Kunne du tænke dig et par?

Er du også træt af, at man ikke kan se dine ben, når du har jeans på? Så frygt ej - Topshop kommer dig nu til undsætning.

Den nyeste trend fra det britiske modehus er nemlig et par fuldstændigt gennemsigtige jeans, der er lavet af plastik. Med nitter, lommer, lynlås og det hele.

Om det er noget, der er kommet for at blive, skal vi ikke kunne sige - men mange brugere på de sociale medier undrer sig i hvert fald gevaldigt.

‘Gennemsigtige jeans - er I okay, Topshop?,’ spørger brugeren Angela eksempelvis på Twitter.

Ifølge Topshop selv er denne buks, der koster knap 700 kroner på butikkens hjemmeside, ‘ideel som et statement på festivalen’. Men hvis det lyder som noget for dig, så er de desværre udsolgt for tiden.

Heldigvis er det imidlertid ikke den eneste plastik-model i Topshops katalog. Hvis du synes, de ser fede ud, men gerne vil være lidt mindre ekstrem, så kan du også få et par såkaldte ‘mor’-jeans med indbyggede plastik-vinduer på knæene.