Det dårlige omdømme er i de senere år gået hårdest ud over producenter af vine i den
mere ydmyge ende – de vine, som der bliver solgt flest af, fordi de ligger
i et prisleje, som almindelige mennesker har råd til at købe.
Dem, hvor der i mange tilfælde står Bordeaux og Bordeaux Supèrieur på flasken.
Derimod kan ejerne af de berømte vinslotte på Medoc-halvøen være
fløjtende ligeglade - og er det utvivlsomt også. Deres vine har nyrige kinesere og russere allerede sat sig godt
og grundigt på – oven i købet til så opskruede priser, at kun verdens rigeste kan være med.
Kineserne er dog på det seneste også begyndt at fatte interesse for Bordeaux og
Supèrieur-vinene. Især sidstnævnte, der er underkastet lidt skrappere krav end ordinær Bordeaux. 16 pct. af disse sendes i dag til
det store land mod Øst.
Forandrig nødvendig
Men det store kinesiske marked gør det trods alt ikke alene. Så for stadig at kunne
konkurrere med især den nye verden, hvor lande som f.eks.
Chile, Argentina og Australien har gjort et stort indhug i
verdensmarkedet med deres solvarme og indsmigrende vine, har
vinproducenterne i Bordeaux måttet tage skeen i den anden hånd
for ikke at miste flere markedsandele, end de allerede har gjort.
Gamle, veltjente kræfter, der med flid har drevet deres vinbrug i en menneskealder - ja måske ligefrem i generationer - har nødtvungent måttet erkendt, at
de ikke magter at tænke i nye baner, men må lade de unge komme til.
Den unge generation, hvoraf mange - modsat deres fædre - er uddannet på vin-universiteter i Frankrig og i udlandet, er ikke så
forankret i fortiden og gamle vintraditioner som deres fædre. De ved i højere grad, hvad den moderne forbruger vil have og er klar til at gå nye veje for at imødekomme de nye ønsker og krav.
'Støvet' på vej ud
Resultatet er da også, at det støvede præg, som tidligere kendetegnede
vinene fra Bordeaux, nu hastigt er på vej ud. I stedet satses på
frugten i vinen, ligesom egetræsfadene - det vil i Bordeaux hovedsageligt sige barriques (på 300 liter) - nu bruges med større omtanke
end tidligere.
Også når det gælder hvidevine forsøger man at tænke nyt. F.eks. bliver
sauvignon blanc, Bordeaux’ hvide hoveddrue, i stigende grad
blandet med semillon, som mange bedst kender fra den søde dessertvin
sauterne.
Tilsætningen af semillon giver vinene mere krop, men
også mere rundhed. En vintype, der tiltaler mange
forbrugere.
Blandingen er ikke ukendt. I Australien og New Zealand har den således betydet, at man har fået tag i en hel ny generation
vinforbrugere.
Desuden støder man i Bordeaux i stadigt større omfang på den
spændende druesort sauvignon gris. Druen er en klon af sauvignon
blanc, men er ikke så aromatisk. Den tilfører vinen elegance og er uden tvivl en
drue, vi kommer til at se mere til i fremtiden.
Fornyelsen vækker begejstring
De nye vinde fra Bordeaux modtages med begejstring hos vinelskere. Og selvfølgelig vinbranchen, som har udtrykt kritik af, at vinproducenterne så længe bare har ladet stå til, mens konkurrenter i andre lande buldrer deruda´.
En af kritikerne herhjemme er Christian
Philipson fra Philipson Wine i Kokkedal i Nordsjælland.
- Bordeaux var i krise længe før, finanskrisen satte ind. Vinene var simpelthen for
dårlige og for dyre. Derfor måtte der ske noget nyt, og heldigvis
ser det ud til, at producenterne omsider har indset dette.
- Der er da også begyndt at ske noget. Kvaliteten er helt klart på vej
op, men der er stadig plads til forbedringer. Jeg er dog igen begyndt at betragte Bordeaux som en
seriøs spiller på vinmarkedet.
- Her taler vi altså om Bordeaux AOC og Bordeaux Supérieur AOC. Først når
'boblen' i Øst - det vil først og fremmest sige Kina og Rusland -
brister, kan vi måske igen få en fornuftig snak med slotsejene på
cru-slottene i Medoc om mere rimelige priser. Men heller ikke før, siger Christian
Philipson.
B.T.s vinekspert: Ny hovedrolle
Christian Philipson bakkes op af B.T.s vinekspert, Tim Vollerslev:
- Fortsætter udviklingen er der ingen tvivl om, at Bordeaux igen kommer til at spille en
hovedrolle. Kvaliteten er steget markant i de senere år, og det gælder
både de røde og de hvide vine, hvoraf jeg mener, at især sidstnævnte er
undervurderede.
- Hos rødvinene finder vi i stigende grad strigens,
karakter og elegance. Tre sikre egenskaber, som man bør kunne finde i
en vin fra Bordeaux, siger Tim Vollerslev.
B.T. var inviteret af Sopexa



