Sådan har du aldrig fået din morgenmad før.

Da Helene Chjeffer Rasmussen ankommer på motorcyklen til sin venindes hus, har hun ingen anelse om, hvad der venter hende. Andet end, at hendes polterabend er blevet skudt i gang. I sin leopardprintede buksedragt og slør af lyserødt tyl går hun ind ad døren og ind i stuen. Her venter veninder, mor og svigmor. Og to unge mænd, hun ikke kender.

Før hun får set sig om, trækker de træningstrøjerne over hovedet, så deres veltrimmede bare maver kommer til syne. De spørger, om hun vil med over og vaske hænder.

»Åååh nej!« udbryder Helene. Hun havde klart og tydeligt sagt, at hvis der blev holdt en polterabend for hende, så ville hun ikke have en stripper.

»Jeg tror, jeg dør,« siger hun og gemmer sine hænder i ansigtet.

LÆS OGSÅ: Christina er ekspert på Facebook. Sådan skaffer hun kærester til sine venner

Foto: Privatfoto
Vis mere

De to fyre gelejder hende over til vasken, hvor de pumper lidt sæbe ud og aer det grundigt henover hendes hænder og håndflader, og mens vandet skylder dem rene, får hun en god omgang håndmassage. De har taget en kurv med, og Helene bemærker skålen med noget klistret i.

»Haha, da jeg først så, der var en dej, fik jeg det straks meget bedre,« siger Helene.

Det handler om boller! (Ikke sex)

Det er morgenbollefyrene, der er kommet på besøg. Den kommende brud havde hverken hørt om dem eller set Go' morgen Danmark-klippet, hvor den kvindelige tv-vært, Louise Wolff, bliver hylet temmelig meget ud af den, da to unge fyre spiser hindbær af hendes fingre i de varme sofaer, hvor de tre sidder usædvanlig tæt.

Navnet morgenbollefyre spiller i den grad på Simon Spies' sagnomspundne 'morgenbollepiger'. Men i modsætning til den kvindelige pendant, har fyrene her altså ikke sex med kvinderne, de bliver hyret til at underholde og bespise med hjemmelavet bagværk. Det har været vigtigt for stifteren af'morgenbollefyr.dk' John Elliot Zoffmann at gøre klar fra start.

»I begyndelsen skrev jeg det udpenslet, når jeg kommunikerede med kunder. Konceptet er reelt set simpelt: Det handler om at bage boller, få nogle gode snakke og komme hinanden lidt ved,« siger han.



LÆS OGSÅ: 10 ting der er vigtigere end sex

Det er to måneders tid siden, at han efter at have været til vandpolotræning med en masse gutter, var nede at købe ind med den lidt yngre Niels Møller Christensen fra holdet. John lagde mærke til, at han lagde gær, mel og andre ting til bagning i kurven. Og det var af den gode slags, økologisk, velovervejet.

»Hvaaa' hvad er der egentlig med al den der mel?« sprugte John.

»Damerne i skolen (pædagogstudiet, red.) synes, det er SÅ dejligt med boller om morgenen. Så jeg slår tit en dej op, inden jeg går i seng, så er de klar til at blive bagt, før jeg tager af sted. Det giver virkelig gode point,« svarede Niels.

»Hahaha, du er sådan en morgenbollefyr!«

Uh! Der var ideen: Hvorfor ikke sende flotte, stærke, veltalende, elegante mænd ud til en flok piger og give dem en god start på dagen?

Og det gjorde John og Niels så sammen.

Til Helenes polterabend var der to morgenbollefyre af sted. Til venstre står Alexander - til højre er det Marcus.
Til Helenes polterabend var der to morgenbollefyre af sted. Til venstre står Alexander - til højre er det Marcus. Foto: Privatfoto
Vis mere

LÆS OGSÅ: Dating-mysteriets 'gode' undskyldninger

Morgenbollefyr: "Hvad fanden er det, jeg har meldt mig til?"

En morgenbollefyr.dk's fyre er 21-årige Alexander, der denne lørdag er blevet sendt ud til Helene og hendes veninder. Han trives blandt de mange kvinder.

»Jeg kan godt lide at være over stregen. Sige ting, andre ikke ville sige,« forklarer han.

Undervejs den time, han og makkeren ælter og flirter, spiser hindbær af kvindernes fingre og masserer deres nakker og skuldrer blidt, finder han ud af, at Helene er i starten af 30'erne og arbejder som anklager, og får hurtigt listet ind at "så ville jeg gerne være kriminel i din retssal."

Alexander har været med fra start, og har en klar grænse. Han holder sig fra at gnide kroppen for meget op ad pigerne, det har han ikke lyst til. I stedet bruger han mundtøjet og hænderne til at gøre dem bløde i knæene.

Men selvom hans tilgang virker kæk, er han faktisk ved at vende om, før han – stort set hver lørdag – møder op til et selskab.

»Hvad fanden er det, jeg har meldt mig til,« tænker han.

Men når han så forlader selskabet lidt senere, og han kan høre piger og kvinder, der hviner på den anden side af døren, så tager han videre med et smørret smil på læben. Han elsker at flirte, og her kan han gå meget længere, end han nogensinde ville i byen, uden det ville være upassende og frastødende. Men det bliver aldrig mere, selvom man kunne fristes til at tro, at det for en ung fyr er det rene slaraffenland:

»Jeg ville aldrig kunne være sammen med 12 piger på en gang, så det er ikke rigtig på tale. Og jeg har ikke rigtig lyst, selvom jeg bliver helt høj af at være der,« siger Alexander.

LÆS OGSÅ: Louise og hendes mand har sex en gang om året

"Det er mænd og boller, kvinder vil have"

Stifteren bag, John, påpeger også, at han ikke vil være en pimp, så drengene skal holde den i bukserne. Ellers forsvinder hele konceptets momentum også.

Men udover at være mystisk og flirtende, handler det i bund og grund om tradition. Vi forbinder duften af hjemmebag med solid hygge:

»Jeg tror også, det er dét, der gør, at så mange er vilde med det. Det krydser ikke for alvor nogens grænser, men det sparker alligevel morgenen i gang,« siger John.

John tjener endnu ikke penge på arrangementerne til trods for, at det koster 1.200 kroner for en time. Men efterspørgslen er blevet så stor, at logistik fylder en del. Snart vil John Zoffmann brede morgenbollefyrene indtog til hele Danmark – både morgen og aften.
Som han siger:

»Det er simpelt: det er egentlig bare mænd og boller kvinderne vil ha'.«

Gæsterne til Helenes polterabend kunne da også godt tænke sig at få besøg af dem igen.

»Men vi lavede også lidt sjov med det bagefter, for hvis en af os havde været tidligt ude, så kunne vi jo være mor til dem,« siger Rikke Wiitanen, der lægger hus til.

Foto: Privatfoto
Vis mere


Reportagen er skrevet på baggrund af interviews med fire kvinder og Alexander, der var til stede på Helenes polterabend.

LÆS OGSÅ: Fup og fakta om det syndige brød

LÆS OGSÅ: Skilt som 26-årig: Sådan kom jeg over min skilsmisse

LÆS OGSÅ: Efter 40 dates: "Jeg er blevet mere hård følelsesmæssigt"

Artiklen er oprindeligt publiceret på www.eurowoman.dk.