Aftenputningen kan hurtigt tage en uventet drejning og udvikle sig til et sandt helvede.

KLUMME: Efter jeg er blevet mor, har jeg fået testet min tålmodighed i en grad, jeg aldrig havde forestillet mig mulig. Og jeg har fundet ud af, at jeg har en virkelig lav tålmodighedstærskel. Eller det havde jeg i hvert fald med min søn især. Han er min førstefødte, og med ham var alt meget nyt og lidt grænseoverskridende. Flere gange har jeg haft en ud-af-kroppen-oplevelse, hvor jeg har kigget ned på mig selv fra det høje (eller noget) og tænkt: Hvad er det for et monster af et mor-uhyre du udvikler dig til i særligt pressede situationer?

LÆS OGSÅ: Mor-monster: Sådan slipper du af med hende

Når jeg tænker tilbage på det mest udfordrende fra mine snart fem år som mor, er der ingen tvivl om, at sengelægningen tager prisen. Det at putte mine børn har været det, der har trukket flest tænder ud og helt sikkert har en del af skylden for, at jeg i dag er ved at blive gråhåret i en alder af 31 somre.

Fra Lille Per-seng til juniorseng udløste helvede

Sengelægningen af min søn er overordnet set altid gået godt. Men den helt store udfordring kom, da han gik fra sin Lille Per-tremmeseng til en almindelig juniorseng. Fra den ene aften til den anden havde min søn muligheden for at gå frit ud af sin seng, som han ville. Og dét var en frihed han på ingen måde var moden til (eller var det mig?).

LÆS OGSÅ: “Det tager halvanden time at putte Anna”

Min søns nyfundne frihed blev udnyttet med fuldt rabalder, og over de næste måneder udspillede der sig følgende scenarie: Min søn blev puttet omkring klokken syv. Jeg sang ’Elefantens vuggevise’ og ’Jeg ved en lærkerede’ for ham (eller min mand sang ’Jeg er træt og går til ro’), hvorefter jeg forlod lokalet. Det var så dér, min søn i sin tremmeseng normalt ville ligge og køre lidt med sin bil i tyve minutters tid, hvorefter han ville overgive sig til søvnen. Men nu, med juniorsengen, gik det altså slet ikke på den måde.

Utrolig upædagogisk

Efter fem minutter skete der i stedet én af to ting: Min søn kom rullende ind i stuen indhyllet i sin dyne som en anden (meget stædig) kålorm på to år – helt lydløst, som om vi ikke ville opdage ham. Eller han ville komme løbende ind i stuen for derefter at løbe rundt i hele lejligheden med et fjollet grin om munden og han ville hvine af fryd – á la: ”Åh åhh – nu kommer mor og fanger mig.”

Når ovenstående scenarie udspillede sig, ville jeg i en skizofren desperation veksle imellem at tale pædagogisk til ham med en afdæmpet stemme med jysk dialekt (det virker bare mere overbevisende) og råbe og skrige og være utrolig upædagogisk.

LÆS OGSÅ: Søvn: Sådan gør du, når det tager to timer at putte

Jeg fandt hurtigt ud af, at hverken det ene eller det andet hjalp. For det var en fase min søn skulle igennem. Og det sagde min overjordisk tålmodige mand da også til mig hele vejen igennem. At det kun opildnede vores søn, når jeg kom med den voldsomme reaktion, som jeg gjorde.

Min søn blev kun mere kamplysten, når jeg teede mig som et tohovedet monster. Men jeg fortsatte alligevel med det, fordi jeg ganske enkelt var desperat. Jeg kunne ikke andet. Og det selvom jeg var uendeligt skuffet over min egen utålmodighed og min følelse af, at ”det da ikke kunne være rigtigt, at han ikke kunne blive i den seng!”

Har brug for lidt forudsigelighed

Jeg synes, det er hårdt nok at stå til rådighed det meste af dagen, men når min aften så også smuldrede væk, blev det bare for meget. Jeg har brug for en smule forudsigelighed i mit liv med børn. Jeg har brug for at vide, at jeg trods alt har to timer til mig selv om aftenen. Og jeg ved jo godt, at jeg ikke kan kræve noget som helst af et lille barn. Men alligevel.

LÆS OGSÅ: Søvn: 7 trin til et godt putteritual

Nu hvor jeg har to børn, tager jeg det mere roligt, når aftenputningen tager uventede drejninger, og der skal hentes bøger, æblestykker, mælk, vand, tages bøger væk, tændes lampe i gangen, tysses på, hentes biler, puttes for femte gang, synges en ekstra sang, samles sutter op fra gulvet eller svares på spørgsmål. For jeg har vænnet mig til det.

Men sengelægningen vil for mig altid stå som det hårdeste ved at have børn. Det er udfordrende i sig selv, og det skal gøres på et tidspunkt, hvor du er fuldstændig flad på tålmodighedskontoen og egentlig bare gerne vil være lidt alene. Så min datter, der er to år, får lov til at blive i sin Lille Per-seng en rum tid endnu. Med tremmesiden oppe.

LÆS OGSÅ: Sådan putter du bedst dit store barn

LÆS OGSÅ: Søvn: Bløde forældre har svært ved at putte

LÆS OGSÅ: Er to børn dobbelt så hårdt?

Denne artikel er bragt i samarbejde med www.voresborn.dk