Rockerkrigen i 90erne var noget, de fleste fulgte i pressen. Men for HA-medlemmet Rolf Hermansen var det blodig hverdag. Han fik PTSD, før han kunne bryde ud af rockermiljøet og blive en helt almindelig mand.

Han mærkede intet, da han kiggede på manden på jorden. Hans hals var sprængt væk af den panserværnsraket, der netop var landet i menneskemængden. Klokken var lidt over tre om natten den 6. oktober 1996. Der var vikingefest i Hells Angels’ klubhus på Nørrebro, og over 100 mennesker var samlet, da raketten landede lige dér, hvor Rolf Hermansen stod. Men han var så træt af krig, at han intet mærkede, da hans klubkammerat døde for øjnene af ham.

»Halsen var sprængt i stykker, og han lå og stirrede op på mig. Men det rørte mig ikke. På det tidspunkt var jeg også selv gået i stykker,« siger Rolf Hermansen, når han tænker tilbage på den nat, hvor to mennesker blev dræbt og 19 såret.

Pæn mand i pænt hjem

I mange år var han medlem af rockerbanden HA. Et medlemskab der var bygget på et ustabilt fundament af en kriminel ungdom og en barndom uden rammer.

45-årige Rolf Hermansen har netop holdt sit livs første foredrag om at være mønsterbryder. Det er nemlig et helt andet menneske, som tager imod i dag. Det er en familiefar i et parcelhus uden for Roskilde. Der er legetøj i stuen, en kat i sofaen og kaffe på bordet. Historien fortælles af en skaldet mand med fornuftige briller og begge ærmer trukket langt ud over de meget tatoverede arme.

På stående fod ved Rolf Hermansen ikke, hvad det var, som havde ødelagt ham inden festen i Titangade i 1996. Var det livet som HA-rocker i krig med Bandidos? Var det den kriminelle ungdom? Eller var det barndommen uden far og med en psykisk syg og alkoholisk mor?

Han er født i Brøndbyøster.

»I vores stue stod der på venstre side af sofaen dunke med hvidvin, som min mor selv fremstillede, men hun nåede aldrig at hælde det på flaske, før hun drak det. Min far så jeg aldrig.«

Sådan opsummerer Rolf Hermansen sin barndom og understreger, at han kan komme med mange eksempler på det omsorgssvigt, han var udsat for.

»Vil du høre om min konfirmation? Jeg gik alene hen til kirken – i cowboybukser og striksweater. Da det var overstået, gik jeg hjem til min mor i sofaen igen.«

Fange nummer 435. Rolf Hermansen havde ikke meget identitet, da han blev rocker, og han skulle skabe sig en helt ny identitet, da han forlod HA. Det skete ikke med et trylleslag. I HA-tiden havde han penge, og det var vigtigt at vise andre, at han havde det. I dag er hans værdier anderledes. Privatfoto
Fange nummer 435. Rolf Hermansen havde ikke meget identitet, da han blev rocker, og han skulle skabe sig en helt ny identitet, da han forlod HA. Det skete ikke med et trylleslag. I HA-tiden havde han penge, og det var vigtigt at vise andre, at han havde det. I dag er hans værdier anderledes. Privatfoto
Vis mere

Han fortæller nøgternt og uden antydningen af hverken anklage eller selvmedlidenhed.

I 1970ernes Brøndbyøster var hans slags så almindeligt et syn, at ingen tog notits af Rolf Hermansen, som var en stille og rolig dreng.

Hårde venner

Men da han blev ældre, og der stadig ikke var nogen, der tog notits af ham, begyndte han at ryge hash, lave småkriminalitet og hænge ud med de forkerte typer.

»Det blev værre og værre derhjemme. Som 15-årig stak jeg af og søgte kontakt hos rødderne, men efterhånden blev rødderne til rockere,« siger Rolf Hermansen, som først kom i gruppen South og sidenhen blev prospect – eller prøvemedlem om man vil - i Hells Angels.

»Jeg boede i klubben. Det var et hårdt liv, hvor man begyndte fra bunden med at holde vagt og have én ugentlig fridag.«

Han vil nødig ind på dagligdagen som rocker og detaljerne om, hvordan klubben var bygget op og fungerede, for han har lagt det hele bag sig, og der skal det blive.

Men faktum er, at Rolf Hermansen med tiden blev fuldgyldigt medlem af HA, nogenlunde samtidig med, at den store rockerkrig, som hærgede miljøet i 90erne, tog fart.

»Jeg var presset hele tiden. Det er et pres at leve som kriminel, og det er et koldt og hårdt miljø at være i. Da rockerkrigen kom, handlede det hele pludselig om liv og død.«

Uden identitet

Da Rolf Hermansen var 30 år, var der ikke mere rocker tilbage i ham. Han var ikke til gavn for klubben, og han drak mere, end han handlede. Derfor blev han og klubben enige om, at han skulle ud. I ’good standing’, som det hedder i de kredse, når man ikke smækker med porten til rockerborgen.

»Da jeg stoppede, var jeg helt sort i hovedet. Jeg havde ingen identitet, da jeg gik ind i miljøet, og jeg havde da slet ingen, da jeg kom ud. Jeg anede ikke, hvordan man levede i den rigtige verden, eller hvordan man var normal. Jeg havde ingen tillid til andre mennesker. Det havde jeg jo aldrig haft,« husker han.

På det tidspunkt havde han fået sin første datter. Hun var ét år, og Rolf Hermansen og datterens mor boede sammen i et rækkehus.

Som et enormt held i uheld blev Rolf Hermansen anholdt et halvt år efter, han havde forladt HA. Han skulle i fængsel for narkohandel, og de næste to år og otte måneder sad han inde sammen med en masse af sine tidligere ’kolleger’ fra rockermiljøet.

»Det var ikke sjovt. Alligevel var det en gave. Jeg kom ind med et kæmpe kaos i hovedet, men fængslet gav mig et pusterum. Hvor jeg før havde drukket, taget stoffer og været kriminel, fik jeg ro på ved tanken om at skulle være samme sted.«

Men Rolf Hermansen fik også en idé, mens han afsonede. Han ville læse til pædagog.

»Det er altså ret underholdende at gå op og ned ad gangen i Vridsløselille og fortælle, at man vil læse til pædagog,« siger han med et skævt grin.

Ikke desto mindre begyndte han at studere, selvom dét var en prøvelse.

»Jeg forlod fængslet om morgenen for at møde 500 helt almindelige mennesker. Det sværeste var, at folk bare var søde og rare hele tiden. Det virkede nærmest provokerende på mig. Folk sad rundt omkring og diskuterede helt banale ting som f.eks., hvor de skulle mødes om aftenen. Men i mit hoved var der stadig en krig – på liv og død.«

Underlig indeni

Rolf Hermansen gjorde ikke studiet færdigt – i første omgang. I stedet kom han i praktik i en klub for unge. Her var noget, han genkendte, og et sted, hvor han kunne være noget for andre.

»Jeg var god til de rødder. Og de havde brug for en mentor som mig. Jeg havde et rigtigt job, og det hele kørte virkelig.«

Men Rolf Hermansen havde det ’indimellem mærkeligt’.

»Det begyndte allerede i fængslet. Hvis nogen råbte, fór jeg sammen. Jeg gik med sådan en angst indeni og gik helt ned med en depression,« husker han.

Da han hverken kunne arbejde eller så meget som åbne sin mail, blev han sendt til psykiater. Det tog psykiateren tre besøg at stille diagnosen: ’Patienten lider af angst’.

»Jeg kunne ikke gå til koncert, for jeg vidste ikke, hvem der ellers var til den koncert. Jeg kunne ikke gå på gaden, fordi jeg var bange for at blive skudt.«

Rolf Hermansen led af posttraumatisk stresssyndrom – også kendt som granatchok.

»Jeg gik i samtaleterapi i mange år og er typen, der gør tingene grundigt, så jeg tog også en uddannelse som psykoterapeut,« siger han med et grin.

»Det var vist mest for min egen skyld,« tilføjer han så.

Men det var ikke så let, som det lyder, for en tidligere hårdkogt rocker at tage den blødeste af alle uddannelser. Meget af uddannelsen går ud på, at man bruger sig selv til at blive dygtigere til at udføre terapi på andre. Man er så at sige sin egen prøvekanin.

»De første gange jeg skulle fortælle om min barndom, kunne jeg slet ikke.«

Men efterhånden blev Rolf Hermansen bedre og bedre til at komme ned i sine egne dybere lag. Faktisk så meget, at han også fik øje på en andens dybe lag, nemlig Heidis.

De to bor på niende år sammen i huset i Hedehusene, og det er deres søns legetøj, som ligger rundt om i stuen.

»Det er noget helt andet at få et barn nu,« siger Rolf Hermansen, der i forvejen har to børn på 19 og 14 år.

»Denne gang er jeg til stede. Da jeg fik mit første barn, var jeg enten rocker eller i fængsel. Med nummer to var jeg bare ikke mentalt til stede,« siger han ærgerlig.

Under huden

Han kan stadig mærke strøg af sin PTSD-lidelse.

»Hvis jeg bliver presset, kan jeg mærke det som et ubehag i kroppen. Jeg ved godt, at jeg skal passe på mig selv.«

Han følger dog stadig med i, hvad dem med rygmærker går og laver.

»Når jeg ser noget om rockere, tænker jeg: ’Godt det ikke er mig’.«

Han kan godt forstå, hvad det er, der trækker i dem, der er i rockermiljøet.

»Men jeg er mest af alt bare glad for, at jeg overlevede og kom ud – til et helt normalt liv.«

For ham er værdierne den største forskel fra dengang til nu.

»Værdierne er vendt på hovedet. I gamle dage skulle man vise udadtil, hvad man havde. I dag handler det om at have det godt indeni. Dengang handlede det om at kunne slå hårdt, og man fik respekt fra folk, hvis man havde slået nogen ihjel. I dag er det omvendt. Det er dét, der gør det så svært at komme ud. Man skal vende sit værdisæt på hovedet.«

Det eneste spor, der er tilbage af HA-tiden, er tatoveringerne. På Rolf Hermansens ene arm er HAs mærke præget ind i hans hud.

»Jeg ser sådan her ud over hele kroppen. Det sjove er, at hvis jeg på en varm dag ser en mand i bar overkrop, der ser sådan ud, tænker jeg: ’Arj, se lige ham der,’« siger Rolf Hermansen og griner højt.