Sidste år gik legendariske Kate Bush på scenen for første gang siden 1979. 22 koncerter i London og 77.000 billetter blev udsolgt på et kvarter. Jeg selv var ikke blandt de heldige, men det var en af mine venner.
Han fortalte, at Kate Bush havde frabedt sig, at man brugte kamera eller mobiltelefon under koncerten. Vagter kropsvisiterede publikum og holde øje med, at ingen løftede noget digitalt isenkram op, mens Bush stod på scenen. Det kan nok virke rigidt, men det var ikke min vens oplevelse. »Det gjorde, at vi sugede hvert sekund til os«, fortalte han. »Man kiggede på sin sidemand og havde en fælles forståelse af, at det her var unikt.«
Jeg ved lige præcis, hvad han mener. I stedet for at stå og nyde det kommer jeg nemlig selv ofte til at bruge krudt på at få et godt skud i kassen. Så dumt!
Det er lidt ligesom de der optagelser fra bryllupsfesten. De er ofte åndsforladte og uden spontanitet, fordi dem, der skal holde tale, bliver hæmmet af det snurrende kamera. Og ved I hvad? Man ser aldrig den bryllupsvideo. Aldrig. Sjovt nok kan jeg huske flere taler fra min konfirmation, som ikke blev filmet, end jeg kan huske taler fra mit eget bryllup, som jeg har på video. Kan det være, at jeg gav dem mindre attention, netop fordi der var kamera på? Jeg tror det desværre.
Til koncerter står jeg også og fumler rundt med telefonen for at optage noget, der aldrig nogensinde bliver kigget på igen. Og selvfølgelig går der noget opmærksomhed fra koncerten, når man skal til at lege filmfotograf midt i det hele. Jeg ved det. For jeg har tit været hende, der stod på scenen og kiggede ned på et hav af telefoner, og jeg kan positivt sige, at der ryger noget af intimiteten. Der bliver ikke taget chancer på scenen…for hvis det går galt, så er det helt sikkert de sekunder, der bliver delt på Facebook titusind gange.
Nu er det så for øvrigt slet ikke de unge, der er værst, når det kommer til dette med at optage det, de oplever. Prøv at tjekke rækkerne inde foran f.eks. Tivolis Pantomime teater. Der sidder en masse ældre mennesker klar, når påfuglen breder sin fjerhale ud. Og i det øjeblik Harlekin og Pjerrot træder ind på scenen, så kan man ikke se nogen af publikummernes ansigter for Ipads. De sidder nemlig med Ipad’en fremme og filmer hele forestillingen. Altså HELE forestillingen. Og det er ret typisk for arrangementer, hvor der er mange ældre.
Ældre mennesker er virkelig blevet slemme (ja, jeg mener faktisk, det er slemt…også når det er mig selv, der gør det) til at optage alt på den der Ipad. Og det kan godt være, de går hjem og nyder forestillingen en gang til, men for det første så hiver det altså noget af den unikke følelse ud af oplevelsen, og for det næste er det helt utroligt trist at være den, der står på en scene og kigger ud over bagsiderne af en masse Ipads.
Efter min ven fortalte om sin oplevelse med Kate Bush, så har jeg virkelig fået noget at tænke over. Jeg elsker stadig at poste øjebliksbilleder på Instagram, og jeg er vild med at tage feriebilleder. Men det emotionelle – det unikke…det skal bare gemmes i hjertet som et kært minde. Det kan alligevel ikke foreviges på noget digitalt medie.
