Vi har kigget nærmere på begrebet "curlingforældre", for forhindrer vi i virkeligheden vores børn i at blive voksne og selvstændige, eller er det ikke så skidt igen?
I curling fejer man intensivt med en kost foran en stor sten, så den glider lettere hen over isen i den retning, holdet gerne vil have. Sporten har givet navn til begrebet "curlingforældre", og med kosten og stenen in mente fornemmer man hurtigt, at det dækker over forældre, der gør alt for at lette livet for deres børn:
Forældre, der smører madpakker længe efter, at barnet selv kan holde på en kniv og finde leverpostejen i køleskabet. Forældre, der tager fri fra arbejde for at skrive skoleopgaver for deres barn. Forældre, der stadig støtter deres børn økonomisk, efter de er flyttet hjemmefra. Og forældre, der holder i kø i timevis for at køre deres store barn til Roskilde Festival og endda hjælpe med at købe – og bære – kassevis af øl hen til hegnet til den forjættede festivalplads.
LÆS OGSÅ: Skal børnene spørges om lov, når de voksne vil date?
Netop kørslen til Roskilde skabte stor debat i medierne sidste sommer, og spørgsmålet er, om vi skal være bekymrede? Får vi en generation, der ikke kan klare sig selv?
Psykolog Pernille Kock har arbejdet med børn, unge og familier gennem ti år, og hun ser en større og større tendens til, at forældre servicerer deres børn på en usund måde, der vænner børnene til, at der altid er nogen, der klarer problemerne for dem.
– De bliver meget forskrækkede, når de som unge/voksne opdager, at livet er fyldt med bump, som man overlever, men som kan slå én ud af kurs i perioder. Børn har brug for selv at erfare, at de kan tåle modgang, og at man faktisk overlever de ting, man ikke tror, man overlever. Børn bliver stærkere af selv at prøve kræfter med verden, siger hun og forklarer, at det samtidig også har den fordel, at hjernen og nervesystemet bliver stimuleret af at forsøge at løse livets gåder, selvom det kan være besværligt og smertefuldt.
– Når vi skåner vores børn for meget, mister de erfaringer. Og erfaringer giver udvikling. Derudover giver vi også vores børn et indtryk af, at vi IKKE tror på, at de selv kan løse problemerne. Resultatet bliver lavt selvværd kombineret med krævermentalitet og forkælethed, og det er forfærdelig synd.
LÆS OGSÅ: 5 sætninger, du ikke skal sige til ungerne
Alle forældre curler
Men hvorfor har vi moderne forældre så denne tendens? Pernille Kock tror, at det skyldes en kombination af en travl hverdag og flere muligheder for at gøre noget godt for vores børn materielt.
– Mange af os har usandsynlig travlt, og derfor orker vi ikke at tage konflikterne med børnene, når de beder os om at køre dem eller hente det glas vand, som de sagtens selv kan hente. Så er det nemmere at gøre, hvad de siger, end at bede dem gøre det selv og risikere, at de bliver sure og ødelægger stemningen, når man nu er træt og vil slappe af og hygge, siger hun.
Psykolog Finn Korsaa var en af dem, der blandede sig i Roskilde-debatten sidste sommer. Han ser det som et privilegium at køre sin søn til Roskilde Festival, fordi det er hyggeligt og viser, at han har overskud til at hjælpe andre. For der er ikke noget galt i at hjælpe, mener han. Det er, hvordan man gør det, der er afgørende.
– Jeg synes, det er fint at hjælpe sine børn, det er jo meningen, at man hjælper dem på vej i livet. Men det er skidt at hjælpe dem med noget, som de burde udrette selv. Man skal efter min opfattelse stille sig selv det overordnede spørgsmål: Hvordan hjælper jeg mit barn frem imod at blive et voksent, selvstændigt menneske med egne meninger og holdninger? Kunsten er at kunne skelne mellem, hvornår man skal være der og hjælpe, og hvornår man skal sige: "Se så at få vanten på!" Det er berettiget at tale om curlingforældre, hvis den egentlige eller den skjulte dagsorden er at fastholde barnet i en hjælpeløshed, som om de stadig var små og uselvstændige. Men det skal ikke forveksles med den trang, enhver forælder har, til at være generøs over for sine børn, siger han.
LÆS OGSÅ: "Smil til den næste småbørnsmor. Også til hende, der har stukket sit forbandede yngel en isvaffel for at overleve de næste fem minutter."
Vi curler nemlig alle vores børn til en vis grad, mener Marianne Eilenberger, som er forfatter og retoriker med stor interesse for relationer mellem mennesker.
– Hvordan vi curler, afhænger af, hvordan vores børn er – og selvfølgelig også af vores værdier. Noget curling er helt klart forkælelse. Men det er faktisk tilladt og smadderdejligt at forkæle dem, man elsker. Jeg smører stadig madpakke til min datter, der lige er fyldt 12, fordi jeg synes, det er hyggeligt, og fordi hun synes, det er dejligt. Hun siger faktisk tak for det mindst en gang om ugen, men forsikrer mig også om, at hun altså godt kan gøre det selv, hvis det skal være. Den slags forkælelse er ikke et problem. Men det bliver et problem, hvis hun begynder at forvente den madpakke, brokke sig over indholdet, eller ikke gider gøre det selv, hvis jeg siger, at jeg ikke kan eller vil. Jeg synes, vi må tilstå forældre retten til at bestemme, hvordan, hvornår og hvor længe de støtter og forkæler deres børn. Fordi de kender deres børn bedst, og fordi de, for langt de flestes vedkommende, er gode forældre, der ender med velfungerende voksne børn, der stadig bliver glade for en praktisk håndsrækning eller en ekstra god julegave, siger hun.
Curlingbørn på arbejdsmarkedet
Ifølge psykolog Grethe Kragh-Müller er debatten overdrevet, og hun forholder sig derfor kritisk til begrebet curlingforældre. For hun mener, at mange har travlt med at italesætte, hvordan forældre omgås deres børn.
– Nogen ser noget, siger det højt, det bliver gentaget rigtigt mange gange, og til sidst fremstår det som en sandhed, selvom curlingforældre i virkeligheden er et fænomen, som aldrig nogensinde er blevet undersøgt rigtigt. Det er bare noget, der bliver sagt og skrevet, og efter min mening er det uheldigt og negativt, siger hun.
– Jeg har ikke lavet systematiske undersøgelser af, hvordan forældre er i dag, men det er formentlig sådan, som det altid har været, nemlig at hovedparten af forældre handler ganske fornuftigt i forhold til deres børn. Vi ser jo, at langt de fleste børn klarer sig godt, når de bliver voksne. Og så kan det da være, at der er en lille gruppe af forældre, som gør mere for deres børn, end hvad sundt er, men der er også forældre, som gør for lidt for børnene. Og det er efter min mening et større problem, siger hun.
En dag bliver de små, curlede børn voksne og skal ud på arbejdsmarkedet. Og hvad sker der mon så? Får vi nogle arbejdspladser, hvor ingen tager ansvar, og hvor folk lægger sig ned på gulvet og skriger, når der opstår et problem? Så slemt bliver det nok ikke, mener underdirektør Charlotte Rønhof i Dansk Industri.
– Unge mennesker har i mange tilfælde en sund evne til at rette ind efter forholdene. Derfor vil de efter en måske lidt bumpy start i de fleste tilfælde også komme godt i gang på arbejdsmarkedet. Men for en del kan det blive svært. Det siger sig selv, at kollegaer ikke vil opfatte sig selv som de samme serviceorganer som forældrene, og så kan det jo også give helt akavede situationer, hvis man ikke har lært at bestille noget hjemmefra, forklarer Charlotte Rønhof, der dog ikke tvivler på, at de, der klarer sig igennem en uddannelse – uden hjælp fra forældre – også nok skal blive mere voksne og selvkørende med tiden.
– Der er trods alt grænser for, hvor langt forældrene kan komme med. Fra et rent arbejdsgiverperspektiv er jeg derfor begrænset bekymret. Mange unge mennesker kommer i job og klarer sig fint, også selvom deres forældre har ryddet hver en sten på deres vej.
LÆS OGSÅ: "Vi er blevet båret frem. På en god måde"
LÆS OGSÅ: Har fædre også dårlig samvittighed?
LÆS OGSÅ: Skader du dine børn ved at lægge billeder af dem online?
