I den forgangne uge var der en livlig debat på de sociale medier og i diverse radioprogrammer, som tog udgangspunkt i et indlæg skrevet af journalisten Nathalie Ostrynski.

Hun satte spot på forældres tårevædede afsked med deres børn om morgenen. Hun tillod sig at sætte spørgsmålstegn ved, hvor vidt det tjener børnenes tarv og spurgte endvidere, om det måske var forældrenes eget behov, der blev tilgodeset ved de lange afskedsseancer. Jeg synes, det var en spændende klumme, men i stedet for indholdet vil jeg forholde mig til, hvordan et debatindlæg endnu engang blev druknet i en malstrøm af forudsigelige kommentarer.

Ligesom Ostrynski ikke peger fingre ad alle forældre men blot sætter fokus på et problem, så er det jo heller ikke alle kommentarer, der er uvæsentlige. Men mange var. Og se allerede her begynder symptomerne på den syge debatkultur at vise sig. For man er nødt til at tage 800 forbehold, hvis man i dag skal bringe et diskussionsemne til torvs. Indledningen skal helst rumme et: Ja, nu skal jeg jo ikke generalisere. Og man skal i løbet af sin tekst sikre sig et: Men selvfølgelig må folk gerne have en anden holdning. Og allerbedst er det, hvis man runder af med: Jeg kan selvfølgelig også tage fejl. Alle disse helgarderinger for ikke at blive smidt i ugens SoMe (læs: social media) gabestok.



Jeg synes, det er trist, at vi har fået en debatkultur, hvor Gud og hvermand føler sig kaldet til at kaste op i tastaturet, hver gang de læser noget, de er uenige i. Og jeg føler mig overbevist om, at hvis vi om 20 år kigger tilbage, så vil vi græmme os. Hvis altså vi får hanket op i os selv undervejs. Allerede nu er mange aviser holdt op med at have et kommentarspor, og flere og flere dropper Facebook af præcis samme årsag, så noget tyder gudskelov på, at vi igen begynder at værne om vores måde at forholde os til hinanden på.

Der er selvfølgelig altid de helt ubegavede kommentarer a la: Luk røven, so! Men faktisk er det ikke dem, jeg her hentyder til. Det er snarere alle disse føle-boller, som hver uge føøøøler, at der peges fingre ad lige præcis dem. Så kaldes det forældre-bashing. Så er det udskamning af de fattige. Så er det en pegen fingre ad rygerne. HOLD NU OP! Det er så evigt trættende med alle disse mennesker, der konstant ryger over i offer-rollen, hvor det er fuldkommen umuligt at nå igennem med nogen form for selvkritik eller bare en overvejelse af, om debattøren måske kunne have fat i noget. Det er de samme floskler gang på gang: Hvad gør dig til ekspert? Hvorfor synes du, du har ret til at skrive sådan? Du ved ikke, hvordan det er…



Og ja, når man udtrykker en holdning, så skal man være klar til at stå på mål for den. Men de ovenfor nævnte eksempler, har ikke en disse at gøre med debat. Man behøver nemlig ikke være ekspert for at have en kvalificeret holdning. Og ja, alle har ret til at skrive hvad de vil…det er det vi kalder ytringsfrihed. Og nej, der vil altid være enestående eksempler på, hvorfor man ikke kan generalisere, men så er vi tilbage til de 800 forbehold, som man ikke kan tage, hver gang man ytrer sig.

Min pointe er, at vi skal ud af offer-hullet, når vi støder på mennesker med andre holdninger. Vi behøver ikke nå til enighed hver gang. Lige nu ligner det H.C. Andersens eventyr om Kejserens nye klæder i en moderne version, hvor den lille dreng kun når at råbe: ”Han har jo ikke noget tøj på” én gang, hvorefter han bliver forfulgt af pøblen, der kommer farende med kæppe. Det er simpelthen for træls.