Gun-Britt holder sig sund og smuk med 80/20 princippet, fortæller hun i et interview med ALT for damerne, hvor vi først har bedt hende afsløre sine bedste tips.

Gun-Britts bedste hudplejetips
»Det vigtigste er at rense huden hver aften og hver morgen. Jeg bruger rensecreme om aftenen og skintonic om morgenen. En gang om ugen bruger jeg en maske eller en scrub. Og så putter jeg masser af fugt på. Jeg bruger mine egne Serum Drops, og derefter min dag- eller natcreme«.

Gun-Britt om kost og vægt
»Jeg er god til at være disciplineret omkring min kost og min vægt, men det er jeg også nødt til, for jeg er ikke anderledes end alle andre. De, der siger, at de kan spise alt uden at tage på, tror jeg ikke på. Jeg tror på, at man altid skal være fornuftig omkring, hvad man spiser, særligt når man kommer op i årene – der sker noget i overgangsalderen med ens forbrænding. Jeg kører 80/20 princippet. I weekenderne spiser jeg det, jeg har lyst til og får lidt vin eller champagne. Men lige så snart jeg kommer til mandag morgen, er jeg disciplineret. Det er jo et valg, man tager, og jeg kommer jævnligt hos Susanne Bjørkmann, som har lagt et kostprogram for mig og er med til at holde mig i ørerne«.

LÆS OGSÅ: Få varigt vægttab med 80-20-kuren

»Til morgenmad spiser jeg altid skyr med friske bær og en halv banan. Til frokost kan jeg godt tage et par dage med rugbrød, pålæg, agurk og tomater, og så et par dage med tun, æg og avocado. Jeg prøver at skifte lidt, så jeg ikke bliver træt af det. Til aften spiser jeg fem forskellige slags grøntsager, som jeg steger, fordi jeg synes, at det smager bedst på den måde. Nogle dage spiser jeg kun grøntsager, andre dage tager jeg også lidt kylling eller fisk. Jeg er ikke så glad for kød, men jeg prøver at tvinge det i mig, for Susanne Bjørkmann siger, at det er godt for huden. Jeg spiser ingen mellemmåltider«.

LÆS OGSÅ: Morgenløb: Se de 10 tips, der får dig ud af sengen

Gun-Britts morgenrutine
»Jeg træner tre morgener om ugen, klokken 7, 7.30 eller 8.00. Jeg træner også om aftenen to gange om ugen. Min morgentræning foregår i Power Reformer maskiner i Powerhouse Cph. Man får lange, flotte muskler af det, og man bliver strammet op de rigtige steder. Da jeg startede, sagde de, at jeg ville kunne se det efter ti gange, og efter tre måneder ville jeg have en anden krop. Og det er faktisk rigtigt. Jeg er virkelig gået mange centimeter ind mange steder«.

»Efter træning tager jeg hjem og spiser min morgenmad og tager et shot med MK Olie og Aronia-saft. Det giver mig en god balance i kroppen og er godt for huden«.

»Så går jeg i bad, tørbørster min krop og putter min egen Body Oil på og så min Body Lotion. Ældre hud er mere tør end ung hud, så det er godt med olien først«.

»Om foråret tager jeg hver morgen en Imedeen Tan Optimizer for at forberede huden til sol og sommer. Resten af året tager jeg en almindelig Imedeen hver morgen«.

»Inden jeg går ud ad døren, tager jeg makeup på. Jeg bruger foundation og en concealer fra La Mer. Jeg bruger mascara fra Chanel, øjenskygger fra Bobby Brown og en Chanel gloss til læberne. Om sommeren bruger jeg også en solpudder fra Chanel, som giver ekstra glød«.

LÆS OGSÅ: 12 ting du skal vide, hvis du er begyndt at finde grå hår

Gun-Britts bedste tips til dit hår
»Jeg børster mit hår grundigt hver aften med en børste fra Mason Pearson. Det giver en flot glans til håret, og hvis man har lidt tendens til fedtet hovedbund, så får man børstet det fedtede ud i længderne, hvor det er godt for spidserne. Børsten aktiverer også hovedbunden og sætter gang i blodcirkulationen. Det fremmer hårvæksten«.

»Jeg vasker kun hår én gang om ugen. Jeg bruger min egen Blonde-serie, for jeg har jo det grå hår, og Blonde-serien holder det gule nede. Solen kan gøre håret gulligt, og det kan gulerødder også, hvis man spiser mange. Min Blonde-shampoo er ikke så stærk, så håret bliver ikke blåt. Jeg vasker håret tre gange efter hinanden, når jeg vasker det. Normalt vil jeg sige, at alle skal vaske deres hår to gange, når de vasker det. Ellers så bliver det aldrig rigtig friskt. Hvis man vasker med god shampoo bliver det tungt, hvis man ikke vasker det to gange«.

»Efter vask putter jeg balsam fra Blonde-serien i, og så min Volumen Mousse i bunden forat få noget løft. Jeg bruger også min Repair Mousse, som er halvt kur og halvt mousse, og den tørrer jeg håret op med. Til sidst bruger jeg min Dry Booster, som jeg i øvrigt bruger hver dag, for at give håret struktur«.

»Generelt er det vigtigt at få masser af fugt til håret. Håret er ligesom ansigtet, det glemmer vi bare. Vi har det med at behandle vores hår dårligere, end vi behandler vores hud. Man skal ikke putte fugten i ind i hovedbunden, der er det fugtigt nok. Det er ude i længderne, man skal bruge fugten, og så klasker håret heller ikke. Brug en kur en gang om ugen og put et stykke stanniol over håret, mens kuren sidder i. Det varmer og gør, at kuren virker bedre. Lad det sidde ti minutter, og skyl ud«.

»Jeg synes ikke, at det ødelægger håret, at man føntørrer det, hvis man ellers holder sit hår i orden. Brug en heatprotector, inden håret tørres og styles. Jeg bruger fladjern både til at krølle og glatte håret, og heatprotectoren er også god i den sammenhæng«.

Gun-Britt om skønhedskirurgi
»Da jeg blev 50, syntes jeg nærmest ikke, at jeg kunne se ud af øjnene, og så fik jeg taget en centimeter hud af hvert låg. Der var aldrig nogen, der opdagede det, for jeg sagde til lægen, at det ikke var for at få Hollywood-øjne, det var for at kunne se. Siden har jeg ikke fået lavet noget, og det tror jeg heller ikke, at jeg kommer til«.

»Jeg er ikke modstander af skønhedskirurgi, og jeg vil slet ikke blande mig i, hvad folk gør. Men jeg har et billede af mig selv inde i hovedet. Jeg tror, at jeg kommer til at ligne sådan en gammel indianerkvinde med det der lange hvide hår og rynker. Og jeg gerne blive gammel sådan. Mine rynker er også mit liv, og dem vil jeg godt bevare«.


Interview med Gun-Britt
»Jeg har egentlig altid været god i modgang«.

Gun-Britt Zeller lader sætningen hænge lidt i luften, som om hun spoler sit livs film igennem indeni, da hun siger det. En film, som indeholder frygtelige scener med en mor, der slog, en far, der svigtede, svær sygdom og en lille pige, der bare vidste, at hun skulle være frisør. En pige, der allerede som 12-årig begyndte at sætte hår og style veninderne, inden de skulle til bal, og som derfor aldrig selv orkede at tage med til bal, når hun endelig var færdig med at gøre alle de andre smukke. Gun-Britts liv har været dramatisk, og man mærker smerten og beslutningen om at udrette noget med sit liv igennem alt, hvad hun siger. Det er, som om der er en underliggende dagsorden om at modbevise morens evige sætning: "Du skal ikke tro, du er noget".

LÆS OGSÅ: "Kvinder er fascineret af mænd med magt - det har jeg selv mærket"

Modgang er ikke det første, man tænker på, når man møder Gun-Britt. Hun ser fuldstændig fantastisk ud med sit velplejede og ikoniske gråhvide hår. Lille, slank og med sort-hvidt tøj. Og så er hun ekstremt imødekommende, hjertelig og "på". Professionel er ordet, der passer her. Men ikke professionel på den hårde måde. Professionel på den varme og menneskelige måde. Og professionel på en måde, der har bragt Gun-Britt til det sted, hun er i dag, hvor man uden at blinke kan sige, at moderens ord er gjort til skamme. Gun-Britt ER noget.

Udseendet er vigtigt i en branche, hvor man sælger drømmen om skønhed. Og det betyder noget for Gun-Britt, hvordan hun ser ud.

LÆS OGSÅ: Felix Smith: "Det vigtigste er, at en kvinde er glad og tilfreds med sin krop"

»Jeg synes, folk er smukke, når de hviler i sig selv og er glade og kan lide livet. For mig personligt betyder det noget at være i orden. At holde af mig selv og tænke over, hvad jeg spiser og passe på mig selv. Jeg har det bedst, når jeg dyrker sport og spiser rigtigt. Selvfølgelig kan jeg godt en gang imellem have nogle svagheder for noget mad, som ikke er så godt for mig, men i det daglige er jeg egentlig meget cool. Jeg spiser fornuftigt og dyrker meget motion, men det har også noget at gøre med, at jeg synes, mit humør bliver bedre, når jeg lever på den måde. Og så er jeg i et erhverv, hvor jeg vil være ude af stand til at passe mit job, hvis jeg ikke havde dyrket sport hele mit liv. Det er et hårdt fag. Derfor tænker jeg også meget på min vægt, for hvis jeg ikke holder mig nede i vægt, bliver det for hårdt for kroppen at stå op hele dagen. Jeg var ikke så bevidst om det, da jeg var ung, men jeg er blevet mere bevidst om det, jo ældre jeg er blevet«.

»At "være i orden" går også på mit udseende i det hele taget. Når jeg kommer ind ad døren her i salonen, skal jeg se frisk ud og være klar til kunderne. Men når jeg er derhjemme eller i sommerhuset, er jeg helt afslappet. Så er det noget med joggingbukser, sokker og en stor skjorte. Og når jeg har fri, generer det mig slet ikke at gå ud uden makeup. Når jeg har fri, holder jeg fri. Jeg ved ikke, om der er så stor forskel på mig med og uden makeup, for så malet er jeg jo heller ikke. Men jeg har da oplevet, at nogen har sagt: "Guuud, er det dig, Gun-Britt", når de har set mig købe ind med hestehale og uden makeup. Og ja, det er det – og jeg nyder det. Det viser på en god måde, at jeg også har en privat side, og at jeg kan se sådan ud, på trods af at jeg er i en branche, der fokuserer på udseendet«.

Gun-Britt er for nylig blevet 65 år, og hun har det godt med sin alder.

»Men jeg synes da, at det er ærgerligt, at der er så kort tid tilbage. Bortset fra det, er jeg ret afklaret med min alder. Jeg har det godt, og jeg har en bevidsthed og en ro omkring det at være her i livet, så jeg slapper rigtig godt af med det«.

LÆS OGSÅ: Briterne kårer Mary som bedst klædte - se resten af listen over de bedst klædte prinsesser

Er der ting i forhold til dit udseende, der har ændret sig med alderen?
»Jeg har altid haft noget med, at mine ben var så tykke forneden. Og uha, jeg tog altid bukser på, for der var ikke nogen, der skulle se det. Det har jeg sluppet! Da jeg var ung, sagde jeg tit til min mor: "Kan du ikke godt se, at jeg har meget kraftige lægge?" "Jo", sagde hun, "det har du, men så har du en pæn ryg!" Det var ligesom ikke rigtig det, man havde brug for at høre i teenagealderen, vel, men med alderen har jeg sluppet det. Der er ikke noget at gøre ved det«.

Bruger du mere eller mindre tid på dit udseende i dag i forhold til tidligere?
»Alt går hurtigere i dag – fem minutter, så er jeg ude ad døren. Jeg har masser af tøj, fordi jeg har det job, jeg har, og fordi jeg godt kan lide modeverdenen. Med alderen er jeg begyndt at planlægge om aftenen, hvad jeg skal have på næste dag, og så hænger jeg det frem. Ellers bruger jeg for meget tid på det om morgenen, og det orker jeg ikke. Så kan det godt være, at jeg somme tider har skiftet mening over natten, men som regel kører jeg det sæt, jeg har hængt frem«.

Er du i salonen hver dag?
»Ja, hvis ikke jeg er ude og rejse, er jeg her. Jeg arbejder fra morgen til aften med kunder. Og når man kommer i min alder, bliver man tit spurgt, hvor længe man har tænkt sig at blive ved med at arbejde. På en måde hader jeg det spørgsmål, for det kommer vel naturligt, at man stopper den dag, man ikke gider mere. Men jeg har gejsten, jeg vil gerne, og så længe glæden ved arbejdet er der, så bliver jeg ved«.

Gun-Britt er vokset op i små kår. Hendes mor var dansk og flyttede til Sverige efter Anden Verdenskrig. Her mødte hun Gun-Britts svenske far, men forældrene blev skilt, og Gun-Britt flyttede med sin mor og bror til Mou i Himmerland. Moren fik en ny mand og Gun-Britt to halvsøstre. Moren blev mere og mere aggressiv, og det gik især ud over Gun-Britt, som flygtede ind i sin sport og efterhånden også ind i sin drøm om at blive frisør. Hun indrettede sin første frisørsalon på loftet og begyndte at spare sammen til et liv væk fra familien.

Hvad har du med hjemmefra i forhold til at pleje dit udseende og dyrke skønheden?
»Intet! Min mor var født med nogle gode gener, og det var min far også, han var en meget smuk mand. Men det med at fokusere på det smukke har jeg ikke med hjemmefra. Det dyrkede man ikke, man arbejdede bare. Så jeg har lært at bestille noget. Men det med skønhed... Altså, min mor sagde altid, når jeg kom hjem: "Hvad er nu det for noget, du har på, det kan du ikke gå med, folk tror jo ikke, du er rigtig klog!" Vi boede på landet, og der var janteloven udtalt. Man skulle ikke tro, man var noget. Så jeg begyndte at klæde om, inden jeg kom hjem. Jeg gad ikke høre på det. Når jeg ser tilbage, har jeg været en mønsterbryder på alle leder og kanter, jeg har gjort alt det modsatte af, hvad jeg havde derhjemme. Der var ikke noget forkert i det hjem, det var bare borgerligt og meget almindeligt på en eller anden måde, og ja, så fik jeg rigtig mange bank af min mor. Når man har fået det, får man et drive til at komme ud og bygge sit eget liv. Sådan har det i hvert fald været for mig. Jeg lever mit liv helt anderledes og har altid haft en helt anden smag i indretning og stil, end jeg så derhjemme«.

Hvor kom det fra?
»Jeg tror bare, at jeg er født med det kreative gen. Som barn havde jeg et lille værelse, som jeg indrettede fuldkommen anderledes end resten af huset. Det har ligget i mig altid. Jeg kan sidde og kigge ud over vandet og få gode, kreative ideer. Forsvinde helt ind i mig selv. Sådan havde jeg det også som barn, og det var nok en nødvendig flugt for mig dengang. At jeg kunne drømme mig nogle andre steder hen. Og mange af mine drømme har jeg jo realiseret«.

LÆS OGSÅ: 5 fejl kvinder begår, når de vil være sunde

Gun-Britt flyttede hjemmefra som 13-årig, fordi hun kom i lære hos en frisør i Aalborg. Først uden kontrakt – hun var jo så ung – men allerede som 14-årig fik hun kontrakt og begyndte at tjene 20 kroner om ugen. Kollegieværelset kostede 100 kroner om måneden, så Gun-Britt havde også job som barnepige om aftenen og klippede de andre på kollegiet for at tjene lidt ekstra. Siden rejste hun til København og gik direkte ind til frisør Helmersen og fik job. I en alder af 25 år åbnede hun i 1975 sin egen salon i Skoubogade i København.

Hvad er det ved at klippe og ordne hår, som altid har tændt dig?
»Skønheden i det tænder mig. Det med at forandre folk og gøre dem smukke. Lige så snart jeg ser en person, får jeg et billede inde i hovedet af, hvordan håret skal være. Jeg underviser rigtig meget, også mit personale hver uge, og det kan være svært at videreformidle de billeder, men jeg prøver. Jeg tror, det er en evne, jeg er født med. Det kan man jo ikke tage fra mig, og uanset hvor gammel jeg bliver, tror jeg, at jeg vil have det øje. Det er også det, der har bragt mig hertil. Jeg er heller aldrig holdt op med at uddanne mig. Det er nærmest sådan et drug for mig. Jeg sidder på skolebænken i London hver ottende uge, og det er jeg nødt til – ellers kan jeg mærke, at jeg dør lidt«.

Hvad har været højdepunkterne i din karriere?
»Mit første højdepunkt var, at jeg fik en læreplads i sin tid. Og så var det et kæmpe højdepunkt, da jeg mødte Vidal Sassoon første gang og blev overbevist om, at det, jeg selv havde gået og tænkt, var rigtigt. Jeg syntes, at branchen var frygtelig dengang, og at folk så forfærdelige ud, når de gik ud fra frisøren. Jeg kunne se, at det skulle se anderledes ud, men jeg var nødt til at finde nogen, der kunne hjælpe mig med at finde kodeordet til, hvordan man gjorde det, og det kunne Vidal Sassoon. I 1968 eller 1969 læste jeg, at han kom til København og skulle lave en stor opvisning i Bella Centeret«.

»Jeg havde hørt meget om ham, og alle sagde, at han var tosset, fordi han allerede midt i 1950'erne sagde, at man skulle klippe håret, og så skulle pigerne bare ryste på hovedet, så var det sat. Det var jo i en tid, hvor alle gik til frisør og fik ordnet hår hver uge, så det var virkelig nytænkning. Jeg sad der på første række i Bella Centeret, og jeg kan huske, at jeg fældede en tåre, da han gik i gang, for jeg kunne mærke, at nu havde jeg fundet mit indre. Nu vidste jeg, hvorfor jeg skulle være i den her branche altid. Siden er jeg – som en af de meget få – blevet undervist af Vidal Sassoon selv«.

Hvilke lavpunkter har der været i din karriere?
»Da jeg begyndte at lave GB Products fik jeg ansat en direktør, fordi jeg troede, at han ville være bedre til at køre det end mig, men det var han ikke, og det var ret hårdt. Jeg vendte det til noget positivt, for i det øjeblik jeg besluttede, at det kunne han ikke finde ud af, var det, som om jeg kom op igen. Men der var jeg godt nok nede og bide i gulvtæppet i en periode«.

»Et andet lavpunkt var, da jeg fik kræft i livmoderen, da jeg var sidst i 20'erne. Jeg tænkte: "Hold nu kæft, jeg står her med en virksomhed, og nu har jeg fået kræft." Alt blev fjernet på nær en kvart æggestok, og selvom det faktisk ikke burde have været muligt, lykkedes det mig alligevel at blive gravid og få min søn i den periode. Det var hårdt at være væk fra virksomheden på et tidspunkt, hvor den var meget afhængig af mig, og det gjorde også, at jeg kom meget hurtigt tilbage på arbejde. Der var ikke tid til rekreation, og det var selvfølgelig hårdt«.

Hun holder en lille pause.

»Modgang stimulerer mig til at bevise, at jeg kan. Der er jo nogen, der går ned, når der kommer modgang, det gør jeg ikke. Modgang er i virkeligheden nok en stor del af min drivkraft«.


LÆS OGSÅ: Det siger dit valg af cola om dig: Light versus Klassisk

LÆS OGSÅ: Isabel Christensen: Sådan får jeg min manicure til at holde længere

LÆS OGSÅ: Maiken droppede løb - og tabte sig