Lesbisk forfatter: Alting ville være lettere, hvis jeg drømte om et liv med mand, børn og hus

Allerede i en tidlig alder vidste forfatter Leonora Christina Skov, at hun ikke var som de fleste. Hun interesserede sig nemlig ikke for drenge. Men hvad stiller man op, når man tror, at man er lesbisk, men ved, at ens forældre vil fordømme det, og når man føler sig helt alene? Man betror sig til sin dagbog. Siden Leonora var 8 år gammel, har hun nedskrevet sine tanker, og nu løfter hun for første gang sløret for de hemmelige skriverier.

1. maj 1993, 16 år, Helsinge

"For helvede, hvorfor er jeg anderledes end alle andre?"

– Den sætning har jeg skrevet rigtig mange gange i min dagbog. Faktisk mange flere gange, end jeg troede. Selvfølgelig kan jeg godt huske, at jeg har følt mig forkert, men da jeg læste mine dagbøger igennem, blev jeg overrasket over, at jeg har følt mig så forkert. Jeg synes, at det er utrolig synd for det menneske, som havde det så dårligt med alting, og det er ret hjerteskærende at tænke på, at det menneske faktisk var mig. Allerede i mine dagbøger fra 10-11 års alderen har jeg skrevet en million gange, at jeg følte mig anderledes – og den følelse fortsatte bare.

LÆS OGSÅ: "Når man danner familie som to kvinder bliver det meget tydeligt, at familie er noget man opfinder"

Jeg boede i Helsinge, og jeg syntes ikke, jeg kunne være mig selv i den by. Der var ingen som mig. Alle pigerne var interesserede i drenge, og jeg ville egentlig hellere lege. Jeg vidste, at jeg ville blive udstødt, hvis jeg ikke også snakkede om drenge, så jeg lod, som om jeg var vild med en af drengene, selvom jeg overhovedet ikke forstod, hvad det der forelskelse gik ud på. Der gik ret lang tid, før jeg opdagede, at det, pigerne havde med de der drenge, var det, jeg havde med kvinder. Og da det endelig gik op for mig, var jeg i chok. "Det er jo helt galt, det her!", tænkte jeg. Jeg kunne ikke springe ud som lesbisk i Helsinge. Der var ingen at springe ud sammen med, og det ville være dybt stigmatiserende. Desuden vidste jeg, at mine forældre aldrig ville acceptere det, så jeg gjorde det eneste, jeg kunne gøre i den situation – pakkede alle min følelser væk og fokuserede på mine lektier. I skolen var jeg meget dygtig og sad med knold i nakken og rakte hånden op hele tiden – vel vidende, at det skulle man ikke gøre, hvis man ville være en af de populære. Det var sejere at være lidt mere ligeglad og tilbageholdende. Men jeg ville bare klare mig gennem skolen, så jeg kunne komme væk. Når jeg havde fri, brugte jeg ufattelig meget tid på at skrive. Allerede som 7-årig begyndte jeg at skrive historier, og jeg havde 160 pennevenner fra alle mulige gakkede steder i verden. Hver dag, når jeg kom hjem fra skole, havde jeg fået en bunke pennevennebreve, som jeg gik i gang med at besvare, så jeg brugte meget tid i mit eget selskab.

Jeg var enebarn, og jeg havde kun én veninde, Shirley. Vi havde et meget tæt forhold, og vi fortalte hinanden alle vores hemmeligheder. Eller Shirley fortalte mig sine. Jeg turde ikke fortælle hende min, for jeg var bange for, at hun ville sortere mig fra og finde nogle andre venner, hvis hun fandt ud af, at jeg ikke interesserede mig for drenge. Hele min ungdom var faktisk forbundet med ufattelig stor ensomhed, og jeg ville virkelig ønske, at jeg havde haft nogen at dele mine tanker med.

1. maj 1993, 16 år, Helsinge

"Jeg har besøgt Elenor og Dorthe i går, og jeg er virkelig i vildrede med mig selv. Egentlig ville jeg ikke være spor i vildrede, hvis bare mors og fars reaktion overfor lesbiske ikke havde været så forskruet. Jeg ved helt ærligt ikke, hvad jeg skal tro og mene nu. Kan jeg se dem igen, når mor og far hader lesbiske så meget?"

– Elenor og Dorthe var det første lesbiske par, jeg mødte, og jeg husker det tydeligt. Elenor var min tidligere dagplejemor, og efter flere år uden kontakt inviterede hun mig en dag på besøg. Det viste sig, at hun boede sammen med en kvinde, og jeg syntes, det var fantastisk, men mine forældre fordømte deres relation. De syntes, at det var unaturligt og perverst, så når jeg ville besøge Elenor og Dorthe, måtte jeg gøre det i smug. Jeg følte mig virkelig godt tilpas hos dem, og deres hus var som et frirum for mig. Vi talte aldrig direkte om seksualitet, men Dorthe spillede Eva Dahlgren (svensk sanger, red.)
for mig og fortalte, at hun var lesbisk. Tidligere havde jeg ikke hørt om andre lesbiske end Anne Linnet, og det var, som om jeg hos Elenor og Dorthe fik et lille glimt af en ny verden. Det gav mig håb om, at der var andre som mig. Samtidig gjorde mine forældres reaktion det klart for mig, at det virkelig ville blive op ad bakke, hvis jeg selv sprang ud en dag.

LÆS OGSÅ: Kristina ville redde sit ægteskab - men så mødte hun sin ungdomskæreste

26. marts 2000, 23 år, Amager

"Jeg har været forstemt over det brev, jeg fik fra min far i går. Ikke fordi det indeholder noget nyt og revolutionerende, men fordi det sammenskriver alt det, jeg vidste i forvejen til et større tæppe af DIN SKYLD!"

– På det her tidspunkt havde jeg ikke talt med mine forældre i flere år. Jeg var sprunget ud som lesbisk, da jeg var 21, og mine forældre flippede fuldkommen skråt. Jeg kan huske, at jeg besøgte dem en sidste gang, inden jeg fortalte dem om min kvindelige kæreste. Jeg kiggede på mit barndomsværelse for at se, om der var nogle ting, jeg ikke kunne undvære, for jeg var ikke sikker på, at jeg nogensinde ville komme tilbage. Da min far bagefter kørte mig hjem til min lejlighed på Amager, fortalte jeg ham, at jeg var sammen med en kvinde. Han reagerede ikke rigtig, men da han kom hjem, fortalte han det til min mor, og hun flippede helt ud. Hun brød fuldkommen sammen og ville dø, og det var min skyld alt sammen! De næste par år talte jeg ikke med dem. De kontaktede ikke mig, og jeg kontaktede ikke dem. Men så en dag fik jeg et brev fra min far. Det var maskinskrevet og meget langt – fyldt med udførlige beskrivelser af alt det, som var min skyld. Det var min skyld, at min mor havde det dårligt, at hun havde mistet sit job, at hun ville begå selvmord, at min far havde det dårligt... ALT var min skyld. Brevet fortalte mig egentlig ikke noget nyt, for selvom jeg ikke havde talt med mine forældre længe, vidste jeg godt, at de havde det dårligt, og at de bebrejdede mig. I brevet skrev min far også, at de havde ryddet loftet og smidt alle mine ting ud undtagen mine gamle skolehæfter, men at jeg altid var velkommen til at komme hjem og besøge dem – så længe jeg ikke talte om min kæreste. De ville aldrig høre om hende, og de syntes, at jeg skulle leve alene. Jeg svarede ikke på brevet. Jeg lagde det bare væk og har ikke læst det siden. I de følgende år var kontakten med mine forældre sporadisk. Da jeg var 27, skrev min mor til mig, at hun havde fået konstateret brystkræft. Hun og min far mente, det var min skyld, hun var blevet syg, fordi kræft var en psykisk betinget lidelse, som jeg havde påført hende. Det troede jeg ikke på, men jeg var alligevel skyldbetynget. Mine tyvere var et stort mørke af, at jeg virkelig havde det dårligt, og når jeg tænker over det, er det egentlig ret utroligt, at de eneste mennesker, som har gjort det svært for mig at være lesbisk, er mine forældre.

19. april 2000, 23 år, Amager

"Jeg vil noget andet, noget, der er mig, noget VILDT. (...) Kan og vil ikke leve i borgerlig familieidyl og kom-ned-på-kajen-og-se-os-sejle-Danmark-rundt. Gu' fanden gider jeg ej stå på en kaj og glo på, at MANDEN sejler rundt i én eller anden åndssvag båd. Det er jo overhovedet ikke mig. Goodbye, Martin."

– Jeg har aldrig været oprigtigt interesseret i mænd og var aldrig rigtig forelsket i Martin, selvom vi var kærester i et halvt års tid. Jeg ville så gerne være ligesom alle andre, og jeg prøvede virkelig, men det gik bare ikke. Hver gang Martin og jeg var sammen, var det sådan noget småborgerligt noget, og jeg følte mig så fejlcastet, når vi gik hånd i hånd ned ad gaden, og jeg spillede rollen som kvinde i et heteroforhold. Alt det der med parcelhus og familieidyl og far og mor og børn – det sagde mig ikke en skid. Og det gør det sådan set stadig ikke. Det keder mig gudsjammerligt. Jeg hader parmiddage, hvor man sidder pænt og lytter til sin partner fortælle de samme røvsyge historier, som man allerede har hørt. Det er, som om der er skrevet et manuskript på forhånd, og så får jeg bare lyst til at gøre noget andet. Smide tøjet, danse på bordet, skrige og skeje ud. Den eneste grund til, at relationen til Martin holdt så længe, var, at der nærmest kun var én i vores relation – og det var mig. Martin var i virkeligheden dybt fraværende, og halvdelen af vores forhold gik med, at jeg sad og følte mig forladt, mens jeg ventede forgæves på, at han ringede. Og på et tidspunkt fik jeg bare nok. Nok af det borgerlige og nok af at vente. Jeg var så grundtræt og tænkte: "Fuck dig, Martin! Fuck dig, fuck dig, fuck dig" – og så tog jeg på homobar med en veninde i stedet for at se ham sejle rundt i sin båd. Jeg vidste, at jeg ville noget andet end det, men dengang var det stadig lidt uklart for mig, hvad det andet var.

LÆS OGSÅ: Lizettes søn fik kræft som 1-årig: "Jeg ville bare skilles, når det var slut!"

29. november 2000, 24 år, Amager

"Jeg ved godt, at det lyder naivt, men det er mig fortsat ubegribeligt, at livet kan være så let. Tænk, hvor svært jeg altid har gjort det, og hvor meget, det bare kan flyde, hvis man tør lade det. Tænk, at min stemme bliver hørt på den måde. Jeg er dybt taknemmelig, men ved ikke rigtig, hvem jeg skal takke."

– Ja, jeg skulle jo nok have takket mig selv... Jeg havde lige fået trykt min første artikel. Det var en artikel om at være ung, lesbisk i Danmark, og den blev trykt i KVINFO's tidsskrift. Det var en kæmpe sejr for mig. Jeg havde siddet og været tavs al den tid, jeg havde boet hjemme, og i begyndelsen af mine 20'ere var jeg lammet af skyld og skam og af frygten for, at mine forældre ville tage livet af sig selv på grund af mig. Jeg havde været stum så længe, og endelig åbnede jeg munden og fik en stemme. Jeg tænkte: "Det kan godt være, at hele Helsinge begår kollektivt selvmord, men nu siger jeg fandeme noget, for jeg har en vigtig historie at fortælle!" Og så skrev jeg om mine oplevelser. Målet var at få nogle folk i tale. Jeg ville have, at forældre, der skulle tage stilling til et homoseksuelt barn, tænkte sig om, inden de opførte sig, som mine forældre havde gjort. Og jeg ville punktere forestillingen om, at alle accepterer homoseksualitet og synes, at det er helt fjing-fjong, for sådan er virkeligheden ikke. Jeg tror, at alle mennesker, der har prøvet at være helt stille, på et tidspunkt er så fyldt op, at de bare får en trang til at lukke det hele ud. Det var i hvert fald det, der skete for mig, og det var en stor lettelse at få sagt det, jeg brændte inde med.

11. januar 2001, 24 år, Amager

"Og så er det, at jeg klart og tydeligt definerer for denne her Jesper, at jeg skam overhovedet ikke længere er til kvinder. Det er en overstået del af mit liv, jeg er afklaret med den, jeg søger en mand for livet og bla bla. Meget fint alt sammen, hvis ikke det var, at jeg lige så endnu et eksempel på en kvinde i dag, som jeg ved Gud ikke ville afskrive som et overstået kapitel. Annette Nielsen fra Kvinfo. Hold kæft, hvor var hun lækker. Hvis denne Annette havde været interesseret i mig, hvilket naturligvis er komplet utopisk, var jeg på. Pis, hvor er jeg træt af det. Det var helt vildt fedt bare at ytre, at jeg er skam hetero, men hold kæft, hvor holdt det kort. Hvor længe? 24 timer? Ikke engang."

– Jeg har altid tænkt, at alting ville være lettere, hvis jeg drømte om et liv med mand, børn og hus. Så ville jeg være normal, og så ville alle være glade. Da jeg skrev det her, var jeg lige kommet ud af et forhold med en kvinde. Det endte ikke særligt lykkeligt, så jeg sagde til mig selv, at nu gad jeg ikke det med kvinder mere. Det var for besværligt. Jeg begyndte at date en fyr, der hed Jesper, og han var meget sød, men han sagde mig intet – og da slet ikke efter at jeg mødte Annette. Jeg havde skrevet en artikel til KVINFO's tidskrift, hvor Annette var redaktør, og da jeg skulle ind for at levere noget billedmateriale, mødte jeg Annette for første gang. Og så vidste jeg bare, at det var hende, jeg ville være sammen med. Hun var så lækker og virkede så rigtig for mig, og for at sikre mig, at jeg kom til at se hende igen, besluttede jeg mig for, at jeg måtte skrive nogle flere artikler. Jeg fandt hurtigt ud af, at hun var sammen med en anden kvinde, men efter et par måneder inviterede jeg hende alligevel ud. Jeg blev nødt til at lære hende at kende, og så måtte jeg jo bare håbe på, at hende den anden dame på et tidspunkt ville forsvinde. Annette og jeg sås en gang hver fjerde måned gennem to og et halvt år. Jeg glædede mig altid helt vildt til at se hende, men bagefter var jeg dybt deprimeret, fordi jeg vidste, at der ville gå måneder, før jeg så hende igen. Jeg var ret hårdt ramt, og jeg skrev mange hundrede sider om hende i min dagbog og gengav vores samtaler meget detaljeret. Men jeg forsøgte aldrig at score hende. Det ville være forkert, for hun havde jo en kæreste. Desuden var jeg heller ikke sikker på, om det overhovedet ville lykkes mig, hvis jeg forsøgte. Hun var tyve år ældre end mig, og selvom jeg personligt var fuldstændig ligeglad, tænkte jeg meget over, om hun syntes, jeg var for ung.

LÆS OGSÅ: "Hvis det her er noget, jeg dør af, så må jeg sige, at jeg har brugt tiden godt"

10. oktober 2003, 27 år, Frederiksberg

"Det virker helt vildt surrealistisk, det her. Jeg sidder i Annettes og min nye balsal af en lejlighed og ser ud over Frederiksberg, Vi bor her sammen, A har tænkt sig at satse på mig. På mig!! Alle disse år med længsel og drømme om hende, og nu er hun her. Står lige her og siger, at hun gerne vil have mig, bygge noget op, dele, hvad end livet må bringe os."

– Det var fuldstændig vanvittigt for mig at flytte sammen med Annette. Efter at jeg havde været forelsket i hende i to og et halvt år, skred hendes kæreste fra hende, og da Annette havde været single i tre måneder, tænkte jeg: "Okay, hvor lang tid skal hun lige bruge på at sørge over den dame?" Så skrev jeg et brev til hende. Et langt brev, hvor jeg fortalte, hvor vild jeg havde været med hende hele tiden. Hun svarede ved at ringe mig op og fortælle, at sådan havde hun det overhovedet ikke. Hun var ikke forelsket, jeg var alt for ung, hun var ikke klar til et nyt forhold, og hun kunne aldrig nogensinde blive forelsket i mig. Jeg var helt fra den. Men to uger efter inviterede hun mig til Møn. Jeg syntes, det var ret underligt i betragtning af, at hun lige havde givet mig den svada, men jeg tog med, og vi havde en hyggelig tur.

Et par dage efter inviterede hun mig på middag – og så scorede hun mig. Jeg var meget forvirret, men samtidig utrolig glad, og efter ganske kort tid blev vi kærester. Det hele gik ret stærkt, men det gjorde mig ikke noget. Jeg havde været vild med Annette så længe, at jeg var klar til at satse det hele, og efter tre måneder flyttede vi sammen i en kæmpe lejlighed på Frederiksberg – og her bor vi endnu. Det var så vildt for mig, at Annette endelig ville have mig, og jeg følte mig virkelig lykkelig, da vi flyttede sammen og begyndte vores fælles liv.

Artiklen er bragt i samarbejde med www.altfordamerne.dk