Du risikerer at overføre din fobi til dit barn, når hun ser dig hoppe op i sofaen af skræk.
Kollegaen var ikke stolt over historien. Han smilede, da han fortalte den, men han vidste godt, den ikke var særlig flatterende. Han fortalte, hvordan han går i panik, når han ser en edderkop. Hvordan han hopper op i sofaen, når en edderkop kravler hen over gulvet, og hvordan han råber efter sin kæreste, der skal komme og få presset dyret ned i en kop og sætte det fri udenfor.
Alt det har deres datter Olivia på to år overværet. Min kollega kunne mærke, at hun begyndte at blive bange for det lille dyr, og det gik så vidt, at hun forvekslede en nullermand med en edderkop. Og frygtede den. Når hun sad på gulvet og fik øje på en nullermand, begyndte hun at pege og skrige, og min kollega blev nødt til at fortælle hende, at det her bare var en nullermand, og at der – heller – ikke var nogen grund til at være bange for den.
LÆS OGSÅ: Lina Rafn om angst, eufori og lortebleer
Det, der højst sandsynligt er sket, er, at min kollega har overført sin angst for edderkopper, stankelben og andet småkravl til sin datter. Ifølge eksperter kan det i hvert fald ske – og det sker ofte. Selv om fobier ikke går under kategorien smitsomme sygdomme, kan sådan en angst rettet mod noget helt bestemt nemt overføres til børn. Børn kigger nemlig konstant på, hvordan forældrene opfører sig. Og på den måde kan de tage en ubegrundet frygt til sig.
Mange voksne har et eller andet, de er bange for. Om det så er edderkopper, elevatorer eller højder. Og ofte giver det ikke altid mening, at vi er så bange. Det ligger nemlig i fobiens ide, at den er irrationel, forklarer psykolog Eivind Johansen fra Psykologerne Johansen, Kristoffersen og Pedersen, hvor han behandler mennesker, der har en fobi.
»Hvis en angst er en fobi, skal den være irrationel. Angst i sig selv kan være meget rationel, naturlig og hensigtsmæssig. Er man for eksempel ekstra udsat for at blive angrebet af farlige edderkopper, er det ikke længere en fobi. Så er det en reel angst, og det behandler man ikke på samme måde. Angst bliver først en lidelse, når den er uhensigtsmæssig, overdreven og hæmmende, siger Eivind Johansen og forklarer, at fobier knytter sig til en specifik ting eller situation.«
Nedsættes i børnenes arkiv
Men hvorfor er vi så bange, hvis det egentlig ikke giver mening? Fobien fødes forskellige steder. Oftest handler det om, at noget bliver associeret med en bestemt reaktion. Et eksempel er studiet af en 11 måneder gammel dreng, som blev udsat for en høj, skræmmende lyd, mens en rotte blev sat ved siden af ham. Efter flere gentagelser udviste drengen frygt for rotten alene.
Men en anden – og nok mere relevant – årsag til en fobi er ‘modelindlæring’. Det er, når eksempelvis forældre er bange for noget eller undgår særlige situationer. Hvis en mor ikke tør sætte sig ind i et fly, eller hvis hun går over på den anden side af gaden, når der kommer en hund, sætter det sig i barnet. Den svenske forsker Lars Göran Öst fandt i et studie ud af, at 15 procent af fobierne er opstået på den her måde. Professor i børnepsykologi ved Aarhus Universitet Mikael Thastum siger:
»Rigtig mange børn, der har angst, har også en forælder med angst.«
Jens Henrik Thomsen, psykolog i egen praksis med speciale i børn med angst og fobier og ansat på en børne- og ungdomspsykiatrisk klinik, forklarer:
»Børn, der er fra nul til tre år, har ved det her stadie i livet ikke viden om særlig meget. Men hvad de ikke har i viden, har de til gengæld i evnen til at aflæse forældrene. Og den bruger de til at manøvrere i det her kaotiske felt, vi kalder verden. Det er de gode til. Og det handler ikke bare om enkeltstående potentielle fobiobjekter – det handler om alt. Børn bruger forældrene til at aflæse, om en situation er okay eller ikke okay. Og så giver det næsten sig selv, at hvis mor farer i flint og løber skrigende rundt, fordi der er en bi i nærheden, er det noget som optages i barnets erfaringsarkiv: Bier er farlige.«
Nedarvede fobier
De tre eksperter svarer alle ‘selvfølgelig’, når man spørger, om fobier kan overføres ved forældrenes måder at reagere på. Det handler om, at man holder sin frygt for sig selv, hvis man ikke vil smitte med den.
LÆS OGSÅ: Er du så bange for at føde at det påvirker din glæde ved graviditeten?
Men det kan også have den omvendte effekt. Hvis en familie har hund, er det en ‘beskyttende faktor’, som Eivind Johansen kalder det, for at udvikle en fobi over for hunde. På den måde er børnene vokset op med gode oplevelser af det dyr, og derfor bliver det sværere for en irrationel frygt at sætte sig.
Det irrationelle i angsten gør det også sværere, når det handler om børn, mener Eivind Johansen. Han fortæller, at fobier fungerer på samme måde, men at børn ikke nødvendigvis er udviklede nok til at erkende det.
»Hos børn under tre år vil man sagtens kunne se overdrevne angstreaktioner, men de er sværere at diagnosticere med samme grad af sikkerhed, fordi det kan være svært at påvise hvad i situationen, der udløser angstreaktionen. Det er også normalt, at børn i den alder er bange for nye og ukendte situationer, og deres angst for bestemte objekter eller situationer er ofte hurtigt skiftende.«
Børn under tre år styrer i mindre grad end voksne selv deres adfærd eller de situationer, de opstiller. Men de reagerer på dem. De forsøger ofte at komme væk fra det, de er bange for, og kan forsøge at styre forældrenes adfærd ved hjælp af gråd, protester og lignende. For at man skal kunne sige, at der er tale om en fobi, skal de udvise en stærk frygt for den samme situation eller det samme objekt over mere end seks måneder sammenhængende, siger Eivind Johansen.
Effektiv behandling
Fobier er heldigvis ikke umulige at behandle. Der findes faktisk nogle effektive måder at gøre det på, og hos Eivind Johansen i København plejer det at tage omkring fem sessioner. Han fortæller, at en behandling mod fobier går igennem forskellige faser. Først finder han ud af, hvad det er, du helt specifikt frygter, og hvad du forestiller sig, der sker. Så forsøger han at kortlægge den adfærd, frygten giver.
Eivind Johansen taler om to forskellige typer af adfærd: undgåelse eller sikkerhedsadfærd. Den første handler om at undgå en skov, hvis du for eksempel er bange for myrer. Den anden handler om, at du ikke sætter dig ned, hvis du er kommet ud i skoven.
Det sidste, du gør i behandlingen, er at udsætte den fobiramte for det, han frygter. Det kaldes eksponering. Så hvis du er helt vildt bange for edderkopper, handler det måske om at prøve at holde en lille edderkop – og så se, om der virkelig sker det, du frygter vil ske. På den måde vil du langsomt blive vænnet til det, du frygter, og skrue ned for automat-reaktionen af angst.
Mikael Thastum, der stiftede Angst-klinikken ved Psykologisk Institut, har i et forsøg behandlet børn en gang over tre timer – one-session treatment hedder det – og det havde en rimelig god effekt på dem, fortæller han.
En dag i klinikken kom en voksen, velfungerende mand ind. Han havde altid været bange for edderkopper, men det var ikke noget, der greb ind i hans hverdag. Indtil han fik sit første barn. En dag stod han med det i armene, da han så en edderkop. Han kastede barnet fra sig af skræk, og da gik det op for ham, at han blev nødt til at gøre noget ved det.
»Man er nødt til at arbejde med sig selv. Hvis du selv er bange for mørke og vil forsøge at undgå at børnene skal blive det, må du forsøge at arbejde med din egen fobi. Barnet lærer af, hvad det ser. Det lærer ikke af, hvad de voksne siger – men hvad de gør,« siger Mikael Thastum.
Jens Henrik Thomsen er enig, og forklarer, at behandlingen er overskuelig.
»Fobier er relativt nemme at helbrede. Gradvis udsættelse af fobiobjektet – kaldet eksponering – er metoden. Hvis du kan få barnet til at nærme sig en edderkop, er behandlingen meget effektiv. Men hvis far og mor stadig render rundt og er hunderæd for edderkopper, vil det modarbejde behandlingen.«
Handler det bare om at konfrontere sin angst?
»Ja. Det er relativt enkelt. Men det forudsætter, at barnet er med på denne her lille leg, at det skal udsætte sig for edderkoppen stille og roligt, samtidig med at forældrene viser, at der ikke er noget at være bange for. Små eksperimenter, plejer jeg at kalde det.
Hvad sker der, hvis edderkoppen står ovre i hjørnet fire meter fra dig i et glas. Kan edderkoppen være der? Hvis der ikke sker noget, kan vi så stille glasset lidt tættere på? Og så videre.
Når det gælder edderkopper, kan man med små børn kigge på nettet, låne bøger eller tegne edderkopper.«
Min kollega vidste godt, at den var gal, da hans datter begyndte at blive bange for nullermænd. ‘Nu må jeg simpelthen mande mig op’, sagde han til sig selv. I sandkassen tog han en bænkebidder op i hånden og viste den til Olivia. Hun er efterhånden også ved at forstå, de små dyr er ufarlige, fortalte kollegaen. Men han kalder stadig på kæresten, når han ser en edderkop.
Hvad gør du her og nu?
Tre gode råd til at tackle situationen, hvis du er sammen med dit barn og pludselig møder en edderkop, du er hundeangst for:
1. Lav en diskret aflednings- manøvre, hvor du stille og roligt tager dit barn i hånden og går væk fra edderkoppen, mens du smiler og konstaterer, at ’der sidder en spændende, lille ottebenet fyr’. Imens krydser du fingre for, at edderkoppen forsvinder.
2. Allierer dig med din ægtefælle eller nabo, som fjerner edderkoppen.
3. Det er vigtigt, at din ægtefælle er diskret om fobien og ikke forsøger at lave sjov, som ved bevidst at skræmme dig med en edderkop. Det ses af og til, at ens ægtefælle har svært ved at tage en fobi alvorligt, og det går ikke, hvis du vil undgå at smitte dit barn.
LÆS OGSÅ: Farshad Kholghi: Jeg var panisk angst for at blive far
LÆS OGSÅ: Sådan styrer du din fødselsangst
LÆS OGSÅ: Må man skændes foran sit barn?
Denne artikel blev oprindeligt bragt hos Vores Børn.
