Tro, Håb & Talent-far blev truet med tæsk

En mand skrev for nylig på Facebook, at 45-årige Jens Pries fra Gilleleje burde have en på lampen. Andre mente, at de sociale myndigheder burde fjerne Jens’ søn. Og en hel masse luftede deres forargelse.

De både truende og kontante reaktioner kom efter et få minutter langt klip i TV3-programmet Tro, Håb & Talent, hvor Jens følger sin 12-årige søn, Benjamin, i solarium.

Noget, som sker måske fire gange om året. Det var en rystet Jens Pries som i dagene efter klippet kunne se sig selv på nettet og i avisen udråbt som nærmest landets værste far.

Hård kritik
– Det har virkelig ikke været rart at læse de ting, og jeg synes, det er en syg tankegang, at folk har lyst til at slå mig, når de på ingen måde kender mig. Til sidst valgte jeg ikke at kommentere det, siger Jens Pries, som stillede op i denne dokumentar om børnetalenter, fordi han troede, det ville gavne sin 12-årige søn og hans partner, 10-årige Malou, som hører til landets største dansetalenter.

Det unge par lader sig nu ikke mærke med de hårde ord på nettet.

Toke fra Tro, Håb & Talent, bestemmer selv over alle sine penge. Læs mere på udeoghjemme.dk

Vandt guld i DM
– Det tager vi os ikke af. I klassen kaldte de mig bare moviestar efter første program, griner Benjamin, som upåvirket har danset videre med Malou.

Det har de gjort så godt, at de blev Danmarksmestre forrige lørdag. Da de blev kaldt frem som vindere, var alt andet pludselig ligegyldigt. Også for Jens Pries, som stolt stod på sidelinjen.

Hårdt at være bedst
– Der kom da en lille tåre i øjenkrogen, indrømmer Jens, som ikke lægger skjul på, at det en gang imellem gør ondt, hvis man vil være landets bedste dansere.

De to børn træner mindst fire gange om ugen i cirka tre timer af gangen. Det er nærmest som et deltidsjob efter skole. Også for forældrene og bedsteforældrene, som hver gang kører dem frem og tilbage en time hver vej.

Line fra X Factor har trukket sig tilbage. Læs hvorfor på udeoghjemme.dk

Dans er en del af familien
Danmarksmesterskabet er et lysende højdepunkt i en lang dansehistorie i familien Pries. Farmor Elisabeth begyndte til dans lige efter krigen sammen med Britt Bendixen, som i dag er kendt som farverig dommer i Vild med Dans. Da hun selv fik børn, sendte hun dem alle til dans. De skulle opdrages ordenligt og lære manerer.

Jens Pries var kun tre år, da han første gang lærte at bukke pænt på danseskolen. Han blev en dygtig danser, men mistede interessen som 18-årig. At Benjamin skulle ende helt i toppen, var der først intet der tydede på. Dans interesserede ham slet ikke, og selv om farmor flere gange opfordrede ham, fik han først mod på dansen som niårig. Fra da af gik det til gengæld stærkt. I dag er hverken Benjamin eller Malou i tvivl om, hvordan deres dansekarriere skal gå.

– Vi skal være Verdensmestre, siger de næsten i kor.