Hvis du stadig sidder søndag efter søndag på kaffebaren og venter på, at din perfekte partner kommer ind af døren, så er det måske et resultat af en udvikling over tusinder af år. Et studie tyder på, at vores forfædres omgangskreds påvirkede, om de valgte den første partner eller ventede på den bedste, skriver LiveScience ifølge Videnskab.dk.

I studiet blev tusinder af generationer i løbet af menneskets evolution undersøgt ved hjælp af en computermodel. Forskerne opdagede, at det at vælge partnere er tæt forbundet med den måde, det tidlige menneske levede på.

Læs også hos Videnskab.dk: Penislængden og kropsstørrelse bestemmer troskab

»Primitive mennesker var ofte tvunget til at tage en beslutning om, hvorvidt de kunne finde en partner eller ej. De kunne enten vælge den første og bedste og dermed få dårligt afkom, eller vente på den perfekte partner, men dermed også risikere ingen afkom overhovedet,« siger forfatteren til studiet, mikrobiolog Chris Adami ved Michigan State University til LiveScience.

Undersøgelsen viste, at mennesket igennem tusinder af år har udviklet en tendens til at løbe en større risiko - og altså i højere grad vente på den ‘eneste ene’ frem for at hoppe på den første, der kom forbi. Denne tendens er ifølge Chris Adami udviklet efter, at mennesket er gået fra at leve i mindre grupper adskilt fra hinanden til nu at leve i meget større grupper.

»Når du befinder dig i små grupper, har du en større fordel ved at nøjes med et sikkert valg af partner. Det er størrelsen på din umiddelbare omgangskreds, der har betydning for dit valg af partner, ikke størrelsen på Jordens befolkning. Man er simpelthen begyndt at løbe en større risiko ved valg af partner, da der nu er flere af dem,« siger Chris Adami til LiveScience.

 

Andre artikler på Videnskab.dk:

Sådan vurderer hjernen kommende partnere

Så meget sex dyrkede sultan for at få over 1.000 børn

Har du et ansigt, som kvinderne kan lide?