Du får mere ud af en fest eller en ferie, hvis du tager billeder af den, end hvis du ikke gør. Det viser ny forskning.

Med smartphonens indtog og de stadigt billigere digitalkameraer påpeges det jævnligt, at især unge lever deres liv gennem kameralinsen med selfies og billeder af alt fra træningscentret til deres dessert. Tendensen beskyldes ofte for at gå ud over tilstedeværelsen i og nydelsen af hverdagsoplevelserne.

Men det modsatte er faktisk tilfældet. Det kan ligefrem gøre folk gladere at fotografere hverdagens ting og oplevelser, skriver livescience.com.
Det viser et nyt studie, som er publiceret i tidsskriftet Journal of Personality and Social Psychology.

Læs mere på Videnskab.dk: Fem sociale medier har »uindskrænket ret« til at misbruge alt dit indhold

Folk, der tog billeder af deres hverdagsoplevelser, uanset om det var et museumsbesøg, en tur med bussen eller et godt måltid, havde det bedre sammenlignet med dem, som ikke fotograferede deres oplevelse, viser studiet, som er baseret på mere end 2.000 mennesker.

»Vores studie viser, at sammenlignet med ikke at tage billeder, kan fotografering højne glæden ved positive oplevelser ved at øge engagementet,« siger Kristin Diehl, som er lektor i marketing ved University of Southern California og hovedforfatter på studiet, ifølge livescience.com.

I hver af det nye studies ni eksperimenter - heraf var tre i virkelige situationer, mens seks foregik i laboratoriet - blev forsøgspersonerne bedt om enten at fotografere en hverdagsoplevelse såsom aftensmad eller at afholde sig fra at gøre det. For næsten hvert eksperiment gjaldt det, at gruppen som tog billeder berettede om højere niveauer af glæde og velbehag, beskriver forskerne bag studiet.

Læs mere på Videnskab.dk: Vi kan kun have 150 venner - også på Facebook

De to milliarder billeder, som dagligt uploades på Facebook og de 80 millioner, som ender på Instagram hver dag, kan altså sprede engagement og glæde i højere grad end at forstyrre hverdagsoplevelserne, som de ellers hyppigt beskyldes for.

Dog kan fotograferingen være anstregende, hvis kameraet til formålet er besværligt at bære rundt på, og i nogle situationer gør billedtagningen oplevelsen værre, påpeger det nye studie.

Andre artikler på Videnskab.dk:

Arkæologisk mysterium på vikingegravplads i Ribe

Hvad må man kalde en neger?

Tarmbakteriers signaler til hjernen kan gøre os tykke