Hver tredje dansker har fortrudt en statusopdatering eller et billede på Facebook, viser ny undersøgelse.
Facebook gør os i stand til at dele billeder og tekst med hinanden. Det meste af tiden er det ganske harmløst, men nogle gange får vi dårlig samvittighed bagefter. En undersøgelse som analyseinstituttet YouGov har foretaget for MetroXpress viser, at en tredjedel af danskerne har fortrudt noget af det, de har lagt ud på Facebook. Resultatet kommer ikke bag på en ekspert.
- Det er ikke overraskende, at nogle fortryder deres adfærd på for eksempel Facebook. Fortrydelse er et udtryk for, at vi er meget bevidste og kritiske omkring, hvordan vi fremstår udadtil – ligesom vi er det uden for nettet, siger professor i medier og kommunikation fra Aalborg Universitet Malene Charlotte Larsen, til MetroXpress.
Facebook gør vores liv bedre. Læs mere på udeoghjemme.dk
Undersøgelsen bygger på svar fra 1.014 personer i alderen fra 18 til 74 år. Den viser, at 12 procent af de adspurgte har fortrudt deres adfærd på sociale medier flere gange, 19 procent har fortrudt en enkelt gang mens 62 procent aldrig har fortrudt.
Holdninger ændrer sig
Ligesom mange andre ting i vores liv, ændrer vores Facebook-adfærd sig i takt med, vi bliver ældre. Grænserne for, hvad vi vil dele rykker sig, mener eksperten.
- Vi bruger løbende Facebook til at fortælle en historie om os selv. En del af den historie er at tage afstand fra tidligere holdninger og handlinger, siger Malene Charlotte Larsen.
På udeoghjemme.dk kan du læse historien om Karsten, der mødte sin kæreste på Facebook
Og så er det jo godt, at slettefunktionen på Facebook kun er et par klik væk. Statusopdateringer og kommentarer kan slettes ved at holde musen henover og trykke på det lille kryds i højre hjørne. Billeder du har uploadet slettes ved at klikke på ’Indstillinger’ i bunden af billedet og derefter ’Slet dette billede’.



