Sidste år løb Lise og Michael med sejren i ‘Nybyggerne’, og Lise har et par gode råd i ærmet til de fire nye par.

Onsdag har den spritnye sæson af ‘Nybyggerne’ premiere. Denne gang foregår optagelserne i Aalborg, og de fire nye par er netop blevet præsenteret.

Sidste sæson foregik kampen om drømmehuset i Farum. Det unge par, Lise Vandborg og Michael Stig Christensen, var de heldige, der løb med sejren. Parret har i forbindelse med den nye sæson været en tur i Aalborg for at møde de nye deltagere og komme med gode råd. Og for Lise er det vigtigt, at parrene ved, hvad de går ind til:

»De skal bare kaste sig ud i det, og det er rigtig sjovt, men de skal dog også huske, at det tager tid og koncentration. Det er ikke “bare lige”. Det kræver også noget af et parforhold. Man skal gerne have et godt grundlag, inden man går i gang med et så stort projekt,« siger Lise og tilføjer:

»Enten så holder det, eller også holder det ikke. Men hvis man kan gå igennem et ‘Nybygger’-projekt eller renovering af et hus, så kan man næsten alt sammen. Man bliver virkelig tømret sammen af det.«

LÆS OGSÅ: HOT NEWS: Her er ‘Nybyggerne’

LÆS OGSÅ: ‘Nybyggerne’-Lise og Michael tilbage på tv

Ligesom at vende tilbage til efterskolen

Ifølge Lise var det en sjov og god oplevelse at snakke med de nye deltagere. Alligevel havde hun dog også en lidt underlig følelse i maven efterfølgende.

»Det er da lidt mærkeligt at se de nye deltagere. Det er ligesom, hvis man er stoppet på efterskolen, og der kommer en ny årgang og overtager. Det er da en lidt underlig følelse, man har i kroppen,« siger Lise, men tilføjer så:

»Men jeg synes, det var rigtig fedt at møde dem, og Michael og jeg glæder os også til at komme lidt væk fra ‘Nybyggerne’ og bare blive Lise og Michael igen. Men vi skal da helt sikkert se programmet, når det kører.«

Se billeder af Lise og Michael øverst.

LÆS OGSÅ: Lise og Michael: ‘Nybyggerne’ var mega hårdt

LÆS OGSÅ: Lise fra ‘Nybyggerne’ afslører: Derfor blev vi gift

Artiklen blev oprindeligt bragt hos realityportalen.dk