet tilbage i stor stil. I dag er de bare grønne.

»Vafler er blevet populære igen. Det er en sjov og super god måde at få grøntsager ind i måltidet. Du kan både blande grøntsager i dejen og toppe vaflerne med grønt,« siger BT’s nye grøntsagskok Anna Clemen Bartels, der står bag madbloggen Anna-mad.dk.

Hun vil fremover levere sunde opskrifter med fokus på det grønne til BTs Madskole. De grønne vafler er et rigtig godt eksempel på, hvordan hverdagsmaden kan gøres mere grøn uden at blive kedelig.

»Det sunde ryger lidt nemmere ned med en vaffel. De fleste forbinder vafler med noget sødt og syndigt. Forbudt mad. Men når man erstatter sukkeret og det hvide mel med groft mel og grøntsager, får man stadig lækre vafler, bare sundere,« forklarer Anna Bartels.

De grønne vafler ligner almindelige søde vafler. De er også svampede i midten og – hvis man spiser dem med det samme - sprøde udenpå, som vafler skal være. Derfor:

»Det er helt sikkert noget, som både voksne og børn vil blive fan af,« lover Anna Bartels om den moderne og grønne version af vaflerne.

Hendes opskrift på grønne vafler er med gulerødder i dejen, men mange andre grøntsager kan også bruges. Så længe de ikke er for væskeholdige.

»Du kan i princippet bruge alle grove grøntsager og rive dem groft i dejen. Men pas på med for eksempel squash, for så bliver dejen hurtigt for våd. Brug for eksempel hellere rødbede, søde kartofler, broccoli, kål eller pastinakker,« lyder det fra Anna Bartels.

Præcis som med søde vafler skal du ikke holde dig tilbage, når du laver grønne vafler. For der bliver rift om dem. Og de er også gode som rester.

»Vaflerne er geniale til madpakken dagen efter. De holder sig ikke sprøde, men kan sagtens laves som en sandwich eller genopvarmes dagen efter,« siger Anna Bartels. Læs flere af hendes gode serveringsforslag til vafler her på siden.

Grove gulerodsvafler med persillehummus og ovnbagte rodfrugter

(4 pers)

  • 1 kg blandede rodfrugter (f.eks. gulerødder, rødbeder, pastinakker)
  • Garam masala, tandoori eller lignende krydderi

Hummus:

  • 1 dåse kikærter, drænet
  • et par spsk olivenolie
  • saft fra 1/2 citron
  • 1 stor spsk tahin
  • 1 tsk stødt spidskommen
  • 1 stor håndfuld frisk persille
  • Salt
  • Lidt vand

Vafler:

  • 1,5 dl hvedemel
  • 1,5 dl fuldkornsmel
  • 1 dl havregryn
  • 4 mellemstørrelse gulerødder
  • 3 dl mælk
  • 4 æg
  • 1 tsk bagepulver
  • Salt

Sådan gør du:

Rodfrugter: Start med at skrælle rodfrugterne. Skær dem i tern, tynde stave eller lignende. Fordel dem på en bageplade med bagepapir, vend med et par spsk olivenolie, et pænt drys krydderi efter eget valg og salt. Bag dem ved 180 grader varmluft i 1 times tid.

Hummus: Mens rodfrugterne er i ovnen, laver du hummus. Blend kikærter - fx i en minihakker - med olivenolie, citronsaft, tahin, spidskommen, persille og et pænt nip salt og tilføj lidt vand, til du har en tyk, cremet hummus.

Vafler: Lav vaflerne til sidst. Skræl og riv gulerødderne groft. Vend dem med et nip salt og bland dem med resten af ingredienserne til dejen. Steg vaflerne sprøde i et vaffeljern penslet med en smule olie. Hvis du bruger et belgisk vaffeljern (firkantede vafler) bliver der ca. 12 vafler i alt. Gem overskydende vafler og brug dem som sandwich til madpakken eller genopvarm dem dagen efter med ny topping på.

Anretning: Servér vaflerne lune med en klat hummus på og fordel bagte rodfrugter ovenpå. Top op med frisk persille.