Her får du Lene Hanssons ugentlige klumme, samt gratis opskrift og sundhedstips.

Hver uge leverer Lene Hansson opskrifter til syv aftensmåltider og hygge til weekenden her på BT PLUS: 

Jeg har undret mig meget over, hvorfor vi kvinder er de eneste pattedyr, der går i overgangsalder? I naturen kan dyrene producere og føde unger hele livet, og de går ikke i overgangsalder eller lider af hedeture. Hvorfor?

Jeg har i min konsultation mange kvinder, der døjer med overgangsalderen - især hedeturene er slemme. Efter 4-6 uger med en mere basisk kost, har de det meget bedre og lider ikke så meget af hedeture.

Min overbevisning er, at kosten har en stor betydning for, om du får gener i forbindelse med ”overgangen” eller ej. Udover kosten, er det vigtigt at du får sund væske nok, begge dele giver balance i kroppen, og overgangsalderens udvikling er et tegn på, om du har været god nok ved din krop eller ej.

Overgangsalderen, der også kaldes klimakteriet, strækker sig som regel mellem 45-55 års alderen. Det starter for mange kvinder med, at menstruationsblødningerne bliver uregelmæssige. Æggestokkene producerer gradvist mindre af de kvindelige kønshormoner østrogen og progesteron. Ved fald i østrogenkoncentrationen opstår der en længere periode mellem menstruationerne.

Hos få kvinder holder menstruationen bare op efter at have været regelmæssig, og andre igen får kraftige blødninger. Tidspunktet for sidste menstruation kaldes for menopausen, og gennemsnitsalderen for menopausen er i Danmark 51 år.

Æggestokkene producerer dog stadig østrogen i mindst 12 år efter menopausens start, men i meget mindre mængder end før, og det fører til ændringer i hormonbalancen.

Dit hormonsystem er kroppens kavaleri af små postbude, der sørger for din overlevelse. De hormonproducerende kirtler i din krop sørger nemlig for en regelmæssig fremstilling af livsnødvendige hormoner, der er med til at holde organerne vitale, holde dine nerver ved lige, sikre, at alle dine kropsfunktioner virker, samt holde dit humør og din mentale tilstand stabil.

For at kirtlerne skal kunne virke optimalt, skal de fodres med de rigtige næringsstoffer. Din krop indeholder over hundrede forskellige hormoner, der er med til at regulere fertiliteten, hjerterytmen og vejrtrækningen, få dig til at falde i søvn om aftenen og vågne om morgenen, styre dit blodtryk, opbygge knoglevæv, opretholde muskelmasse, smøre leddene, styre væksten og forbrænde fedt.

Din hormonproduktion er afhængig af den mad, du spiser, og derfor er sund mad nødvendig. For at modvirke overgangsalderens gener, er det vigtigt med basisk kost, som er: grønsager, frugt, grøn salat, grønsagsdrikke, friskpresset frugtjuice, syrnede mejeriprodukter, kartofler, mandler, paranødder, kerner, frø, avocado og hvidløg.

Ugens gratis opskrift:

Tuntatar med agurk og chili

- 300 g tun

- 1 agurk

- 1 sød chili

- Lidt olivenolie

- Saft af 2 citroner

- 1 gulerod

- 1 kvist frisk persille

- Kryddersalt og -peber efter smag


Fremgangsmåde:

Hak tunen, agurken og chilien og bland disse med olivenolie og citronsaft. Smag til med salt og peber. Skræl guleroden og skær den i lange, tynde strimler.

Form tuntataren i en cylinderform og dekorer med hakket persille og gulerod samt en anelse olivenolie.


Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her