Den politiske korrekthed nåede i går nye højder.
En borger blev fortørnet over, at FC Helsingørs succestræner efter oprykningen til superligaen i sin begejstring sagde, at hans spillere nok skulle være ”grønlænderstive”. Borgeren blev faktisk så fortørnet, at han politianmeldte cheftræner Christian Lønstrup for racistiske udtalelser.
Krænkelseskulturen i Danmark kender åbenbart ingen grænser. Gamle talemåder og humoristiske bemærkninger gøres til genstand for påstande om, at afsenderen er nedladende over for en anden gruppe – race, køn, seksualitet, nationalitet, religion, fysiske handicaps.
Misforstå mig ikke. Modsvaret til politisk korrekthed er ikke hensynsløshed. Minoritetsgrupper har krav på, at vi opfører os ordentligt over for dem. At vi i det hele taget opfører os ordentligt over for hinanden. Men der må være en nedre grænse for, hvad vi som borgere skal gå og anmelde hinanden for. En måde at opføre sig ordentligt på er også, at man ikke automatisk tror det værste om andre for at få dem sat i gabestok for alverden. At man lytter efter hensigter frem for at lede efter krænkelser.
Christian Lønstrup har beklaget sin udtalelse – det samme har formanden for FC Helsingør. Det havde de ikke behøvet, for det er indlysende, at cheftræneren ikke havde til hensigt at krænke nogen – ”grønlænderstiv” var alene en talemåde. I øvrigt drikker danskerne generelt mere end grønlænderne. Så hvis Christian Lønstrup ville være præcis, kunne han have sagt ”danskerstiv”. Det er bare ikke en talemåde.
Satire, humor og talemåder opererer med generaliseringer og stereotyper. Såsom franskmanden, russeren, englænderen, finnen med kniv. Den slags er overdrevent, karikeret og upræcist – og kan alt efter sammenhængen også virke nedsættende. Hensigten og sammenhængen er afgørende. For talemåderne er også en del af vores kultur. Hvis vi neutraliserer satiren og nivellerer sproget af frygt for at støde nogen, kan det godt være, at vi hylder mangfoldigheden alle steder i samfundet.
Men vi mister den i vores sprog.
