Nej, ikke nødvendigvis, mener Thomas P. Gunnarsson, Ph.d. ved Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet.

Hvis det eneste, det gælder om for dig, er at forbrænde flest kalorier, forbrænder du lige mange kalorier, om du går ti km eller løber ti km, fortæller Thomas P. Gunnarsson, Ph.d. ved Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet. Alligevel mener han, at løb vil være bedre end gang på længere sigt rent vægttabsmæssigt.

– For det første tager det jo ikke så lang tid som at gå, og for det andet får du opbygget en større muskelmasse og bedre kondition ved at løbe end ved at gå, og jo større muskelmasse du har, des højere forbrænding får du, siger han og fortæller, hvor stor en rolle træning af musklerne spiller for din forbrænding:

LÆS OGSÅ: Her er årets 5 hotteste slanketrends

– Undersøgelser har vist, at folk, der dyrker meget tung styrketræning, kan øge deres forbrænding med op til 20 procent i op til 72 timer efter et træningspas. Det betyder, at du vil forbrænde flere kalorier, mens du for eksempel sover, siger han.

Fordi løb betyder, at du hovedsageligt får trænet dine muskler i underkroppen, er der også andre sportsgrene, der er mere hensigtsmæssige at dyrke, hvis dit mål er vægttab.

– Løb er godt i forhold til vægttab, men der er andre sportsgrene, der er mere effektive, for eksempel træning i romaskinen eller boksetræning, hvor du, ud over at få trænet din kondition, også får trænet musklerne i hele kroppen, siger han.

Vil du tabe dig, råder Thomas P. Gunnarsson dig også til at fokusere på din kost, da den kan være lige så afgørende som motionen. Det betyder også, at du skal være opmærksom på, hvad der sker med din appetit, når du begynder at træne. For i takt med at du begynder at træne mere, vil den sandsynligvis stige.

– Og det nytter jo ikke, at du sætter din forbrænding op med 10 procent, hvis du samtidig spiser 15 procent mere.

LÆS OGSÅ: Flad mave: her er den mest effektive øvelse

Du forbrænder mere, når det er sjovt

Ja, du forbrænder faktisk flere kalorier, når underholdningsværdien af det, du foretager dig, er i top. Forklaringen er, at træning ikke føles så hårdt, hvis du er revet med af den.

– Man kan f.eks. se, at folk, der spiller fodbold, træner med højere intensitet, når de spiller fodbold, end når de løbetræner, fordi de ikke oplever deres fodboldtræning lige så hård, siger Thomas P. Gunnarsson, der dog samtidig råder dig til at løbe, hvis det er det, du bedst kan lide.

– Men husk, at forandring fryder. Det skader på ingen måde at presse kroppen på en ny måde en gang imellem, siger han.

LÆS OGSÅ: Myten om PMS er aflivet

LÆS OGSÅ: Løbeblog uge 6: Hvad siger de? Podisjidigenda!

LÆS OGSÅ: 13 effektive råd: Sådan holder du op med at overspringshandle

Artiklen er oprindeligt publiceret på www.altfordamerne.dk