Romancer på Roskilde og andre festivaler kan godt være op ad bakke...

Ahhh, festivalerne er næsten over os! Den tid på året, hvor musik og frihedseufori banker i blodet, og sommernatten fyldes af en helt særlig, løssluppen magi, være det sig på Roskilde, Northside eller under bøgene i Skanderborg. Få ting føles mere euforisk romantiske end at slentre tilbage til sit telt med en nyfunden festivalflirt i hånden, en Pocahontas-fjer i håret og to kæppe i øret, mens den blå morgendis lægger sig over endeløse campingområder, og spredt latter genlyder fra nattens sidste lejrfester. Hverdagen er tusinde mil borte, og alle sanser synes forstørret og elektriske under huden.

Et helt andet billede tegner sig, når temperaturen et par timer senere når 35 inde i det lufttomme telt, tømmermændene tænder trykluftsboret og scenen udenfor i lejren ligner noget fra 'The Walking Dead'. Og manden ved din side en ildelugtende zombie, som tilfældigvis er drattet om på din luftmadras, bevidstløst gurglende i sin post-koger. Men det er nu engang det forbandede og det smukke ved festival-hookups: Lige så magisk, øjeblikkeligt kan føles i sommernatten, lige så flygtigt forsvinder det ofte med morgendagens kommen.

LÆS OGSÅ: 25 "kloge" beslutninger du kun tager, når du er fuld

I anledning af den forestående festivalsæson har vi bedt fem festivalglade kvinder fortælle om deres erfaringer med hookups i smatten:

Mette, 27

"For et par år siden mødte jeg en ret charmerende fyr i byen i København ugen før Roskilde, og selvom der ikke skete noget den aften, udvekslede vi numre og snakkede om, at det da kunne være sjovt at mødes på festvalen og "drikke en øl" (mm, ja, helt sikkert).

Fredag aften på Roskilde får jeg så en sms fra ham, hvori han spørger, om vi skal mødes, og efter en del "Jeg står her, hvor står du??"-beskeder og missede opkald, fandt vi endelig hinanden. Eller det vil sige, han gik direkte op til mig og kyssede mig med et, "Fuck, hvor ser du lækker ud i dag!" Så var vi ligesom i gang! Vi var begge ret fulde (og ok, måske lidt skæve), og efter at have teenagekysset på græsset i laaaang tid, slingrede vi hånd i hånd ned mod hans campingområde, der selvfølgelig lå fem foldboldbaner og en mil fra alt andet. Faktisk kunne han ikke helt finde derhen i sin omtågede tilstand, så vi satte os på bakken med 'Dreamcity'-skiltet og skraldgrinede. Jeg kan huske, at der tumlede mennesker rundt om os i mørket, at der var neonlys over en sø, og at jeg var sindssygt glad i låget. Natten var perfekt, og fyren endnu mere perfekt. Lige der.

Til sidst, ved at spørge om vej, nåede vi hen i hans område og fandt langt om længe teltet. Her viste det sig, at han var en af den slags magelige typer, som havde taget dyne og hovedpude med. Det begyndte at styrtregne nogenlunde på samme tid, som vi lynede teltet op, og så lå vi ellers derinde og hyggede under dynen, mens regnen piskede mod teltdugen og heldigvis druknede alle lyde! Det var rasende romantisk på en uvirkelig måde. Næste formiddag vågnede jeg et kvarter før, jeg skulle møde på arbejde i mediebyen, og måtte spæne igennem, hvad der føltes som hele campingområdet med vildt bollehår og verdens største smørrede grin i fjæset. Helt tømmermandshøj på en virkelig god nat.

Senere samme dag mødte jeg faktisk fyren igen ved et tilfælde, da jeg gik rundt med en veninde. Jeg nåede lige at få sommerfugle i maven, men han var tydeligvis allerede i gang med at charme en anden pige på det tidspunkt og lagde ikke op til, at vi skulle sludre. Så vi sagde bare hej og gik hver vores vej. Den stak, men sådan er det nok tit med festivalflirter. Man skal nyde natten, mens den varer."

LÆS OGSÅ: Se 10 grunde til at sex er sundt

Emily, 29

"Jeg mødte min nuværende kæreste på Roskilde sidste år. Vi havde nogle fælles bekendte og blev således introduceret om lørdagen, inden jeg skulle se Manu Chao på Orange. Ham er jeg som gammel flipperpige helt vild med, og min aften peakede derfor lidt tidligt den dag. Allerede ved midnat var jeg og hende, jeg delte telt med derfor på vej i seng. Men så mødte vi ham her fyren, mine venners ven igen, og han synes lige, han skulle give os en burger. Vi endte på Ox Burger og i vores – måske nok lettere påvirkede tilstand – slog det bare gnister imellem mig og ham. Vi blev helt fjollede for der var en øjeblikkelig kemi. Det er tit som om, alting bliver forstærket på Roskilde.

Men, men. Jeg havde en kæreste på det tidspunkt, så jeg hverken kunne eller skulle reagere på flirten. Efter festivalen kontaktede fyren mig alligevel og inviterede mig ud og spise. Jeg sagde nej tak pga. mine forholdsomstændigheder, men så gik det hverken værre eller bedre, end af jeg i slutningen af '14 blev single. Og jeg kunne ikke holde op med at tænke på den her mand, som jeg havde mødt en times tid på Ox Burger på Roskilde! Så jeg skrev til ham, at nu ville jeg gerne ud og spise, hvis hans tilbud stod ved magt. Det gjorde det, og vi blev kærester kort tid efter. I dag er vi ved at flytte sammen.

Det er et herligt eksempel på, når virkeligheden på alle måder slår netdating, for min kæreste og jeg havde aldrig fundet hinanden på eksempelvis Tinder. Vi havde formentlig sorteret hinanden fra på alle mulige parametre. Det er ret fantastisk at have taget romancen med ud på den anden side af Roskilde. Et godt råd, selv om det lyder lidt kedeligt, kan være, at man venter med at gøre noget ved festivalflirten, til man ser hinanden i hverdagslys bagefter. I hvert fald, hvis man vil noget mere.

Helt generelt har jeg nok et lidt hårdt syn på festival-hookups – jeg synes sgu, det kan være lidt ulækkert. Men med alderen er det dog som om, de fleste lærer at tage bad hver dag dernede, haha!"

Sille, 26

"Det skal siges til at starte med, at jeg ikke til daglig vil betegne mig selv som typen, der hopper i kanen med den første og den bedste skater, der blinker til mig i byen. Så er det sagt. Men på Roskilde sker der ting og sager med dømmekraft og moral ...

Sidste år kom jeg til at stå ved siden af en super sød skater-type til Major Lazar på Orange, og der gik ikke lang, tid før vi først dansede tæt og så kyssede. Jeg nåede lige akkurat at få fat i hans navn inden. Alle omkring os festede helt vildt, og vi blev revet med af stemningen.

LÆS OGSÅ: Derfor falder du for bad boys

På et tidspunkt spurgte fyren mig, om vi ikke skulle gå "et sted hen". Vi endte mellem nogle boder lige i nærheden, ikke engang særlig godt skjult, hvor vi havde hurtig sex mens tonsvis af mennesker gik forbi på begge sider. Det var helt skørt og virkelig intenst. Der skal nok have været nogen, der så det, men jeg var fuldstændig ligeglad, mens det stod på. Bagefter prøvede vi smågrinende at finde tilbage til hver vores venneflok og blev skilt fra hinanden et sted foran Orange. Vi havde ikke udvekslet numre, og jeg så ham aldrig igen (men det passede mig egentlig også fint nok!).

Mine veninder hylede af grin, da jeg fortalte dem om oplevelsen senere, for jeg havde været Roskilde-jomfru op til da – og har ikke ligefrem mange saftige erfaringer med sex i offentligheden. Hele søndagen efter pegede vi fnisende på alle steder på pladsen, der kunne være gode til 'Orange-quickies'."

Caroline, 31

"Da jeg var 25 havde jeg et rigtigt anno horribilis på Roskilde med en flok veninder, hvor jeg var pivstiv i syv dage i streg og kyssede på ikke så få fyre. Den første var under opvarmningsdagene, og jeg må indrømme, at jeg ikke husker så meget andet, end at han klistrede sådan nogle børnetatoveringer overalt på mine balder, og jeg syntes, det var hylende morsomt i øjeblikket ... Man skulle nok have været der! (Og det var i øvrigt både mine veninder og en hel flok fremmede, som fik lov til at nyde synet).

Den næste mødte jeg under en sejldug i mediebyen, hvor en kæmpe masse mennesker klemte sig sammen, da det pludselig begyndte at regne og tordne hele vildt. Stemningen blev lidt kåd, og folk sad nærmest oven på hinanden på bænke og borde. Jeg selv endte også med at sidde på skødet af den her skæggede, ret sjove avisjournalist. Inden for fem minutter kyssede vi, og efter 10 sagde han, at han var så vild med mig, at det "kildede i hans tæer." Så holdt det op med at regne, og min veninde trak af sted med mig til en koncert. Den skæggede fyr tabte vi i mængden, og jeg skænkede ham ikke en tanke derefter.

Til gengæld blev jeg virkelig, virkelig vild med en svensker under Coldplay-koncerten det år. Jeg stod sammen med min søster og ventede på, at Coldplay skulle gå på og så stod den her fyr, som var blevet væk fra sine venner pludselig ved siden af mig. BANG, så var jeg solgt.

Vi begyndte at kysse under koncerten (jeg kan desværre ikke huske til hvilken sang), og da den var ovre, skrev han sit nummer på min arm og gik ud for at finde sine forsvundne venner. Jeg var helt rundtosset og kunne ikke tænke på andet, end hvordan jeg kunne finde ham igen. Og om jeg skulle skrive en sms med det samme. Eller råbe desperat på ham fra en scene – det virkede som det bedste bud. Jeg var kort sagt RET tosset efter at se ham igen.

Vi fandt ikke hinanden på festivalen, men et par uger efter endte jeg med at tomle til Aarhus, hvor han studerede, for at besøge ham. Derefter sås vi lidt, men festivalromancen døde med sommeren et par måneder senere."

Maya, 21

"Jeg har mange gode festivalminder med mere eller mindre heldige hookups. Jeg tager altid på festival med den tanke, at jeg gerne vil have nogle nye oplevelser med nogle nye mennesker (ikke nødvendigvis bare hookups!), så det er klart, at jeg er mere opsøgende, end når jeg tager i byen i "det virkelige liv" med mine veninder, hvor jeg egentlig helst bare vil have det sjovt med dem. Folk på festivaler giver generelt slip på mange af de bånd, de normalt lægger på sig selv, for i stedet virkelig at opleve og nyde med et åbent sind. Og det er der, romantikken kan få lov til at blomstre.

Jeg havde engang haft et godt øje til en fyr i nogle måneder, men jeg var i tvivl, om det var gengældt. Så en aften på Roskilde under nogle kulørte lamper spurgte han endelig, om det ikke skulle være os to. Det blev aldrig til mere end, hvad vi havde på festivalen, men jeg husker stadig de blinkende lys og manden med de blonde krøller.

Næste morgen havde jeg dog så slemme tømmermænd, at jeg skulle kaste op og måtte ud af teltet NU. Jeg nåede dog desværre ikke at få så meget tøj på inden, selv om halvdelen af lejren sad lige udenfor ...

En anden gang hyggede jeg mig med en fyr i et telt, da to andre fyre i en trillebør pludselig væltede ned over os. Det var lidt en mood killer, men den slags må man være forberedt på, på Roskilde.

Et par af mine festivalerfaringer:
- Kabinetelte kan være yderst akavede at snige sig ud af morgen efter et festival-hookup.
- Gør ikke festivalflirts til mere, end de er. Bare fordi det er romantisk på Roskilde, betyder det ikke, at det fungerer når man kommer hjem.
- Gå ikke ud fra, at fyrene har været i bad!
- Brug nu altid beskyttelse.

Sidst, men ikke mindst ...
Du ved det godt. Men her er den alligevel, den klassiske hookup-huskeliste til festivalens mavebæltetaske:

- Kondomer
- Lille tube glidecreme
- Vådservietter
- Tyggegummi
- Solbriller
- Evt. lommespejl og concealer, hvis du er typen, der på snedig vis må og skal fikse fjæset selv med en snorkende mand ved siden af.

God festivalsæson!

LÆS OGSÅ: Poptøsen er glad! Nicki Minaj på Roskilde Festival

LÆS OGSÅ: 4 festivaler du skal kende + stilen

LÆS OGSÅ: Kendtes Roskilde-debut: Hash og sex i teltene

Artiklen er oprindeligt publiceret på www.eurowoman.dk