5 hudløst ærlige mænd fortæller her, hvad de mener om netop din frisure.

Vi lytter opmærksomt, når vi bliver guidet til 8 tips til smukt hår, når den nyeste tred er naked hair, og når hårartisten giver os gode råd til, hvordan vi får langt og lækkert hverdags-hår. Men hvad mener mændene egentlig om vores hår? Skal det være langt eller kort? Krøllet eller glat? Opsat eller løsthængende? Det bliver vi meget klogere på her.

Eurowoman.dk har spurgt fem forskellige mænd, hvad de mener om tidens syv mest hippe frisurer. Vi kan afsløre, at mændene er kritiske. Men nu har de jo heller ikke de mest fashion forward.

Kort hår

Mændenes dom: edgy og super uheldigt.

Simon Reenberg
Den er svær. Det kan gå begge veje. Enten er det en kvinde med selvtillid, der tør gå sine egne veje og har gang i et eller andet sejt iværksætterprojekt. Eller også er det en kvinde med virkelig grimt hår, der desperat søger den sidste udvej.

Peter Bjerre
Kort hår kan være rigtig flot, men det kommer an på hvordan pigens personlighed er. Hårtypen er edgy, så det forventer man også, at pigen er.

LÆS OGSÅ: 8 tegn på at han er manden, du skal have børn med

Christian Stenderup
Det er sexet hos de kvinder der bærer det som en del af deres udtryk, ikke dem der gør det for at ramme en modebølge eller kan se det praktiske ved det korte hår.

Benjamin Olsen
Denne kvinde prøver med sin frisure at signalere, at hun er kunstnerisk anlagt og har en avant garde og sofistikeret tilgang til livet. En sideeffekt er imidlertid, at hun ser hun lesbisk ud.

Tobias
Uden at generalisere, så tror jeg der er rigtig mange mænd, der har et eller andet enten-eller kompleks med det korte hår. Det har jeg i hvert fald. Lige så superfrækt og sexet det kan være til nogle – lige så superuheldigt kan det altså være til andre – og der er min personlige holdning nok, at de førstnævnte er i klart undertal. Men klart – det kan vel signalere noget mod og flabethed og det er jo altid tiltrækkende – men det kan man altså også signalere på så mange andre måder, hvis du spørger mig.

Midterskilning

Mændenes dom: folkeskolefrisure og kedelig.

Simon Reenberg
Du føler dig selv ret moderigtig, men for os ser du mest lidt kedelig ud, og din hovedbund er grim. Det er ikke en her-kommer-jeg-frisure. Det er mere en, jeg-sidder-for-mig-selv-frisure.

Peter Bjerre
En midterskilning er ikke god, det skriger bare kedelighed.

Benjamin Olsen
Hun ligner en kvinde, der er modebevidst og læser mange dameblade, hvori hun har set, at man kan fremhæve sine ansigtstræk og høje kindben, hvis man sætter sit pandehår i en midterskilning. Hendes hår får hende desuden til at se meget naturlig ud.

Tobias
Det er vel en flot frisure, men igen, så er det altså ikke det afgørende. Og med fare for at modsige mig selv, så er jeg nødt til lige at pointere, at det lange hår altså ikke må være FOR langt – der er ikke noget værre. Hvis det nærmer sig buksekanten, så står jeg sgu af.

Christian Stenderup
Denne frisure leder tankerne tilbage på pigerne i folkeskolen før de for alvor benyttede en frisure til at gøre dem sexede, mener Christian.

LÆS OGSÅ: Godt grej: Find den bedste børste til dit hår

Stram hestehale

Mændenes dom: selvstændighed og stram.

Simon Reenberg
Den stramme hestehale giver mig lidt et indtryk af, at kvinden gerne vil ligne en med styr på tingene. Hun er selvstændig, og der er ingen mænd, der skal fortælle hende, hvordan hun skal agere. Det kan sådan set godt være meget sexet med en kvinde, der har det sådan, men det kan også virke lidt søgt, når hun har siddet med sin stramme mund og sin stramme hestehale hele aftenen og har spyttet i den samme drink.

Peter Bjerre
En stram hestehale er en af de bedste frisure en pige kan have. Det fremhæver hendes ansigtstræk og giver et meget 'clean' look – det passer godt til stort set hvad som helst – sportstøj, casual tøj etc.

Benjamin Olsen
Med håret trukket helt stramt tilbage i en hastehale ligner hun en kvinde, der har styr på tingene og har sin egen mening om alting. Tog hun en blazer på, ville hun ligne en seriøs karrierekvinde.

Tobias
Hestehalen og opsat hår kan i min optik udstråle noget ambitiøst, sporty og seriøst, men det er nok meget individuelt, for uden at kende til tiden bag, så kan frisuren vel omvendt også være et udtryk for en lidt afslappet og naturlig pige, der ikke orker at bruge 1000 år foran spejlet? Jeg synes klart, at det er mest sexet, når en pige er naturlig og hviler i sig selv ved at være det – uanset frisure.

Christian Stenderup
Det er sexet fordi de stramme look kan virke glamourøst. Samtidig kan det også beskrive en kvinde som beslutsom og selvsikker.

Sideskilning

Mændenes dom: naturlig og klassisk.

Benjamin Olsen
Her har vi naboens datter. Hun var en "flinkepige" i folkeskolen og spillede håndbold i sine ungdomsår. Hun har altid fået at vide, at hun er naturligt smuk og ser ingen grund til at udfordre det ved at klippe sit hår på alternative og kreative måder.

Simon Reenberg
Du ser naturlig ud, og det er altid dejligt. Du er imødekommende, og en man gerne vil henvende sig til. Som fyr tror man, at dit hår sidder sådan helt naturligt og ikke har krævet timer foran spejlet. Det rammer simpelthen alle de rigtige steder, selvom det sikkert er løgn.

Tobias
En klassisk og pæn frisure.

Christian Stenderup
Det sikre valg, som stadig viser du har taget stilling til dit hår, men bestemt ikke er den eksperimenterende type. Dette er ikke nødvendigvis dårligt fordi oftest klæder de fleste kvinder.

Peter Bjerre
En lidt gammeldags frisure der får dig til at se lidt kedelig ud.

Hjemmelavet krøller

Mændenes dom: fræk og kunstig.

Simon Reenberg
Hvis ikke du har krøller fra naturens eller frisørens side, så lad vær. Det ser lidt kunstigt ud, og jeg tænker ikke, at du har ret meget personlighed at byde ind med, til gengæld har du for meget tid til dit krøllejern. Læs en bog!.

Tobias
Denne frisure kan være tegn på, at en pige har gjort lidt ekstra ud af sig selv, og det er bare super tiltrækkende. Men omvendt må det altså heller ikke blive for tydeligt, specielt ikke hvis det er almindelig hverdag, for det kan også blive for meget. Så et sted midt i mellem det lidt tilfældige og naturlige udtryk og så lige piftet op med et lille bevis på, at hun har gjort lidt særligt ud af sig selv for din skyld. Om det er krøller, strithår eller noget helt tredje, det synes jeg er underordnet. Frisuren er ikke vigtig, men hvor kliché det end lyder, så er det sgu måden den bliver båret på. Men jeg kan sjældent se, hvis en pige har været til frisøren – og det vidner vel et eller andet sted om, at pigens frisure i sidste ende ikke har den helt store betydning for mig.

Peter Bjerre
Krøller er bare godt, så gør det ikke noget at der er en midterskilning, for krøller tager ofte fokusset væk fra midterskilningen. For bare at nævne er par kvinder der rocker frisure, Beyoncé, Blake Lively, Scarlett Johansson, Lauren Conrad, Jessica Alba, det holder bare hele vejen. Masser af volumé og fylde!

Benjamin Olsen
Her har vi klassens pæne pige. Hende, der altid har fået det, hun vil have (læs: drenge). Hendes frisure er plain, ligesom hende selv. Hun er smuk og almindelig og har det fint med det. Hun vil ikke bevise noget.

Christian Stenderup
Det er sexet fordi det er et billigt og frækt udtryk, men viser ingen tegn på stil og smag på livet.

Pagen

Mændenes dom: unik og usexet.

Christian Stenderup
No way! En sød veninde som man aldrig har tænkt sig at forføre kan bære det, men sexet bliver det aldrig!

Simon Reenberg
Pagen – den er straks værre. I udgangspunktet er det ret frækt. En der tør skille sig ud. En der er villig til at ofre dele af synet for at se godt ud. Men den bliver også lidt kunstig. Vi ved, at det har taget timer hos frisøren, og det er lidt bekymrende, at den sidder på samme måde både før og efter.

LÆS OGSÅ: Derfor hitter hårfarven: Mysteriet om det lilla hår

Benjamin Olsen
Dette er pigen, som drengene aldrig har syntes var lækker. Hun har aldrig fundet en stil, som hun føler er lige hende, og som hun føler sig tryg i. Derfor prøver hun pagehår for at føle sig unik og virke lidt hipstersmart. Om et år forsøger hun sig med en ny frisure – desværre uden held.

Peter Bjerre
Pagehår for mig til at tænke på Lena Dunham fra serien 'Girls'. Hun er en fantastisk skuespiller, men det er bestemt ikke sexet.

Naturlige krøller

Mændenes dom: sexet og gode gener.

Simon Reenberg
Det er ikke alle forundt, og det er måske urimeligt, men ikke desto mindre, så er det vejen frem. Det udstråler naturlighed, gode gener og gåpåmod. Man forestiller sig den helt rette kombination af intellekt og menneskelige egenskaber. Frække Frida møder Hulubulu Lotte. Det er en sikker vinder.

Peter Bjerre
Igen, krøller er bare godt. Det store hår af naturlige krøller er ekstremt sexet. En af grunde til det er nok at det er en meget eksotisk frisure som man ikke rigtig ser så meget herhjemme, derfor er det altid noget der fanger blikket med det samme!

Benjamin Olsen
Dette er pigen, som er stolt af og omfavner sine sydlandske aner. Hun føler, at de naturlige krøller giver hendes look et eksotisk og unikt touch. Derudover er hun vild med Beyonce.

Tobias
Der er vel altid et eller andet sødt og uskyldigt over piger med naturlige krøller.

Christian Stenderup
Det er sexet når det er virkelig velplejet og samtidig sender det fluks tankerne tilbage til det gode ved 90'erne - Spice Girls.

LÆS OGSÅ: Print og tag med til frisøren: 10 inspirerende frisurer
LÆS OGSÅ: Find den perfekte shampoo og balsam til dit hår
LÆS OGSÅ: Trine: "Sådan sætter jeg hår på 5 minutter"

Artiklen er oprindelig bragt hos eurowoman.dk

 

SPONSERET INDHOLD: Find dit nye glattejern her