Pulled pork har taget danskerne med storm i de senere år. Men hvordan laver du egentlig selv det saftige, trevlede og lækre kød? Få svaret med BTs Madskole.

Der findes næppe noget bedre end kød, der kan tygges med øjenlågene. Måske derfor er pulled pork på få år blevet et kæmpe hit blandt danskerne. Caféer, restauranter, tv-kokke og supermarkeder er alle med på bølgen.

»Pulled pork er måske den mest berømte amerikanske ret i nyere tid. Sammen med spareribs og store saftige burgere er den blevet en ægte familiefavorit – også i Danmark,« siger BTs slagtermester Peter Steen.

Efterspørgslen på pulled pork startede for 4-5 år siden. I dag er det et regulært hit i Peter Steens slagterbutik Gourmandiet på Østerbro i København.

LOG IND PÅ BT PLUS og få denne uges madskole, hvor slagtermesteren fortæller om den populære amerikanske spise, og hvordan man bedst og lækrest muligt laver Pulled Pork i sit eget hjem.

Som abonnent på BT PLUS får du hver uge adgang til BTs madskole, hvor eksperterne på skift deler ud af deres viden og opskrifter.


Pulled pork har taget danskerne med storm i de senere år. Men hvordan laver du egentlig selv det saftige, trevlede og lækre kød? Få svaret med BTs Madskole.

Der findes næppe noget bedre end kød, der kan tygges med øjenlågene. Måske derfor er pulled pork på få år blevet et kæmpe hit blandt danskerne. Caféer, restauranter, tv-kokke og supermarkeder er alle med på bølgen.

»Pulled pork er måske den mest berømte amerikanske ret i nyere tid. Sammen med spareribs og store saftige burgere er den blevet en ægte familiefavorit – også i Danmark,« siger BTs slagtermester Peter Steen.

Efterspørgslen på pulled pork startede for 4-5 år siden. I dag er det et regulært hit i Peter Steens slagterbutik Gourmandiet på Østerbro i København.

»Vi har mange kunder, som kommer og køber kødet til selv at lave det, så ja, det er virkelig blevet populært,« siger han.

Pulled pork er i dag at finde på de fleste cafékort og som halvfærdigret i supermarkederne, men det er faktisk ret nemt at lave selv, forsikrer BTs slagtermester.

»Pulled pork er en relativt simpel ret. Det afgørende er tålmodighed, omhyggelighed og gode råvarer, helst økologisk svinekød. Det handler om at forberede sig grundigt og sætte god tid af til retten,« forklarer Peter Steen.

Pulled pork er nemlig ’slowcooking’.
Det vil sige langtidstilberedt mad. Typisk lavet af nakkefilet, skank eller bov fra svin. Udskæringer, der består af mere eller mindre møre stykker kød bundet sammen af fedt, sener og bindevæv med proteinet kollagen i.

Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Kollagen omdannes ved den rette temperatur til gelatine, der er klistret i stedet for sejt. Den proces sker under langtidsstegningen og er det, der gør kødet så mørt, at det til sidst falder fra hinanden,« forklarer Peter Steen.

Pulled pork er opfundet i sydstaterne i USA. Oprindeligt skal det grilles, men da det danske vintervejr er mindre egnet til grill, kan det samme lækre resultat – med lidt slagterfif – også opnås i ovn.

»Den største udfordring ved pulled pork i ovn er, at det er svært at opnå den samme balance som ved grill, hvor kødet er saftigt, men ikke smattet. Men du opnår tæt ved samme resultat ved blandt andet at tilføre BBQ-sauce til stegen hver anden time,« lyder det fra BTs slagtermester, som i denne uge giver sin trin for trin-opskrift på pulled pork.

MERE pulled kød

  • Pulled Pork kan også laves i andre variationer end af svin. Mest populært er nok pulled beef, der laves af oksekød. Men det saftige trevlede kød kan også laves af kylling (pulled chicken) og kalkun (pulled turkey) efter samme princip om langtidsstegning.

Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Pulled pork med verdens bedste coleslaw

(4 pers)

  • 2 kg økologisk nakkefilet
  • 1/2 dl bourbon (kan udelades)
  • 1 løg i fine tern
  • 2 fed hvidløg

Rub (krydderiblanding) (laves af lige dele):

  • 1 del knust peber
  • 1 del cayennepeber eller knust chili
  • 1 del stødt koriander
  • 1 del spidskommen
  • 1 del røget paprika
  • 1 del brun farin
  • 1 del salt

BBQ-sauce:

  • 1 dl brun farin
  • 1 dl ketchup
  • 1/2 dl worchestershiresauce
  • 3 spsk sennep
  • Æblecidereddike
  • Tabasco
  • Rub

Coleslaw:

  • 1 lille hvidkål
  • 6 gulerødder
  • 2 spsk dijonsennep
  • 1 dl æblecidereddike
  • 2 tsk salt
  • 2 spsk honning
  • 1 tsk stødt spidskommen
  • Knust peber

Coleslaw-dressing:

  • 2 dl creme fraiche
  • 3 dl god mayonnaise
  • Sukker
  • Æblecidereddike
  • Salt og peber

Sådan gør du:


Trin 1. Marinade
Start med at blande alle krydderierne til din rub. Bland herefter ingredienserne til din BBQ-sauce sammen, og smag til med æblecidereddike, tabasco og rub’en, du lavede før.
Gnid din nakkefilet godt med BBQ-saucen (gem noget af det), massér kødet grundigt og pak det stramt i madfilm. Lad BBQ-saucen og kødet trække i køleskabet, gerne to døgn, men som minimum til dagen efter.

Trin 2. Coleslaw
Snit hvidkålen fint og riv gulerødderne på den grove side af rivejernet. Kom det i en stor skål, og vend det med sennep, eddike, salt, honning, spidskommen og peber. Dæk skålen til og stil det på køl til dagen efter.
Rør mayo og creme fraiche sammen, og smag til med sukker, æblecidereddike, salt og peber. Dressingen skal have en god balance mellem det søde og syrlige, den må dog ikke blive for sød, da syren skal give modspil til grisen. Dræn den letsyltede kål- og gulerodsblanding og vend den i dressingen. Stil på køl til I skal spise.

Trin 3. Gryde
Start med at forvarme din ovn til 130 grader. Brun så din nakkefilet grundigt på alle sider i en støbejernsgryde på komfuret. Pas på det ikke branker, da sukkeret i rub’en karamelliserer. Kom det finthakkede løg og 2 fed presset hvidløg i gryden, og brun det med i 2-3 minutter. Hvis du ønsker en mere røget smag og ekstra kraft i din sauce, kommer du nu 1/2 dl bourbon i gryden og lader det simre et kort øjeblik, inden du antænder dampene for at forbrænde alkoholen og flambere kødet en smule.
Når alkoholen er brændt af, tager du din gryde af blusset og smører et tyndt lag BBQ sauce over kødet.

Trin 4. Ovn
Kom låget på gryden og stil den i ovnen i 5-6 timer. Den største udfordring ved pulled pork i ovn, er at det er svært at opnå den samme balance som ved grill, hvor kødet er saftigt, men ikke smattet. Man opnår tæt ved samme resultat ved at tilføje 1/2 dl BBQ-sauce hver anden time, lad det brune 15 min. uden låg og kom herefter låget på igen indtil næste omgang sauce.
Kødet er færdigt, når det begynder at falde fra hinanden. En måde at dobbelttjekke på er med stegetermometer; kødet skal have en kernetemperatur på 93 grader.

Trin 5. Anret
Tag fadet ud af ovnen, fjern låget og lad det køle af et kvarters tid, inden du trækker det fra hinanden med to gafler. Vend det trukne kød med saucen fra din stegegryde, og smag evt. til med en smule ekstra rub, æblecidereddike og/eller BBQ-sauce. Server med coleslaw i et par hjemmelavede burgerboller eller spis det som det er, med en god portion kartoffelmos og slaw on the side.