Samfundets absolutte bund finder helle i det københavnske tilbud for hjemløse, hvor Ivan Christensen er forstander. Her kan de fixe i fred, få en seng og for nogle af dem også en vej ud af et liv, der dræber dem med nådesløs fart.
Ivan Christensen viser os vej ind i det fixerum, der meget rammende har fået navnet ’Skyen’. Stedet har otte injektionspladser og ni rygepladser til rygeheroin og crackrygning. Her kan man komme og skyde stoffer ind i venerne under hygiejniske forhold væk fra gadens skarpe kanter og normal-samfundets misbilligende blikke.
Det er meningen, at vi skal tage nogle billeder af ham, men lige nu er det for meget drama. En kvinde i 30’erne græder, og en yngre sort mand er tydeligt irriteret over det. Samtidigt melder en tredje mand sig beroligende på et andet sprog, der ikke er lige til at afkode, men formentlig kommer fra et sted i Østeuropa.
Da gemytterne falder til ro, og følges de alle tre ud af rummet til en virkelighed, der er så langt fra normalen, man næsten kan komme. Vi er på besøg hos Mændenes Hjem på Vesterbro. Gennem årtier har det været ly for de uegnede, uregerlige og udstødte. 80 procent af dem, der kommer her, er mænd.
”Fælles for dem, der kommer hos os, er, at de har haft sindssygt svære livsbetingelser. Da jeg var barn, kunne jeg vælge, om jeg ville have blå eller grønne sko. Mange af dem har skullet vælge, om de ville have bank med en rem eller en bøjle, ” fortæller Ivan Christensen, der har været forstander på stedet i fire år.
LÆS OGSÅ: Fra arbejdsløs til fastansat - sådan fik vi job ud af vores virksomhedspraktik
Jeg kender egentlig Ivan fra et helt andet sted. Nemlig fra Østerbros grønne plæner, hvor han træner min datter, sin egen og 20 andre små piger på B93’s U9-hold. Her falder vi nogle gange i snak, og det har længe undret mig, hvordan man ene mand orker at være chef for 200 ansatte i det, der vel bedst kan betegnes som socialarbejdets skyttegrav om dagen, for så at sætte sig ind i sin bil og køre ud til et efterhånden velhavende kvarter og få ønskebørnene til at følge løbemønstre og taktiske oplæg.
Til nød kan jeg forstå, at man vil hjælpe hjemløse eller være frivillige i en forening. Men begge ting på én gang virker helt ubegribeligt.
Hvordan orker du?
”Ha, ha, de to ting er da det samme. Det ved du da. At være træner gør jeg af flere grunde. Det giver mig mulighed for at være sammen med min datter, og så giver træningen mig fortabelse. Noget de fleste søger. Nogle finder det i selv at dyrke sport. Nogle finder det som mig i at være træner. Og nogle som brugerne på Mændenes Hjem finder det i stofferne.”
Her er efterladenskaberne på et af soverummene på Mændenes Hjem.
Dem, der kommer på Mændenes Hjem, har fundet så meget fortabelse, at de fleste finder dem fortabte. Mange af dem har et særligt blik i øjnene. Ikke af den slags, hvor man spejder mod horisonten. De er snarere indstillet på fjerne galakser. De kan virke som om, de er svære at komme i kontakt med, og samtidigt ved man, at nogle forkerte ord eller bevægelser kan udløse helt uventet og uoverskuelige konsekvenser.
Det sker også, at de ender i totterne på hinanden. Og her blander personalet sig ikke. De nøjes med at ringe til politiet. For deres egen sikkerheds skyld.
”Vi prøver at tale dem ned. Men jeg ved ikke, hvordan du har det i en brandert, men jeg kan i hvert fald godt huske en gang eller to, hvor jeg ikke lyttede til, hvad der blev der sagt. Folk her er ekstremt påvirkede. Ca. halvdelen af vores brugere har også en psykisk sygdom, så deres dømmekraft er voldsomt forringet.”
LÆS OGSÅ: ”Hvis du er svag, er du på vej væk. Schæferhundene går altid efter det blødende dyr i flokken”
”Der kan opstå ubehagelige episoder, som man skal være klar til at tackle - og hurtigt tilgive. For de fleste af brugerne er anstændig opførsel ikke det første på deres prioriteringsliste."
Bliver du aldrig træt af deres problemer?
”Jeg kan blive berørt, når folk, jeg kender, dør. Det sker, når man har været her så længe. Men jeg bliver ikke træt af dem. De er meget stof-styret og nogle gange desperate. Det gør, at de nogle gange bliver hensynsløse over for deres omverden, og du skal som medarbejder være klar til at stryge en konflikt næste dag. Når man som misbruger én gang har solgt sine børns legetøj for at få penge til stoffer, så er din største bekymring i verden ikke, at du er kommet til at pisse en socialarbejder af.”
I mere end 100 år har Mændenes Hjem ligget på Vesterbro som tilflugtssted for samfundets svageste. Det er en selvejende institution, der blev startet af Indre Mission. Her kom i sin tid industrialiseringens ofre, der i de år rejste fra land til by for at finde job på de nyopståede fabrikker, men for nogens vedkommende endte rejsen i misbrug og modløshed.
Det er stadig samfundets frafaldne, der kommer på hjemmet, der ligger på Istedgade eller bare ’Gaden’, som den også kaldes. I dag er det globaliseringens efterladenskaber, der finder varmen her. Et flertal er nu udlændinge fra hele verden med stofafhængighed som største fællesnævner.
Ivan Christensen ude foran Mændenes Hjem.
Her kommer traumatiserede flygtninge og danske soldater, indvandrerfædre, hvor konen er smuttet og familien er opløst, og handlede mænd og kvinder. De hutler sig gennem en skyggetilværelse.
I dag rummer Mændenes Hjem tilbud fem forskellige steder på Vesterbro. Der er blandt andet fixerum, caféer og selve herberget, hvor folk kan bo. Der er plads til 27 hjemløse, der kan blive i kortere tidsrum, som regel et par måneder. Derudover er der et bofællesskab for otte psykisk sårbare og en boenhed med plads til 10 mennesker, der som oftest ikke kan fungere i andre af de tilbud, velfærdsstaten tilbyder.
LÆS OGSÅ: Johan Olsen: "Nogle bruger berømmelse som et drug - jeg har snarere tendens til paranoia"
Ivan Christensen har gennem hele sin karriere arbejdet med dem, de fleste på en eller anden måde helst vil undgå. Han er egentlig uddannet i filosofi, men har både under og efter studierne været med i projekter, der har til formål at hjælpe den brogede skare, som ikke har fundet succes og støtte i uddannelsessystemet, i familien eller på arbejdsmarkedet.
”Når vi kommer til denne verden, bliver vi en del af et socialt lotteri. Det lotteri er ikke retfærdigt. Mange af dem, der kommer her, er vokset op i en institution eller i fængsel, og det er en særlig form for uddannelse. Det bliver de redskaber, man klarer sig med. Men vi har nogle muligheder for at gøre konsekvenserne af det lotteri mindre uretfærdigt.”
Kan alle havne her?
”Alle kan havne her. Men ikke alle kan komme herfra,” siger Ivan og fortsætter:
”Jeg tror, alle kan opleve noget, der knækker dem. Det kan vi se med fx krigstraumer. Når en mand har set sin kone voldtaget og sine børn dræbt, kan det være ødelæggende for alle. At blive udsat for tortur kan også knække ethvert menneske.”
Mens alle kan havne som samfundets sorteper, kan selve systemet og den struktur, vi har bygget op, også være med til at skubbe især mænd ud af rammerne. Over hele den vestlige verden er der fire udstødte mænd for hver kvinde. I skolerne er det oftest drengene, der ender uden for døren, og i børnepsykiatrien er der også en klar overvægt af drenge.
”Det er den gamle sandhed om, at Emil fra Lønneberg i dag havde fået en diagnose. Vi har skabt nogle strukturer omkring om, hvad man skal kunne, og hvordan man skal fungere, som gør det sværere for mænd. De sammenhænge, vi har skabt, er nødvendigvis ikke nogle, der tilgodeser det at være god med hænderne eller at være vild. Du skal være dygtig til at sidde stille og være dygtig med hovedet for at lykkes i vores skolesamfund.”
Oftest kan kandidaterne til Mændenes Hjem allerede spottes i de helt små klasser. Den sociale arv, hviler stadig tungt trods årtiers trodsig bestræbelse på det modsatte. Når familielivet smuldrer, eller arbejdsløsheden rammer, er kvinder også bedre til at rykke sammen, fortæller Ivan.
”Det er svært at bære nederlag som mand. Der findes ikke nogen fælleskaber for mænd, der har lidt nederlag. Der er en forventning om, at mænd klarer sig, hvilket stammer helt tilbage fra stenalderen, og hvem der skal skaffe maden.”
Når mændenes faste holdepunkter som arbejde, familie og forhold bryder sammen, er der også en manglende ligestilling i systemet, der rammer mænd hårdt.
”Historisk har kvinden stået bedst, når det gælder forældremyndigheden og retten til at se børnene. Det kan være velbegrundet, men det er med til at understøtte skævheden. Det ser vi især for indvandrer-mændene, og vi har rigtig mange med udenlandsk baggrund. Kvinderne holder sammen på familien og er bedre til det.”
Den sociale indignation blev vakt i et studiejob i psykiatrien, hvor han så konsekvenserne af livets lotterispil, han nævnte tidligere. Selv er Ivan vokset op i en traditionel kernefamilie, hvor moren var frisør og faren civilingeniør.
LÆS OGSÅ: "Det er lidt ligesom ekstremsport at være hos McKinsey"
Han har selv været frontmedarbejder på Mændenes Hjem, da han studerede. Efter studiet har han blandt andet været med i projekter, der giver mikrolån til ledige og social udsatte i Aarhus. Et projekt, der har inspireret andre kommuner til lignende tilbud.
Samtidigt sad han i bestyrelsen for Mændenes Hjem, og da de blev tilbudt at skulle stå for at samle flere af Vesterbros sociale tilbudt, blev han tilbudt at stå i spidsen for sammenlægningen og slog til.
”Mange af medarbejderne på de forskellige steder var imod det, så det var en stor opgave. Men vi løste det ved at fremhæve det, vi er fælles om: Vi er fælles om at ville noget godt for denne gruppe. Og vi er fælles om at se på dem som individer.”
Koksestole kaldes disse bænke, hvor brugerne kan slappe af.
Hvis man skal arbejde på Mændenes Hjem, skal man være robust. Det er ikke stedet, hvor medarbejderne selv kan løse deres problemer, og man kan heller ikke være introvert.
Bliver man aldrig kynisk eller forhærdet?
”Jo, man bliver forhærdet på en måde. Vi tænker ikke længere over en, der står og stikker sig selv i hånden, eller har taget bukserne ned for at finde en god vene. Det er en jo en form for hærdethed, for vi ser det så utroligt meget. Men vi er ikke ligeglade. Vi har bare vænnet os til et ekstremt miljø.”
Hvad er det værste ved jobbet?
”Det er nok forskelligt. Men det er måske ikke, hvad man forventer. For nylig spurgte jeg en af vores nye medarbejdere om det. Han havde kørt ambulance, hvor man også ser nogle hårde ting. Men han sagde, at det, der gjorde jobbet her hårdt, var, at man brugte lang tid på at bygge noget op, og så kunne de smide det hele væk lige pludselig. Man kan have fået en person på rette spor, måske ud af sit misbrug og gjort ham klar til at se de børn, han ikke har set i årevis. Og så lige pludselig er han tilbage på gaden. Det er hårdt, og jeg kan godt forstå, at det slider op.”
Kun 100 meter fra Mændenes Hjem bor Ivan med sin kernefamilie med hustru, søn på 15 og datter på ni år.
Hvordan er det at bo så tæt på? Hvad siger de til dig, når de møder dig, når du har fri?
”Jeg betragter de her mennesker som almindelige mennesker, og jeg møder dem, som jeg vil møde alle andre. Det fylder ikke noget. Jeg har en datter på ni år, og hun kan godt blive lidt skræmt, hvis folk opfører sig mærkeligt. Og nogle af vores brugere gør jo virkelig mærkelige ting. Så holder hun ekstra godt fast i min hånd, og så har jeg en opgave med at sørge for, at hun føler sig tryg. Men der er også en del af vores brugere, der slet genkender ikke mig i gadebilledet. De er måske for påvirkede og har et fokus et helt andet sted.”
LÆS OGSÅ: Business class: "Jeg er ekstremt optaget af at acceptere fejl. Jeg har selv truffet mange fejlbeslutninger i min karriere"
Der er masser, der før har forsøgt forgæves at redde disse personer, og mange af dem vil formentlig ikke leve et normalt liv. Hvad er en succes?
”Det kan være helt små ting. Vi har haft en bruger, der er meget lydfølsom, og derfor vælger at fixe alene langt væk fra alle mennesker. Det gør, at han er i ekstrem risiko, hvis han får en overdosis. Hvis det lykkedes at få ham til at fixe i et af vores stofindtagelsesrum, hvor der er god hygiejne, så er det en lille succes. Vi har fokus på at gøre den enkelte situation bare en smule bedre. Det kan være et måltid mad, to timers søvn eller det kan selvfølgelig være det lange mål om at få dem stoffri. Men det er meget individuelt.”
Vi har siddet på Mændenes Hjem på førstesalen og snakket. Nedenunder står et par stykker og snakker over en kop kaffe og kunne ligne en gruppe håndværkere på pause, hvis det ikke var for det spraglede og slidte tøj. Og ikke mindst den særlige fjerne udstråling i øjnene, de alle har.
De har også nogle træbænke, hvor en ligger og slapper af, før stofferne igen kalder ham ud på gaden. Koksestole kaldes de. Selv om der er roligt her tidligt på eftermiddagen, spørger Ivan, om han skal følge mig ud. Noget man kun spørger om i krigszoner og virkelig dårlige nabolag.
Efter et par timer i Mændenes Hjem føler jeg mig dog sikker nok til at gå i opholdsrummet på egen hånd og komme ud på den gade. Men det fylder mig stadig med forundring, at man dag efter dag kan stå her ved samfundets yderste kant og forsøge at gribe dem, der haster mod afgrunden.
”Jeg er med på, at dem, der kommer her, kan virke umulige i mange sammenhænge, men jeg synes jo også, de er fantastiske, og de er helt enestående. Derfor er jeg her.”
LÆS OGSÅ: Sådan føles det at være hjemløs
LÆS OGSÅ: Arne er storyteller, spinninginstruktør - og vejer 110 kilo
LÆS OGSÅ: Søren Lerche var hashpusher og del af autonomt tæskehold
Artiklen er oprindeligt publiceret på www.euroman.dk.
