23-årige Morten Nielsen fra Silkeborg svinger mur- og fugeske til daglig men arbejder også som model i Milano, Paris og New York

Håndleddene er alt andet end bløde, når han fatter om endnu en mursten med den venstre hånd og med et snuptag tager mørtel på murskeen med den højre og lægger stenen på plads.

Sammen med sin faste makker Jesper Schmidt Moeslund er han – 23-årige Morten Nielsen – i fuld sving med murerarbejdet på en stor og rummelig millionvilla i nybyggerkvarteret på Tirsbæk Søvej i Vejle-forstaden Bredballe. Arbejdet som murersvend er lige hans rette hylde.

Artiklen fortsætter under billedet

Men det er ikke det eneste job, han udfører. For sideløbende med at være murer arbejder Morten Nielsen også som model og rejser rundt mellem byer som Milano, Paris og New York for at posere foran kameraet eller gå op og ned ad catwalken, mens blitzene lyner og et halvoutreret klædt publikum er ved at falde i svime foran ham.

Foto: Martin Ballund
Vis mere

Andre læser også: Første navngivne offer for Bruxelles-angreb offentliggjort: Mor til tvillingepiger dræbt

Mange rejser og nye oplevelser

En verden, der er diametralt modsat af hverdagen, hvor han går med sikkerhedsskoene godt plantet på et stillads eller kravler rundt på knæene for at lave den helt perfekte fuge mellem fliserne på et badeværelse.

»Det er sjovt at være model, men jeg kan også godt lide at være murer. Det er stadig en ny verden for mig at være model, så jeg ser det lidt som en hobby. Dét jeg godt kan lide ved modeljobbet er, at man kommer ud at rejse og ser verden. Men der er meget frihed i at være murer. Og når man har bygget noget op, så kan man bagefter pege på det og sige: Dét der har jeg lavet. Det en god fornemmelse,« siger Morten Nielsen.

Om en uge skal han og makkeren være færdig med arbejdet på det store typehus, som de går og skalmurer i øjeblikket. Det passer præcis med, at den 23-årige silkeborgenser så kan hive et par uger ud af kalenderen og tage til Milano, hvor han har en stor fotoopgave for Armani, der skal have lavet billeder til et magasin.

Morten Nielsens ’sidegesjæft’ for Calvin Klein, Thom Browne, Armani og hvad de ellers hedder, er på ingen måde steget ham til murerkasketten. Faktisk har han gennem fem år holdt den agent hen, som mange gange har ringet og sagt, at der er en modelopgave til ham. Men Morten har først i januar i år sagt ja, da han endnu en gang blev kontaktet fra modelbureauet i Hamburg.

Andre læser også: Far til drabstiltalt sygeplejerske: ’Hendes ekskæreste mener, hun er for farlig for sin datter’

Opdaget i Berlin

Det er ikke tilfældigt, at hans bureau er tysk. Det var nemlig i Berlin - i U-Bahn af alle steder - at han blev antastet af en for ham ukendt mand, da den dengang 18-årige Morten Nielsen var på ferie med familien og hvor hans kæreste Malene, som han stadig har, også var med.

»Mit tyske er ikke så stærkt, så jeg kunne ikke rigtig forstå, hvad han sagde. Jeg troede først, han blev ved med at sige, at jeg stod i vejen. Men da vi så tog den på engelsk, kunne jeg forstå, at han spurgte, om jeg var model. Jeg sagde bare »hva’?« og troede jo, det var fis og ballade det hele, men om aftenen ringede jeg alligevel på det nummer, han havde givet mig. Og den var altså god nok. Han var tilknyttet et modelbureau i Hamburg,« smågriner Morten Nielsen.

Uanset hvad fremtiden bringer for den unge midtjyde, så har han tænkt sig at fortsætte med bare at være Morten. Ham som ikke gider at bruge timer i et fitnesscenter, men i stedet kan lide at møde op et par gange om ugen og spille fodbold med gutterne i FC Silkeborg.

»Vi rykkede op fra serie 4 til serie 3 sidste år. Det kunne være fedt også at rykke op i serie 2. Så får vi linjevogtere på fra næste sæson.«