Foto: Mariana Gil

Da Daniel Boysen var 12 år gammel, blev hans forældre skilt. Hans far flyttede ud, ’papfar’ flyttede ind, og det blev starten på en barndom fyldt med misbrug, trusler og frygt. I dag ser Daniel sig selv som et stærkt menneske frem for et svigtet barn, men de uhyggelige gerninger tilgiver han aldrig.

Daniel var 14 år gammel, da han mistede gnisten i øjnene. Det var en af hans kammerater, der bemærkede forandringen, men selvom vennen havde ret, var det var ikke noget, de to drenge talte yderligere om. Faktisk talte Daniel ikke med nogen om det, der skete bag hjemmets utrygge vægge.

For ’der findes kun ét svar på alle spørgsmål om, hvordan man har det; fint’.

Sådan skriver Daniel Boysen i dag – 15 år efter – i sin nyudgivne roman ’Fordi ilden er vores’.

Måske var det, fordi han var fra Vestjylland, at han ikke fortalte om flaskerne på bordet og kniven under hovedpuden, for i Vestjylland taler man ikke ret meget om tingene, forklarer Daniel. Måske var det, fordi han var barn og ikke rigtig forstod, hvad det var, der foregik. Eller måske var det, fordi han kunne se, at han langt fra var den eneste, der mistede gnisten i øjnene, og at han derfor tænkte, at det, der skete, var normalt.

For i nabohusene boede andre børn, andre mødre, andre papfædre – men problemerne var de samme. Alkoholisme, svigt, misbrug. Kollapsede kernefamilier og utilgivelige gerninger. Og netop derfor beskriver Daniel Boysen ikke sin roman som en ren selvbiografi, men som en kollektiv fortælling, hvor biografiske og fiktive dele er flettet sammen.

»Alle historierne i bogen er ærlige, men ikke alle historierne er sande - forstået på den måde at det meste er sket, men at det ikke nødvendigvis er mig, som har oplevet det. Bogen er et sammensurium af alt det, jeg, min søster og mine venner oplevede. Alt det, der skete under radaren i den lille jyske by Stenderup - og som lige så godt kunne være sket et hvilket som helst andet sted,« fortæller han.

Glansbilledet krakelerer
Daniel Boysen voksede op på landet – omgivet af natur og med græs på knæene. De første år af sin barndom beskriver han ligefrem som idylliske. Far, mor, søster og en god portion kærlighed. Men under den smukke overflade lå der noget og ulmede, og da Daniel var 12 år gammel fik han en besked, som ændrede hans liv fra den ene dag til den anden.

»Det kom som et chok for mig, da min far en eftermiddag kom op på mit værelse og sagde, at han og min mor skulle skilles, og at han skulle flytte. Jeg havde svært ved at forstå det og havde en naiv forestilling om, at det ikke ville ændre ret meget. Men det ændrede alt,« siger Daniel og fortæller, at han ikke er helt klar over, hvorfor forældrene egentlig blev skilt.

Daniels far arbejdede meget, så børnene blev boende hos moderen. Kort efter, at faderen flyttede ud, flyttede en ny mand ind. ’Papfar’ blev Daniel og hans seks-årige lillesøster bedt om at kalde ham, og med papfar fulgte en uvant følelse af utryghed.

»Jeg havde en dårlig fornemmelse fra start. Han virkede fjern og ligeglad, og hans ånde lugtede af øl. Jeg vidste ikke, at det var forkert dengang, men det fandt jeg ud af.«

Ølflasker hobede sig op på bordet, cigaretter fyldte askebægrene på rekordtid, og maden mindede mindre og mindre om mad. Regningerne blev ikke betalt, det varme vand forsvandt, Daniels mor forsvandt.

»Jeg tror, at min mor savnede min far meget. Hun savnede den lykkelige kernefamilie, og hun savnede at se min søster og mig være glade. Når alting blev for meget for hende, havde hun en tendens til at gå ud af døren og være væk en hel dag, og så måtte jeg tage over, for min søster var så lille, og min papfar arbejdede meget. Sommetider ringede jeg til vores nabokone og spurgte, om vi måtte få lidt mad eller måtte tage et varmt bad hos hende. Det var hårdt at gå og være sulten hele tiden,« siger Daniel.

I skolen lod Daniel som ingenting. Der var ingen, der spurgte, og så var der ingen grund til at fortælle.

Artiklen fortsætter under billedet

9-årige Daniel med sin farfar og hans hund. På det tidspunkt var Daniel endnu uvidende om, hvilket svigt han ville komme til at opleve, når han blev ældre.

Evig frygt og psykisk terror
Der gik ikke lang tid, før det viste sig, at Daniels papfar var en meget aggressiv mand. Han jagtede Daniel rundt i haven, rundt i stuen, rundt i hele huset, og mens den fulde mand forsøgte at fange ham for at give ham tæsk, skreg Daniel om hjælp. Hans mor blev siddende og kiggede på.

Moderen begyndte at gå med solbriller. Hun skuttede sig og blev lille. En dag så Daniel, at papfaderen slog hende. En anden dag opdagede lillesøsteren, at hun gemte en kniv under hovedpuden. Men ingen gjorde noget.

»Min mor burde jo have smidt ham ud. Men jeg tror, at hun ønskede at være del af en kernefamilie igen, og hendes ønske var så brændende, at hun lukkede øjnene for det, der foregik,« siger Daniel.

Daniel var præget af evig frygt, for det var umuligt at forudse, hvornår den næste vilde jagt satte i gang, og hvornår den næste ølflaske blev smidt gennem stuen. Han nåede altid væk i tide, og papfaderen skadede ham aldrig fysisk, men den psykiske terror ødelagde ham.

Nu vil hun frelse svigtede børn - 1

histscan jkg 20061009

Problemerne fik lov at vokse i tavshed i to år, før Daniel fik nok. Han kunne ikke mere. Han fortalte om episoderne til sin far, som han kun havde besøgt sjældent siden skilsmissen på grund af faderens mange arbejdstimer. Daniel understreger, at faderen gjorde, hvad han kunne for at passe på sine børn, og efter at have hørt Daniels forklaringer krævede faderen den fulde forældremyndighed. Sagen endte i retten, og her blev Daniel som 14-årig bedt om at fortælle, hvor han og hans otte-årige søster ville bo.

»Jeg stoppede med at være barn den dag. Jeg satte ord på noget, jeg ikke havde lyst til at sætte ord på, og i det øjeblik mistede jeg en del af min uskyld. Jeg havde mest af alt lyst til at lade ordene blive i lokalet og glemme det hele, men det var umuligt for mig,« siger han.

Artiklen fortsætter under billedet

Daniels lillesøster, som han misundte for at være for lille til at forstå, hvad der foregik i hjemmet.

Mareridtet fortsætter
Daniels far fik tildelt forældremyndigheden, og de to børn flyttede væk fra moderen. Ifølge Daniel kan de takke deres far for, at de stadig eksisterer den dag i dag. Men alting blev ikke godt, bare fordi de flyttede. For skaden var sket. Daniel havde mistet sin gnist, sin barnlige glæde og sin tro på det gode i verden.

»Det tager tid at lære at være et menneske igen efter den slags oplevelser. Jeg havde svært ved at føle noget. Jeg var aldrig glad og aldrig ked af det – jeg var bare til. Som et tomt hylster gik jeg rundt og var ligeglad med det hele,« siger han.

Daniel begyndte at skrive mørke digte, men i mange år undertrykte han sine følelser over for andre. Han stolede ikke på nogen og var efter eget udsagn blevet ’kynisk’. Lillesøsteren var knap så mærket. Hun havde været for ung til rigtig at opfatte, hvad der skete hos moderen. Men senere skulle det vise sig, at mareridtet for hende langt fra var slut. Det var faktisk knap begyndt.

Da lillesøsteren nåede teenagealderen, tog Daniel på efterskole og flyttede hjemmefra. Imens begyndte søsteren oftere og oftere at besøge moderen, som hun og Daniel ellers kun havde set sporadisk gennem de seneste år. Hos moderen mødte søsteren en del ældre fyre, som hun hang ud med, men det var ikke de eneste, hun mødte. Papfaderen var der stadig.

»Jeg var sikker på, at min mor havde skilt sig af med min papfar for længst, men da jeg holdt min 18 års fødselsdag i nærheden af min mor, stod han der pludselig. Jeg blev så vred. ’Hvorfor er han her endnu?’ tænkte jeg, og jeg husker følelsen af at have lyst til at skubbe ham ned ad trappen. Jeg ville bare have det til at slutte,« fortæller Daniel.

Men Daniel skubbede ikke papfaderen ned ad trappen, og moderen skubbede ham ikke ud af familien. Ikke engang da papfaderen begyndte at misbruge Daniels lillesøster seksuelt. Misbruget stod på i flere år, og efterfølgende udviklede søsteren paranoid skizofreni, blev medicineret og indlagt på den lukkede afdeling. Daniel fik først kendskab til misbruget for tre år siden, da han fik indsigt i sin søsters journaler.

’de fjernede o  s alt for sent’ - 2

Mærket for livet
Nogenlunde samtidig med at lillesøsteren blev indlagt og medicineret, væltede verden også for Daniel. Følelsen af opgivelse skyllede ind over ham, og i 2011 udviklede han et alvorligt alkoholmisbrug og en depression efter et brud med sin daværende kæreste.

»Jeg havde det ad helvede til. Jeg kom så langt ud, at jeg tænkte, at min søster og jeg havde levet længe nok nu, og jeg begyndte at drikke, fordi jeg ikke kunne håndtere virkeligheden. Men på en eller anden måde lykkedes det mig at skjule mine problemer – præcis ligesom jeg gjorde, da jeg var barn,« siger Daniel, som forklarer, at bruddet med kæresten gav ham følelsen af at blive svigtet af en kvinde – en følelse, som han kun kendte alt for godt på grund af sin mor.

Artiklen fortsætter under billedet

I dag arbejder Daniel Boysen som litteraturformidler hos Dokk1.

At der var en sammenhæng mellem barndommens oplevelser og den psykiske nedtur, gik dog først op for Daniel, da han i 2013 slap ud af sit misbrug og begyndte at tænke over, hvad han egentlig havde været udsat for.

Han bladrede fotoalbums igennem og forsøgte at genkalde sig de svage minder. En dag satte han sig endda ind i sin bil og kørte mod sin barndomsby, selvom han aldrig havde troet, at han ville vende tilbage.

»Jeg følte et behov for at se byen, men jeg var bange. Jeg frygtede, at det hele ville vælte indeni, når jeg tog tilbage, men da jeg gik rundt i byen, opdagede jeg, at alting var forandret. Og det var rart. Jeg indså, at jeg ikke længere var et svigtet barn, men et voksent og stærkt menneske. Jeg var kommet videre,« fortæller Daniel.

I dag er han 29 år gammel, har fast arbejde som litteraturformidler og leder efter en lejlighed med sin kæreste - og så har han netop udgivet romanen ’Fordi ilden er vores’. Ikke for at få medlidenhed eller for at skælde ud på nogen. Ikke for at sidde fast i fortiden. Men for at sætte fokus på det svigt som han, hans søster og hans venner oplevede dengang i Stenderup, og som han er sikker på foregår i langt højere grad, end vi som samfund er klar over.

Siden han kom ud af sit misbrug, har han talt åbent om sin barndom, for han har indset, at det i hvert fald ikke hjælper at lade være.

»Jeg tror, at det største problem for min søster og jeg har været, at vi har lagt låg på. Problemer kan ikke ties ihjel. Som mennesker er vi individer, men vi klarer os bedst i flertal,« siger han.

Daniel har det godt nu, hans søster er ikke længere indlagt, gnisten er tilbage. Men konflikten er der stadig, for moderen lever endnu. Hun nægter at tale om det, der foregik i Daniels barndomshjem, og hun omgås stadig tvivlsomme mænd – heriblandt papfaderen. Daniel ser hende kun sjældent, lillesøsteren ser hende endnu sjældnere. Men de ses.

»Jeg kan aldrig tilgive, at min mor ikke reagerede på det, der skete. Det kan jeg simpelthen ikke. Som forælder har man et ansvar, og hvis man vælger at blive skilt, er man nødt til at tage sig af børnene. Det, hun gjorde, vil forfølge min søster og mig resten af livet, og uanset hvor meget jeg prøver, kan jeg ikke tilgive,« siger han og tilføjer:

»Men hun vil altid være min mor, og jeg kan ikke lade være med at elske hende. Det er næsten det mest frustrerende ved det hele.«

'Fordi ilden er vores' er Daniel Boysens anden roman.

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook

Mere fra Få første måned for 29 kr.