Scenen er sat: Vi befinder os i et badeværelse.

En mand hygger sig i badekarret, mens radioen spiller hits i baggrunden, men idyllen varer ikke ved. En morder sniger sig ind og smider den tændte radio ned i badekarret, og den stakkels mand dør en frygtelig død. Et voldsomt elektrisk stød gør det af med ham.

Vi har set det utallige gange i Hollywood-film. Men i virkeligheden skal der meget til, før man kan myrde et menneske ved at smide en brødrister eller et andet elektrisk apparat ned i badet til ofret, skriver Videnskab.dk.

»Det er faktisk ikke helt nemt. For det første må der ikke være en fejlstrømsafbryder, altså en HFI- eller HPFI-afbryder, i boligen, og det er der jo i langt de fleste,« svarer Joachim Holbøll, der er vicecenterleder på DTU Elektro, og fortsætter:

»For det andet kan det næsten kun lade sig gøre, hvis vandet kun får kontakt til den ene leder, den der kaldes fasen. Det kan ske, hvis den anden leder, nullederen, enten er afbrudt, eller hvis vandet på grund af apparatets konstruktion ikke kommer i kontakt med nullederen.«

»Hvis begge ledninger, altså både fase og nul, kommer ned i badekarret, vil det meste af strømmen gå direkte imellem lederne. Kun en lille del af strømmen vil gå igennem badevandet og dermed igennem kroppen.«

Læs også hos Videnskab.dk: Foto: Stød med 14.000 volt gav stjerneformet grå stær

Strømmen tager vejen med mindst modstand, oftest den korteste, så den vil hellere gå fra den ene til den anden ledning og skabe en kortslutning inde i apparatet, end den vil gå gennem en menneskekrop.

»Det er naturligvis stadig en farlig situation, da der trods alt går en elektrisk strøm igennem kroppen, men har man skumle planer om mord, skal man vælge en mere sikker metode,« lyder det fra Joachim Holbøll.

»Hvis nullederen er afbrudt, og faselederen kommer ned i vandet, SÅ er det til gengæld rigtig farligt. Hvis det kun er faselederen, man smider ned i badekarret, og der ikke er fejlstrømsafbryder, så er der god chance for, at morderen får held med sit forehavende.«

Morderen skal således være godt forberedt, hvis et elektrisk apparat skal være et effektivt mordvåben.

Læs også hos Videnskab.dk: Kan man dø af grin?

At man ikke skal blande el og vand er vist ellers en velkendt sag, og det sker da også fra tid til anden badeværelsesulykker, der skyldes, at elektrisk strøm ledes af vand.

I Danmark dør der i gennemsnit to mennesker om året i elulykker. Ofte sker dødsfaldene i forbindelse med kontakt med stærkstrømskabler som for eksempel køreledninger til tog, men det er også sket, at fejlstrømsafbryderen i hjemmet ikke har virket, fremgår det af Sikkerhedsstyrelsens statistik over elulykker.

Hvis man har en HFI-afbryder, eller endnu bedre den lidt mere sikre HPFI-afbryder, og i øvrigt har lovlige elinstallationer, behøver man dog ikke bekymre sig voldsomt, fortæller Joachim Holbøll:

»I gamle ejendomme kan man sikkert stadig finde nogle ulovlige fejlstrømsafbrydere af typen FI-relæ. De var ikke specielt sikre, men det var jo også derfor, de skulle skiftes.«

Andre artikler på Videnskab.dk:

Videnskaben anno 1907: Sjælen vejer 21 gram

Så vild er udsigten fra dansk astronauts arbejdsplads

Forskere: Fingre afslører længden på penis