Hej Annette.

Jeg har brug for et par ekstra sæt øjne - jeg føler jeg er kørt lidt fast i veninders tanker og holdninger...

Jeg har været sammen med min kæreste i snart 11 år. Vi har sammen to børn på hhv 7 og 4, og købte hus sidste forår.

Jeg kan ikke rigtig mærke kærligheden længere... Jeg har ikke lyst til at han rører ved mig... Vi kysser farvel om morgenen og som regel godnat om aftenen, men der kan gå uger mellem at vi har sex. Jeg føler ikke at jeg har lyst til ham mere... Det gør mig rigtig ked af det, for han er min bedste ven! Jeg har ikke lyst til at såre ham - eller trække vores børn igennem en masse skidt.

Jeg har gennem mit arbejde længe kendt en fyr, som jeg begyndte at tale mere med for omkring 3 mdr siden. Vi taler rigtig godt sammen - og her over den seneste tid  har vi indledt en affære...
I begyndelsen var det "bare" hygge og sex - ikke så mange følelser - det var vi helt enige om.
Men efterhånden er det eskaleret for os begge... Jeg er blevet forelsket i ham - og jeg ved, at jeg betyder meget for ham.

Nu er jeg så tilpas forvirret at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre. Jeg havde aldrig nogensinde i mine vildeste drømme forestillet mig at jeg ville være min kæreste utro - ALDRIG ! Har altid synes at det var lavmålet af lavt... og nu står jeg selv i det.. Kan ikke forstå at jeg kan gøre det her mod min kæreste som jeg holder så meget af!

Mine tanker går meget på om det egentlig ikke er et tegn på at mit forhold til min kæreste længe har været dødt - om ikke vi er vokset fra hinanden... Men måske det kun er mig, der er vokset fra ham ?
Jeg føler ikke at jeg nogensinde kommer til at kunne genkalde mig de følelser jeg havde for ham dengang vi mødte hinanden...
Jeg har svært ved at afgøre om min interesse for "den nye" kommer fordi det er nyt og spændende - eller fordi forholdet til min kæreste længe har været dødt...

En veninde sagde at hun op til sin skilsmisse havde spurgt sig selv "Ville jeg blive ked af det hvis HAN var sammen med en anden"... Mit svar på dette vil pt. være nej - nok ikke rigtig... Ville jo efterhånden være lettet over at det ikke kun var mig - at det ikke var mig der var noget galt med...

Jeg skal jo selvfølgelig have talt med min kæreste om dette - jeg ville bare rigtig gerne være forholdsvist afklaret før jeg begynder samtalen... for hvordan fortæller man lige sin kæreste gennem 10 år at man er blevet forelsket i en anden mand ?

Jeg håber du har nogen tanker om dette :)

Mvh. D

Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.

Kære D!

For at starte et sted: Jeg tror ikke på, at din forelskelse er et tegn på, at dit forhold ikke længere dur. Men jeg tror, det er et tegn på, at du og din kæreste har glemt at holde jeres forhold ved lige. Det er vel nok synd. For jer begge to men allermest for børnene. Jeg synes ikke, du er et dårligt menneske, fordi du har en affære. Men jeg synes, du skal stille dig selv spørgsmålet: Hvilken andel har du selv i, at det er kommet så vidt?
                   

Når du ikke kan lide, at din kæreste rører ved dig, så er det jo, fordi du nu er begyndt at tilhøre en anden. Din kæreste er blevet fremmed for dig. Derfor føles hans kærtegn som et overgreb. Og når du spørger dig selv, om du ville blive ked af, at han var sammen med en anden og svarer nej, så er det jo, fordi det ville løse problemet for dig og samtidig fjerne det ansvar, som du lige nu har lidt svært ved at tage på dig.

Hvis du går nu fra mand og børn, vil du så kunne sige, at du kæmpede for jer? Vil du kunne sige, at du gjorde et helhjertet forsøg? I min verden betyder et helhjertet forsøg, at man bryder al kontakt til den anden mand og bruger et måske to år på at finde tilbage til det sted, hvor det gik galt. Og jeg mener faktisk, at dette gælder i alle kærlighedsforhold, hvor der ikke er vold eller misbrug inde i billedet.

Det er vigtigt at finde ud af, præcis hvor I gik galt af hinanden, for ellers kommer du til at begå præcis samme fejl igen. Jeg havde selv en veninde, som tog flugten med sin nye kærlighed. Hun levede højt på forelskelsens sus og holdt fast i det positive ved situationen – når mor er glad, er børnene det også – børnenes far og jeg har et fint forhold – vi er fornuftige omkring det osv osv. Problemet var, at historien blev ganske anderledes når jeg talte med hendes (eks) mand og børn om det. Det ville hun ikke indse, og det er det, jeg mener med ansvar. Du er nødt til at dykke helt ned i det og kigge på din egen andel i dette her:

Hvad er det for behov, du ikke har meldt ud til din kæreste, så han havde chancen for at stille disse behov? Hvad er det for drømme, du har glemt at dele med ham? Der er mange spørgsmål, som du er nødt til at kende svaret på, så du også kender dit eget ansvar. Og så tror jeg, I skal udfordre jer selv. I er kommet igennem de hårde år med børnene. Det betyder også, at der (som regel) er mere tid til jer selv, og det er dén I skal have kigget på. Sammen! For ellers er det, man begynder at rette antennerne ud mod de ting, som verden i øvrigt byder på…fristelser som ham her din kollega.

Når jeg siger udfordre, så handler det om at gøre ting, I ikke plejer eller ikke har gjort længe. Det kan være alt fra en tur på museum til tantrasex. Whatever. Måske kan I få et grin sammen. Måske kan i finde tilbage til samhørigheden via fælles oplevelser. Lej en motorcykel og kør til Malmö. Vær kreative. Du skal finde noget glæde sammen med din kæreste.

Lige nu føles alt lækkert og lykkeligt, når du er sammen med den anden mand. Prøv at stille dig selv dette spørgsmål: Hvis du gik fra din familie til fordel for den anden mand, og den anden mand så døde om et år, ville du så synes, det var det hele værd? Og ikke mindst: Hvad havde du så lært om dig selv?

Jeg er benhård i dette spørgsmål, og det er jeg, fordi I har to børn. Du har et kæmpe ansvar. Tag det på dig. Så kan det godt være, at du og din kæreste om halvandet-to år må give op. Men hvis du virkelig ønsker at lære dig selv og dine egne fejl at kende og deale med dem, så bliver du og ser dig selv i øjnene. Uanset hvad du gør, så er du nu kommet så langt, at dette her kommer til at koste mange mange tårer.

Jeg synes, du skal fortælle din kæreste om forelskelsen men ikke, at du har været sammen med en anden mand. Dit seksuelle samvær med ham kan godt gå hen og blokere for din kærestes ønske om at kæmpe for jer. For jeg tror virkelig på, at han vil kæmpe.

Hvis du vil have noget uddybet, må du hjertens gerne skrive til mig igen.

Jeg krydser fingre for det bedste.

Annette