Årets vinder af TV3-programmet har allerede helt styr på, hvordan de 500.000 skal bruges.

Det blev 37-årige Henrik Andersen fra Solrød, der efter flere ugers hård kamp kunne kalde sig vinder af ‘Robinson Ekspeditionen 2016’. Med titlen følger hele 500.000 kroner, men det betyder ikke, at han starter den store forbrugsfest.

– Jeg har valgt, at alle pengene ubeskåret skal gå til mine børn, siger Henrik og fortæller, at det hele tiden har været planen, at 11-årige Alberte og 13-årige Benjamin skulle have præmien, hvis han vandt.

– Jeg skrev det allerede i min ansøgning til programmet. Det betyder meget for mig, at de er sikret noget, hvis nu jeg skulle være så uheldig at tage billetten en dag. Man kan jo aldrig vide, om man bliver syg eller møder en idiot på motorvejen. På denne måde ved jeg, at de har til et indskud til en lejlighed eller noget og ikke skal stifte gæld, når de skal starte deres liv som voksne. Jeg har selv alt det, som jeg skal bruge, så nu starter jeg en opsparing til dem.

LÆS OGSÅ: ‘Robinson Ekspeditionen’: Husker du de tidligere vindere?

Forventede sejren

For Henrik kom det ikke som den helt store overraskelse, at han efter de 13 programmer kunne løfte trofæet.

– Det er ikke for at lyde selvfed, men jeg forventede helt sikkert at vinde. Jeg skrev det allerede i ansøgningen og sagde det til min omgangskreds, inden jeg tog af sted. Så jeg lagde i den grad hovedet på blokken – og så er det jo meget godt, at jeg holder ord, siger Henrik.

– Jeg må også sige, at jeg synes, at det er en fortjent sejr, og at jeg er en værdig vinder. Jeg har spillet spillet og givet alt i dysterne, selv om jeg – ligesom de andre – har været ramt af sult. Jeg har ikke bare puttet mig gennem ekspeditionen, så jeg synes, at det er fortjent.

LÆS OGSÅ: ‘Robinson’-vinder har droppet brylluppet

For de fleste af deltagerne på ‘Robinson Ekspeditionen’ er det især sulten, der skaber store problemer på øen. Men hjemme hos Henrik har hans to børn også haft det hårdt, mens far har været af sted på eventyr.

– Det er normalt mig, der laver mad derhjemme. Så på madfronten har de nærmest lidt mere, end jeg har. De har vist fået ret meget lasagne og kødsovs, så de glædede sig til, at far kom hjem og lavede mad igen, griner han.

LÆS OGSÅ: Hvem er den lækreste i årets ‘Robinson’?

Livslang drøm

For Henrik har ‘Robinson Ekspeditionen’ altid været en stor drøm, og faktisk er årets udgave ikke den første, han har søgt om at komme med til. Allerede for 16 år siden sendte han for første gang en ansøgning af sted til TV3.

– Dengang kom jeg desværre ikke med, men jeg har hele tiden haft ønsket, og nu passede det med, at jeg havde tid til at søge igen. Og denne gang kom jeg så heldigvis med, siger Henrik og fortæller, hvorfor ‘Robinson Ekspeditionen’ tiltrækker ham så meget.

LÆS OGSÅ: GALLERI: Så vild var finalefesten i årets ‘Robinson’

– Man kan virkelig få at se, hvad man er støbt af, og hvordan man reagerer i pressede situationer uden mad. Man skal virkelig have en stærk psyke, og man får virkelig prøvet nogle grænser af.

Og Henrik blev bestemt ikke skuffet over oplevelsen, som han ventede 16 år på.

– Det var den fedeste oplevelse. Jeg fik prøvet mig selv af, jeg var med i nogle fede dyster, og jeg blev ramt af sygdom og bylder. Det var ganske enkelt bare alt, som jeg havde drømt om, siger han med et grin.

LÆS OGSÅ: TV3 jubler over stor ‘Robinson’-succes

Følg med på vores Facebook-side og vores Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.

Artiklen er oprindeligt bragt hos realityportalen.dk