- At dyrke chilier er noget af det nemmeste i verden, siger den danske chili-konge.

Det kan virke som et uoverskueligt projekt at dyrke sine egne chiliplanter. Søger man på det store internet, bliver man mødt med alt fra gødningsproblematikker til spørgsmål om kunstigt lys og advarsler om, at overvanding vil gøre det af med din chiliplante hurtigere, end toget rammer, når du putter en Carolina Reaper i munden.

LÆS OGSÅ: Husker du ManBand? Her er de i dag

HER&NU har derfor allieret sig med den danske chili-konge, Chili Klaus, for at få svar på, hvordan man kommer i gang med selv at dyrke de små stærke fyre, og hvad der egentlig er nødvendigt. Heldigvis behøver det slet ikke at være så svært.

- At dyrke chilier er noget af det nemmeste i verden. En urtepotte, lidt jord, et chilifrø og masser af lyst, ja, så er du i gang, siger Chili Klaus, hvis borgerlige navn er Claus Pilgaard.

- Man skal begynde tidligt på året med at så og helst i december eller januar. Så når chilierne at få fornøjelsen af den vigtigste energikilde solen. Uden lys, ingen chilier. Først skal frøet spire - det kræver varme på 28 - 32 grader.

- Man kan sætte sine frø på en radiator. Herefter skal de have lys, altså som i masser af lys. Et sydvendt vindue er vigtigt. Får en plante ikke lys nok, vil den strække sig efter lyset og blive alt for lang og ranglet og dermed uegnet til at bære tunge chilifrugter, forklarer han.

LÆS OGSÅ: Eva Harlous firma i krise

Chili Klaus fortæller, at alle chiliplanter tilhører slægten Capsicum, der består af 25 arter, hvoraf fem arter er de vigtigste og dem, som bliver dyrket til kommercielt brug.

Der findes som sådan ikke begynderchilier, uddyber han, men hvis han skulle rådgive en ny chilientusiast, ville han sige, at vedkommende skulle vælge lidt forskellige, så man både har de helt stærke fyre og de mindre stærke. Og så skal der investeres i ekstra gødning.

- Lys kan være det, som er problematisk i Danmark. Derfor investerer mange også i såkaldt grolys, som er en pære, der lyser lilla/blå/rød/hvid og placeres over de små planter. Om sommeren har vi ofte masser af lys, og sol er en afgørende faktor for både plante og frugtstyrke. Gødning er mindst lige så vigtig - der findes specielt chiligødning, som man med fordel kan anvende.

LÆS OGSÅ: Se klippet: Chili Klaus i kras dyst med amerikansk chili-konge

- En god gartner kan ved hjælp af rigtig gødning og lys næsten forudsige, hvornår en plante giver frugter, forklarer han.

Hvilken fase ser du som den vigtigste i dyrkningen af chilier – hvor kan det gå galt, og hvor skal man være særligt opmærksom?

- En chiliplante er selvbestøvende, hvilket betyder, at den befrugtes af sig selv. Står den inden for i en vindueskarm uden nogle former for vind eller insekter, skal du selv bestøve dine blomster. Du skal altså leg bi med en vatpind og forsigtigt flyve fra blomst til blomst for at bestøve og dermed få chilifrugter. Bliver dine blomster ikke bestøvet, falder de af og ja, ingen chilier, siger Chili Klaus.

LÆS OGSÅ: Kandis-Johnny om sit livs sorteste dag: Jens hjalp mig gennem sorgen

Hvad er dit bedste råd til danskere, der overvejer at dyrke deres egne chilier?

- Som alle hobbyer er det vigtig at forventningsafstemme sit projekt. Anerkend at noget vil gå galt og glæd dig over, når noget lykkes. Sidst, er du i tvivl om, hvordan en chili smager og hvor stærk den er, ja, så smag på den - det er som regel meget fornøjeligt.

Artiklen er bragt i samarbejde med www.herognu.dk