I London er der netop åbnet en restaurant, hvor man skal være nøgen, mens man spiser sin mad. Her kan man for cirka 650 kroner bestille en 'tasting menu', hvor man kan smage lidt af hvert fra restauranten, Bunyadis', kort, mens man nyder den i bar røv på en hemmelig adresse i det syd-østlige London.

Adamskostumet gør, at man bedre kan koncentrere sig om at smage maden og måske smage ting, man ikke før har smagt, forklarer kokken til Daily Mail. Bunyadi har oplevet ekstrem stor interesse og på nuværende tidspunkt, står der ikke mindre end 46.000 mennesker på ventelisten til et bord.

Men, men, men. Så meget nøgenhed og en masse mennesker, der ikke kender hinanden, kan hurtigt blive en besynderlig cocktail. Derfor har restauranten opsat ni regler man skal følge, når man får lidt godt til ganen.

1. Lad være med at knalde
»Vi respekterer alle. Ingen uanstændighed eller gene for andre eller nogen som helst form for seksuel aktivitet er tilladt. Gæster som ikke følger denne regel vil blive eskorteret ud med det samme.«

2. Væk med mobilen
»Sluk venligst din telefon og andre elektroniske apparater. Når du har omklædt og iført dig en badekåbe, put da alt ind i skabet og returner til barområdet. Når du først træder ind i oplevelsen, vil det ikke være tilladt at få adgang til de moderne bekvemmeligheder. Vær opmærksom på, at det kun er din krop og din badekåbe, der har adgang til spiseområdet.«

3. INGEN billeder
»Ingen billedtagning eller telefoner tilladt i spiseområdet.«

4. Ingen kønsdele på stolene
»Når du sidder ved bordet er du velkommen til at afklæde dig til sand frihed. Hvis du gør det, brug venligst badekåben som en pude. For din egen bekvemmelighed og hygiejne, vær venligst opmærksom på, at kåben dækker hele sædet, når du sætter dig ned.«

5. Gratis badekåbe
»Du må gerne beholde badekåben og tage den med hjem.«

6. Ingen rygning
»Rygning er kun tilladt, når du har dit eget tøj på. Når du først er omklædt eller i spiseområdet, må du ikke forlade bygningen for at ryge.«

7. Tidsbegrænsning på middagen
»Oplevelsen varer samlet én time og 45 minutter. Efter oplevelsen vil vi anbefale dig at rykke videre til baren, hvor vi inviterer dig til at sidde, så du kan nyde en af vores signatur Bunyadi-cocktails.«

8. Nøglerne
»Når du er færdig med din spiseoplevelse og har skiftet til dit eget tøj, efterlad venligst nøglerne i nøglehullet på skabsdørene. Hvis du har en jakke i garderoben, spørg venligst en af vores medarbejdere, der arbejder forrest i restauranten, der glædeligt vil hente den for dig.«

9. Vær hensynsfuld
»Vær opmærksom på, at vores omklædningsrum kan være lidt travle i spidsbelastningsperioder. Vi beder dig være hensynsfuld og tålmodig, når du venter på at kunne benytte et.«