Forleden sad jeg på færgen og havde god tid til at sortere i de mange billeder, jeg har gemt på mobilen. Jeg scrollede mig tilbage i tiden og nåede til det tidspunkt i januar, hvor min mand kom ud for en ulykke i Thailand og brækkede nakken. Dér var billedet fra om morgenen, hvor vi pjattede med ungerne i restauranten. En time senere var vores liv totalt forandret, da en bølge væltede min mand omkuld og slog ham mod sandbunden. Han er i dag – præcis 5 måneder senere - stadig indlagt på Rygmarvscenteret i Hornbæk.

Billedet gjorde ondt, men det var værre at gå længere tilbage i billedrækken. At gense de glade billeder fra julen og fra ferien i efteråret. Dengang hvor alt var godt og nemt og ubekymret. Da gik det op for mig, at det var første gang siden ulykken, jeg forholdt mig til tiden forud for det, der skete. Og det ramte mig som en knytnæve i mellemgulvet.

Siden det sekund, hvor min mand lå lammet på stranden, har al min energi været rettet mod at se frem: Kommer han til at gå igen? Hvor langt kan han komme med sin genoptræning? Hvornår kan han begynde at arbejde? Hvordan kan vi sikre fremtiden?

Ethvert kig tilbage har været forbundet med en accept af, at nu kan vi ikke komme videre. Jeg har nægtet – og det har han også – at nå til et punkt, hvor der ikke længere er fremgang i hans genoptræning. Derfor har jeg heller ikke turdet se tilbage. Det betyder også, at al fortid har været slettet. I flere måneder kunne jeg intet huske fra den ferie i Thailand, der gik forud for ulykken. Intet.

Nu kan jeg mærke, at jeg snart har brug for at kunne se tilbage på alting igen. Helst uden at blive lammet af sorg. Eller også må jeg bare se den sorg i øjnene. Jeg har brug for at have minder i stedet for en sort masse. Jeg føler mig som et halvt menneske, hvis jeg kun kan se frem og ikke tilbage.

Jeg forestiller mig, det er den form for sorg, mange oplever, når de har mistet deres kære. At se tilbage er det samme som at acceptere, at deres elskede er gået bort. Den accept må være endnu sværere at nå end den, jeg står med.

Der er så mange, der taler om at leve i nu’et. At det er det vigtigste. Men det er faktisk en luksus at have en fortid, som har været dejlig. Og den fortid skal man have lov at nyde. Desværre for mange mennesker er den fortid forbundet med en enorm smerte, og derfor kan det at leve i nu’et være en flugt mere end en reel nydelse.

Min veninde har et tilsvarende problem bare med omvendt fortegn. Hendes mand er kræftsyg, og sammen kæmper de en indædt kamp. Hun lever konstant i nuet og kan ikke tillade sig den luksus at se frem. Hun kan ikke lave en middagsaftale med veninderne og gå og glæde sig til den, for i morgen kan vilkårene være ændret og aftalen aflyst, f.eks, hvis hendes mand ryger retur på hospitalet. Hun kan ikke arrangere en ferie for familien, for de aner ikke, hvad han kan klare. Det har stået på i årevis nu, og hun savner at kunne glæde sig til noget. Bare et eller andet. For hende er der kun nu’et.

Det er så hipt at sige, at man skal leve i nu’et. Men jeg vil gerne tilføje et 'også'. For der er ikke noget ved nuet, hvis du ikke tør glædes ved fortiden og ikke tør se frem til dagen i morgen.