Thomas Rode: Sådan begyndte jeg på stenalderkosten

Han ville have en ny livsstil, og den fik han gennem palæo-kosten.

Stenalderkosten er blevet mere og mere populær, og det er især Thomas Rode, som er chefkok og direktør på Kong Hans Kælder, der er blevet ansigtet på den populære livsstil.

Den indebærer, at man skal spise fedt fra avocadoer, nødder mv., protein fra kød, æg og fisk samt kulhydrater fra grøntsager. Det vil altså sige, at brød, ris, pasta, sukker og kartofler er helt forbudte.

Thomas Rode, der har deltaget i en række tv-programmer, forklarer, at det faktisk er hans kone, der i sin tid inspirerede ham til at omlægge sin livsstil.

- I 2005 mødte jeg den skønneste pige. En pige, der fik mig til at anskue verden i et helt nyt lys. Jeg fik lyst til at forstå mig selv bedre og fandt ud af, at verden ikke nødvendigvis er sort og hvid, og at man godt kan få et nyt syn på tingene uden at gøre vold på sig selv. Jeg fik lyst til at ændre på mig selv. Justere, tune, forbedre og optimere, forklarer Thomas Rode til FEMINA.

Thilde er 14 år yngre end Thomas, og det fik ham til at føle en trang til at gøre noget både psykisk og fysisk.

Læs om Thomas Rodes kærlighed til Thilde på Femina.dk

Var træt af energiudsving
En af Thomas Rodes gode venner havde stiftet bekendtskab med træningsformen crossfit og fik chefkokken overtalt til at være prøvekanin. Det passede fint med Thomas Rodes lyst til at lave om på sit liv, og efter nogle måneder i smertehelvede kunne han se resultaterne.

- Mit almene velbefindende fik endnu et skub fremad. Alligevel var der en enkelt ting, der drev mig til vanvid: De evindelige energiudsving i særdeleshed efter måltiderne. Det spiller ikke at crashe fuldstændig efter aftensmaden, når gæsterne begynder at strømme ind ad døren til restauranten, siger Thomas Rode, der blev introduceret til stenalderkosten af sin crossfit-ven.

Chefkokken så hurtigt resultater – og har siden levet efter principperne, dog i en version 2.0. I den oprindelige palæo-kost, som den også kaldes, må man slet ikke spise forarbejdede fødevarer som f.eks. bacon.

- Min tillempede udgave gør livet noget lettere som moderne stenaldermand, som han forklarer.

Vil du se, hvordan Thomas Rode bor? Se billeder af hans lejlighed på Femina.dk

Du vil hurtigt mærke forandringer
Ifølge Thomas Rode giver stenalderkosten os fordele som mere energi, bedre hud, sundere hår, stærkere negle, mere overskud, en stabil mæthedsfølelse, bedre søvn, vægttab, mindre appelsinhed og meget mere.
Og man vil hurtigt mærke forskellen, siger chefkokken.

- Allerede efter to-tre uger vil du mærke og se forandringer i og på din krop. Alt afhængig af din form, når du begynder, skal du indstille dig på, at du i den første tid vil mærke nogle afvænningssymptomer såsom træthed og hovedpine – men lige om hjørnet venter belønningerne, forklarer Thomas Rode.