2015 har været et år fyldt med modgang for Bjørn Frost. Først sneg den leukæmi, han troede var overvundet, sig tilbage, og siden er talrige forsøg på at angribe sygdommen slået fejl.

Sidste år fik han ellers en knoglemarvstransplantation med celler fra sin søster, og i første omgang så det ud til at virke. Lægerne erklærede ham rask, og han begyndte at genoptage sit normale liv. På det tidspunkt var han dog helt bevidst om, at det kunne gå galt igen.

”Der vil altid være en risiko for tilbagefald. Jeg har også stor risiko for at udvikle andre typer kræft som følge af den behandling, jeg har fået med stråling og kemo,” som han sagde i vores første artikel med ham i foråret.

Desværre fik han ret. Mens andre brokkede sig over, at Danmark oplevede den dårligste sommer i mange år, havde Bjørn tungere ting at forholde sig til; kræften var tilbage. Han kom i kemo igen, men desværre viste det sig, at kræftcellerne har udviklet resistens over for behandlingen.

Derfor bliver han i starten af efteråret sendt hjem med livsforlængende medicin uden udsigt til en ny transplantation eller helbredelse. Det får dog ikke Bjørn Frost til at opgive. Sammen med folk fra sit netværk går han i gang med at undersøge, hvad der findes af medicinske forsøg rundt om i verden. For som han siger:

”Om det er forsøgsmedicin eller kræften, der slår mig ihjel, kan være lige meget. Det er værd at give det et forsøg. ”

På det tidspunkt er hans krop smadret af de utallige kemokure, og han vælger derfor at gå uden om de forsøg og i stedet udelukkende fokusere på dem med medicin. I Tyskland finder han et forsøg med to medikamenter, som man normalt bruger til behandling af andre sygdomme, men som i samspil har vist sig i visse tilfælde at have en gavnlig effekt på kræftpatienter.

LÆS OGSÅ: Bjørn Frost: ”Det er hårdt at tænke på, at jeg aldrig kommer til at opleve gløden i øjet på en pige, der er nyforelsket”

I samråd med sin læge vælger Bjørn at forfølge det håb. Det er dog ikke uden risici. Det ene af medikamenterne bruges egentlig i psykiatrien til ekstremt skizofrene mennesker, og det bruges meget sjældent, da der er store bivirkninger forbundet med det. Derudover er der rigtig mange fødevarer, man ikke må indtage, når man får det.

”Der er 15 personer tilmeldt, og det er lidt som at slå med terninger, for det er ikke alle, det virker på. Men vi valgte at give det chancen. Der er nogle uger, hvor min sygdom er stabil, så jeg får en ven til at følges med mig til Halle, der er en lille tysk by nord for Leipzig.”

Bjørn Frost (th) og hans ven på vej til Tyskland.
Bjørn Frost (th) og hans ven på vej til Tyskland. Foto: Bjørn Frost
Vis mere

Her bliver han indkvarteret, og de to første to døgn bruges til at undersøge, om han er rask nok til at deltage i forsøget. Hospitalet har ikke undergået nogle større ombygning siden østblokkens tid, og sygeplejerskerne kan ikke andet fremmedsprog end en smule russisk.

”Vi venter også på, at den danske stat skal afgøre, om den vil betale for forsøget. Men det tager så lang tid, før de har besluttet sig, at min familie må kautionere 100.000 kroner for, at det kan sættes i gang,” fortæller Bjørn Frost.

Betalingen bliver dog senere godkendt af det danske sundhedsvæsen, og forsøget går i gang. Allerede fra første færd rammer bivirkningerne meget hårdt og slår ham bogstaveligt talt omkuld.

”Jeg bliver svimmel, får tunnelsyn, og jeg begynder at besvime hele tiden. Det er hårdt. De skruer også hele tiden op for dosisen, så jeg besvimer hele tiden. På de gode dage kunne jeg gå ca. 5-10 meter, og på de dårlige dage kunne jeg kun rejse mig op i sengen og så falde tilbage.”

Fra sygesengen i Tyskland.
Fra sygesengen i Tyskland. Foto: Bjørn Frost
Vis mere

De vælger dog at fortsætte forsøget, for alternativet er at stoppe med den kraftige medicin. Og hvis man gør det, fjerner man også håbet om en virkning. Undervejs i forløbet får Bjørn en infektion og får en voldsom feber over 40.

”De ringer hjem til mine forældre, hvor de får at vide, at de skal stå standby, hvis det pludselig går hurtigt. Det går dog over, men min mor kommer ned og afløser min ven, der har været hos mig i 14 dage.”

Bjørn bliver yderligere 10 dage i Tyskland, indtil han er frisk nok til at komme hjem til Danmark, hvor han bliver indlagt på Rigshospitalet. Under opholdet i Tyskland har han tabt meget vægt.

LÆS OGSÅ: ”Da jeg begynder at tabe håret, er det eneste, der bliver hængende, mit skæg. Jeg ligner Walter White.”

”Der var så mange madvarer, som bananer og ost, jeg ikke måtte spise i forbindelse med medicinen, og det tyske hospital havde svært ved at håndtere det, så jeg fik ikke ret meget, jeg kunne spise.”

Det bliver bedre, da han først er på Rigshospitalet, men heller ikke her går alting gnidningsfrit. Da han har smerter, får han to slags morfin, men det viser sig pludseligt, at han ikke kan tåle den ene slags. Det betyder, han får en mindre overdosis.

”En sygeplejerske kommer ind og spørger, om hun skal hjælpe mig med at børste tænder, og jeg svarer: ’Nej, det har jeg styr på’, hvorefter jeg sprøjter tandpastaen direkte ud i hånden. Jeg var helt rundt på gulvet.”

Det er ikke den eneste gene ved morfinen. Han får også en voldsom forstoppelse, hvilket gør, at han ikke kan komme af med urinen. De giver ham derfor et kateder, men da det skal tages ud igen, får han en skade på blæren.

”Det gør, at jeg tisser mere blod end urin i et stykke tid.”

I det hele taget er Bjørns krop gennembanket af kræften, medicinen, bivirkningerne og de utilsigtede skader. Efter noget tid på Riget kommer svaret fra Tyskland.

’Medicinen virker ikke på Bjørn Frost.’

Svaret er naturligvis demoraliserende efter det lange opslidende forløb, og fordi de alternative muligheder er ved at løbe ud. Samtidigt har han tabt sig meget forløbet og er voldsom svækket. Den gode nyhed er dog, at han bliver udskrevet, og han får lov til at komme hjem til sine forældre.

”Jeg har stadig svært ved at spise. Mit immunforsvar virker ikke, så mine slimhinder kan ikke heale. Det betyder, at min tunge konstant føles som om, den er skoldet, hvilket gør det ubehageligt at spise. Jeg har også ligget stille så længe, at jeg næsten ikke har nogen muskler. Den anden dag forsøger jeg at træne mine ben, men jeg får en fibersprængning efter bare at have løftet benet et par gange.”

Bjørn Frost er nu tilbage på livsforlængende medicin, og når det ikke virker længere, er det muligt at give enkelte gange kemo, men det er begrænset, hvor meget og hvor længe, før kroppen bukker under. Nye medicinske forsøg er midlertidigt udelukkende, da ingen hospitaler tør gamble, når han er så svækket. Nu handler det om at få det bedste ud af den kommende tid.

”Jeg vil gerne en tur til Vesterhavet og bruge så meget tid som muligt med min familie. Jeg vil også gerne til København igen på et tidspunkt og male en sidste væg sammen med nogle af drengene fra graffiti-miljøet. Jeg har også nogle hårde beslutninger, hvor jeg skal afgøre, hvordan min begravelse og andre ting skal være, hvis det er. Det kan lyde hårdt, men det giver også én den sidste følelse af kontrol, så det er okay.”

Foto: Bjørn Frost
Vis mere

På trods af de mange pinsler, han dagligt må igennem, nægter Bjørn at give op eller bebrejde højere instanser.

”Det er en lorte-situation, men jeg synes ikke, at det er uretfærdigt. Det er bare, sådan det er. Det er bedre at acceptere det end at forbande det væk. Jeg er her endnu.”

LÆS OGSÅ: Kræftsyge Bjørn Frost overvældet over modtagelsen: ”Der er piger, der skriver til mig, at de vil med ud og køre motorcykel”

LÆS OGSÅ: "Jeg har haft brug for at være ærlig, hvis jeg skulle dø i morgen”

LÆS OGSÅ: Manden der ikke gad være en myte - men blev det alligevel

Artiklen er bragt i samarbejde med www.euroman.dk