Var lydene for skingre i børnenes nyindkøbte spil, eller understøttede dit telefonabonnement ikke den ellers så smarte optagefunktion til telefonen? Så er der hjælp at hente, hvis du er iPhone- eller Mac-bruger.

Apple har fra januar indført 14 dages fortrydelsesret, så du kan få pengene retur fra App Store. Også selvom programmet har været flittigt brugt.

LÆS OGSÅ: 3 råd til meget flottere hud, som ikke koster en krone

Metoden kræver et par klik med musen, men er forholdsvis ligetil:
1)      Åbn iTunes
2)      Log ind på din profil og vælg ”kontooplysninger”
3)      Scroll ned til ”Købsoversigt” og klik på ”Se alle”
4)      Nederst i oversigten klikker du på ”Rapporter problem”
5)      Vælg den app, du ønsker at få refunderet og klik igen ”Rapporter problem”
6)      Du kommer nu ind på Apples side www.reportaproblem.apple.com. Her vælger du ”Jeg ønsker at annullere købet” i rullemenuen ud for den enkelte app.
7)      Bekræft annulleringen ved at klikke på ”annuller køb”.
8)      Apple returnerer pengene til din konto i løbet af 14 dage.

Det er muligt at skyde genvej ved at gå direkte til www.reportaproblem.apple.com, eller klikke på "rapporter problem" i ordrebekræftelsen i din mail.

Med den nye fortrydelsesmulighed stiller Apple faktisk forbrugerne bedre end købeloven foreskriver, oplyser jurist Lea Markersen fra Forbrugerrådet.

”Som udgangspunkt har du 14 dages fortrydelsesret, når du handler på nettet i EU. Men der er nogle undtagelser og modifikationer. Blandt andet når det kommer til digitalt indhold,” siger hun.

LÆS OGSÅ PÅ KIDDLY.DK: Hjælp! Min søn har brugt 34.000 kr. i en app! Hvordan kunne det ske?

Ofte fraskriver man sig nemlig fortrydelsesretten, allerede når man trykker ”download” på digitalt indhold til eksempelvis computer, tv eller smartphone. Det kræver imidlertid, at sælger har gjort det tydeligt overfor forbrugeren, at man mister sin fortrydelsesret, når man gennemfører købet. Man skal ligefrem have givet ”udtrykkeligt samtykke”, som det hedder i lovgivningen. Det er altså ikke nok med en generel formulering om, at man fraskriver sig fortrydelsesretten, som er gemt væk på side 17, vurderer Lea Markersen.

”Sælger skal sende en bekræftelse på, at man som forbruger har fraskrevet sig fortrydelsesretten på mail eller lignende, for at forbrugeren kan siges at have fraskrevet sig fortrydelsesretten,” siger hun.

Må ikke misbruges

Hos Apple slipper brugerne for det forsinkende led med at fraskrive sig fortrydelsesretten. Så snart man trykker ”køb” bliver app’en downloadet og er klar til brug. Derfor er det også muligt at fortryde købet i op til 14 dage uden nogen begrundelse. Oven i købet har det vist sig, at app’en ikke forsvinder fra telefonen. App’en kan dog ikke opdateres eller gendannes.

Ifølge flere brugere har Apple dog indført en kattelem, så systemet ikke misbruges. Hvis man systematisk fortryder sine køb vil man på et tidspunkt blive mødt af en boks, hvor man fraskriver sig sin fortrydelsesret.

LÆS OGSÅ: 17 gode råd når du lejer dit hjem ud på Airbnb
LÆS OGSÅ: Sådan snyder din GPS

Artiklen er oprindeligt publiceret på altfordamerne.dk