Fra Hollywood til Herning: I Vesten dyrker vi yoga som aldrig før for at få ro i sindet og styrke i kroppen. Vi søger selvudvikling, sundhed og en tiltrængt pause fra den hektiske hverdag.
Hollywood hunks og fine fruer bliver foreviget af paparazzi, når de kommer ind og ud af deres yogastudier.
Karrierekvinder skynder sig at smide stiletterne, så de kan lande på yogamåtten i loungelækre yogacentre efter en travl arbejdsdag. Mormødre er aktive på aftenskolens yogahold. Mænd i jakkesæt tager på mindfulnesskurser. Elitesportsfolk supplerer deres sportsgren med yogastræk, og i USA er yogalærere de nye superstars. Herhjemme skyller yogabølgen også ind over os.
Lav yoga med Saseline på Yogatimen.dk
Alle kan være med
Der er langt fra moderne yogier og tilbage til mystik og hellige mænd i Indien, hvor yogaen stammer fra. Den startede for mange tusinde år siden som et intelligent, filosofisk og spirituelt system, hvor meditation, åndedræts – og renselsesmetoder fyldte mere end de fysiske øvelser (asanas), som vi i dag kalder yoga. Denne traditionelle, klassiske indiske form for yoga skal ikke forveksles med den nutidige, moderne form, som vi laver på måtterne i vores lokale fitnesscenter. For mange handler yoga i dag i højere grad om sundhed og fitness end esoteriske oplevelser.
- Yoga har været gennem en rivende produktudvikling, der primært har været drevet af lokale entreprenører og ildsjæle, der gerne har villet leve af at undervise og udbyde yoga. Yoga er med den udvikling blevet en samlet betegnelse for en længere række lettilgængelige motionsformer, hvor alle interesserede, også nybegyndere uden forudsætninger, kan være med. Yoga appellerer mere bredt end tidligere, siger Kasper Lund Kirkegaard, der har skrevet ph.d. i fitnesskulturenes historie og er forskningsansvarlig i Danmarks Idræts-Forbund.
Sådan forbedrer du dit sexliv med yoga
Yoga er medicin mod en travl hverdag
I dag dyrker 6,2 procent af danskere yoga, tallet er stigende, og i løbet af de seneste ti år er yoga næsten blevet mainstream. Nye yogastudioer popper op over det hele; den udbydes på aftenskoler og landets mange fitnesscentre. Vi bruger yoga og dens søster, mindfulness, på arbejdspladser og i terapeutiske sammenhænge. Men hvorfor er det netop nu, at yoga er blevet så populær?
- Den er et modsvar til de ændrede vilkår, vi lever under; den hastighed som vores samfund er i. Folk har mere end nogensinde brug for at lære at være til stede i nuet, og her er yoga og meditation et virkeligt brugbart redskab. Yoga hænger også godt sammen med den tendens i samfundet, som handler om sundhed og selvudvikling. Vi vil have det godt, hvilket den enorme ”wellness” -bølge vidner om. Og så har den vestlige videnskab de senere år vist en højere grad af anerkendelse af flere af yogaens helbredelsesmæssige og medicinske virkning på den fysiske og psykiske sundhed. Sådan siger Ann Benedikte Hansen, der er uddannet kandidat i Pædagogisk Antropologi fra DPU, Aarhus Universitet og har skrevet specialet "Yoga som forvandlende ritual - en antropologisk undersøgelse om ritual og performance i et dansk yogafællesskab".
Øv dig på at leve dit liv
Ro og tilstedeværelse i nuet er nogle af de eftertragtede effekter, som yoga har. Og det gælder ikke kun den time til halvanden, du er i gang. Mange yogalærere omtaler yogamåtten som et lille laboratorium, hvor man øver sig på livet. De mønstre, du har i resten af dit liv, vil vise sig på måtten. Er du for eksempel utålmodig og stresset, vil det også vise sig i din tilgang til øvelserne. Omvendt vil den styrke, ro og tålmodighed du opdyrker gennem din yogapraksis også være noget, du kan tage med dig ud i virkeligheden efter din yogapraksis.
- Det, der bl.a. adskiller yoga fra andre typer af bevægelsesformer, er, at der er en intention for yogapraksissen. Yoga er en praksis med en langt dybereliggende intention og formål. De principper vi lærer på yogamåtten kan hjælpe os i vores travle hverdag til en tilstand af væren mere end en gøren, siger Ann Benedikte Hansen, der under sit feltarbejde i Hamsa Yoga Studio i København opdagede, at folk ofte bliver motiverede til at begynde på yoga, når der er sket noget i deres liv. Det være sig sygdom, en fysisk skade eller for meget stress i hverdagen. Og når du først er kommet i gang, er det svært at stoppe igen; yoga er ikke blot vanedannende, men ofte transformerende for dit liv.
Yoga stilner sindets bevægelser (Yoga Sutras I.2)
Det er formålet med yoga ifølge Patanjali, som skrev The Yoga Sutras - det store værk indenfor yogafilosofi - omkring 500 år før vores tidsregning.
Yoga er et flere tusinde år gammelt træningssystem for krop og sind. Den stammer fra Indien og er en fysisk og meditativ praksis med en spirituel eller filosofisk overbygning, der har til hensigt at stilne sindet.
I Vesten er yoga blevet kommercialiseret og bliver nu dyrket på lige fod med andre motionsformer i fitnesscentrene og yogastudioer. Og det kan efterhånden synes umuligt at give en entydig definition på, hvad yoga er, da det er en subjektiv oplevelse. Men fælles er, at den har både positive fysiske og mentale effekter på os.
Herhjemme kender vi særligt yoga som en østens vej til sundhed og velvære. Millioner af mennesker verden over dyrker i dag forskellige udgaver af ãsanas (de fysiske yoga stillinger), der går under fællesbetegnelsen "yoga". Den moderne yoga har udviklet sig i mange stilarter, som varierer fra rolige, afspændende strækøvelser til stærkt fysisk udfordrende akrobatiske stillinger. Yoga er nærmest blevet synonymt med praksissen af ãsanas, og man kan finde yogatimer i næsten enhver by i den vestlige verden samt Mellemøsten, Asien, og Syd- og Centralamerika.
Alle kan være med uden særlige forudsætninger. Der findes utallige yogagrene, så prøv dig frem til, hvad der passer dig. Yoga kan siges både at være fysisk kropstræning og en meditativ praksis for sindet - sådan en slags mindfulness med krop på. I dag dyrker flere end seks procent af den danske befolkning yoga, og tallet er stigende.
Kilder: Yoga Sutra, Ann Benedikte Hansen, Idrættens Analyseinstitut, Karen Pallisgaard



