Det gør ikke noget, hvis mænd har lidt ekstra sul på kroppen. Tværtimod er den såkaldte 'farkrop' et hit hos det modsatte køn, hævder professor.

Ifølge Richard Bribiescas, der er professor i antropologi på Yale University, finder kvinder nemlig mænd, der tager nogle ekstra kilo på, som de bliver ældre, meget tiltrækkende. Det argumenterer han for i sin nye bog 'How Men Age'.

Det skriver flere medier - blandt andre The Telegraph og Huffington Post.

Med alderen falder niveauet af det mandlige kønshormon testosteron hos mænd. Det medfører et tab af muskelmasse samt en øget fedtmasse.

Den udvikling får ifølge bogens forfatter fædre til at bruge mere tid på deres børn i stedet for at kigge efter andre kvinder. Richard Bribiescas konkluderer endda, at fædrenes mere runde former også kan gøre dem mere tiltrækkende hos det modsatte køn.

»Denne forandring i kroppens sammensætning får ikke kun mænd til at købe mere behagelige bukser, men fremmer rent hypotetisk et hormonelt miljø, der støtter faderlig omsorg,« skriver Richard Bribiescas i bogen.

Derudover kan det ifølge Yale-professoren også have helbredsmæssige fordele. Han hævder i hvert fald, at en sammenhæng mellem faderskab og vægtstigning kan styrke immunforsvaret og forlænge levetiden.

Bribiescas' teori hedder 'the Pudgy Dad Hypothesis'. Oversat betyder det 'den buttede far-hypotese'. Den går ud på, at 'farkroppe', som ifølge Huffington Post er et udtryk, der bruges til at beskrive mænd, som fastholder en god balance mellem en ølmave og træning, altså kan være gavnligt for helbredet.

Disse mænd skulle i øvrigt også være bedre til at videregive deres gener.