Trinny og Susannah: Fra kræftpatient til en helt ny person

De to stylister forvandlede Mai-Britt, og det har ændret hendes liv.

For fire år siden fik Mai-Britt konstateret bindevævsarcancer, hvilket vendte fuldstændigt op og ned på hendes liv. Hun kom i kemo, men nu er sygdommen indkapslet i hendes højre nyre. Mai-Britt er uddannet stewardesse og arbejdede som salgschef, da hun blev syg. Hun sagde jobbet op og tog en studentereksamen, hvor hun kom ud med et snit på 11,8, og hun begyndte derefter på jurastudiet. Mai-Britt mødte manden i sit liv under jurastudiet. Hun nægter at give op – og håber, at
Trinny og Susannah kan hjælpe hende med at komme til at ligne den seje powerkvinde, hun er.

Hvad har overrasket dig mest?
– Det mest overvældende var min søns reaktion, da jeg kom på scenen. Jeg er meget stolt af den mand, han er ved at udvikle sig til, og enormt stolt af hans meget ærlige og rørende reaktion. Det bekræftede mig i, hvor vigtigt det var, ikke kun for mig, men også for mine nærmeste, at jeg fik fjernet de sidste rester af cancersyge-Mai Britt.

Trinny er meget åben omkring, at hun bruger botox. Læs hvorfor hun bruger det på Femina.dk

Hvilket tip var det mest brugbare?
– Det allerbedste tip er helt klart, at jeg skal bruge tøj, der markerer min kropsfigur. Jeg har de seneste år haft en tendens til at gå meget i vide kjoler og tunikaer for at skjule min krop. Det har helt klart gjort mig ’større’, og jeg har ofte følt mig som et omvandrende telt. Nu har jeg fået modet til at tage figursyede skjorter og kjoler på, og det virker bare! Når jeg kigger i et butiksvindue og får øje på mig selv, har jeg det sådan lidt ’sexy mama!’-agtigt.

Hvordan ser din hverdag ud i dag?
– Jeg følger de råd, jeg har fået, ret stringent. Efter min makeover ryddede jeg nærmest mit tøjskab. Der var ikke ret meget tilbage, der var ’tilladt’ ifølge de råd, Trinny gav mig. Så gik jeg på tilbudsjagt og har fået købt en hel masse af det HELT rigtige. Jeg glæder mig nu til at finde tøj frem om aftenen til næste dag. Jeg har også makeup på til hverdag, hvilket jeg ikke har haft længe. Det sværeste at vænne sig til igen har klart været at skulle sætte hår. Det var blevet en vane, at der enten ikke var noget hår at sætte, eller at det, der var, var umuligt at style. Så jeg har været nødt til at afse tid til det om morgenen – men det er ved at være en vane nu. Virkningen af min makeover har været så effektfuld, at jeg ikke har haft svært ved at holde det ved lige.

Hvad har oplevelsen betydet for dig?
– Oplevelsen som helhed har betydet meget mere for mig, end jeg havde regnet med. Jeg havde forestillet mig, at det blev en dag med selvforkælelse – en sjov oplevelse, og så var det det. Men virkeligheden er det stik modsatte. Når jeg kigger på mig selv i spejlet, ser jeg den power og livsglæde, jeg har indeni. Og dertil kommer, at jeg rent faktisk føler mig meget mere sensuel og kvindelig, end jeg har gjort de seneste tre-fire år. Oplevelsen har skabt en kontakt mellem min hjerne og det feminine, og det er ubeskriveligt fedt!

Se flere billeder af Mai-Britts store forvandling på Femina.dk

Kropstype: Timeglasset

Stiltips: Timeglasset har en fantastisk facon, som vi fremhæver med denne kropsnære kjole, samtidig
med at vi sætter fokus på Mai Britts smalleste sted, nemlig taljen, med et smalt bælte. Samlingen i siden af taljen og flæsen ned ad kjolen mindsker maven og drager fokus mod taljen. Detaljen på ærmerne af kjolen får hendes arme og skuldre til at syne smallere. Normalt ville man ikke sætte et så stort smykke og så lukket en udskæring på en timeglasfigur, da Timeglasset normalt har ret store bryster, men i Mai Britts tilfælde fungerer det, fordi vi har åbning i ærmerne, og det passer til hendes livlige personlighed og stil. Fokus på talje er det vigtige her. Farverne står utrolig godt til Mai Britts øjne og hendes smukke hårfarve.