Thomas Blachman: Derfor skal kvinder have smæk

Den kontroversielle X Factor-dommer glæder sig til at give verbale smæk til alle landets maskuline kvinder og vattede mænd.
 
Han er kendt som den hurtigsnakkende jazzmusiker, der vil opdrage på den danske befolkning, og vise vejen for god smag, i bedste sendetid. Nu er Thomas Blachman endnu en gang tilbage som X Factor-dommer, når 6. sæson af det populære talentshow starter på DR1. Og han er klar til at kæmpe for kønsrollerne med sine to meddommere, Ida Corr og Anne Linnet. Blachman vil ganske enkelt sætte kvinderne på plads – og vise andre mænd, hvordan det skal gøres.

- Vi lever i en tid med en kompliceret kønsidentitet. Især i krisetider er kvinder tit mere mænd, end nogen mand nogensinde har ambitioner om at være.  Og mænd er mere kvinder, end nogen kvinder nogensinde har haft ambitioner om at være. Jeg har en ambition om at finde mig selv og lære at sætte to kvinder på plads for åben skærm. I det øjeblik bliver jeg en mand, så det glæder jeg mig til. Det kommer til at tage noget tid, men på et tidspunkt skal de satme’ sættes på plads. Så får jeg også vist andre mænd, hvordan man gør. To fluer med et smæk, siger Thomas Blachman til Alive.dk

Thomas Blachman bryder sig ikke om en af de nye X Factor-værter. Læs mere på Billedbladet.dk

DR’s underholdningschef, Jan Lagermand Lundme, mener Thomas Blachman var lidt bange for sine to dommerkollegaer i starten. Det er dog ikke et tillægsord, som den rutinerede dommer vil hæfte på sig selv, men det gør ham bekymret for at se programmerne i fjernsynet.  

 - Jeg ved ikke, hvor du har den information fra. Det sjove er, at jeg aldrig rigtig selv ved, hvordan jeg virker. Jeg kan tro, jeg er super sej, men så ligne et fjols. Når jeg får det der at vide, glæder jeg mig til at se det, men jeg er også meget bekymret, siger Thomas Blachman.

Kvinder giver god dynamik
Den omdiskuterede dommer er glad for at få selskab af to kvinder i dommerpanelet. Det bringer nogle sider frem i ham, som han ikke kan forklare – en udefinerbar reaktion. Samme reaktion havde han da Lina Rafn og Pernille Rosendahl sad i dommerpanelet, lyder den noget upræcise forklaring fra hovedpersonen.

- Jeg fungerer bedst med kvinder. Jeg havde flere diskussioner med Lina og Pernille. Det animerer bare til et eller andet, men jeg ved ikke hvad.  Der er bare noget med mænd og kvinder, der kan aktivere et eller andet. Dommerpanelet har en god dynamik med to kvinder, siger Blachman.

Thomas Blachman er ikke altid populær blandt sine egne. Læs historien på Billedbladet.dk

Måske gør kvinderne, at X Factors skaber, amerikaneren Simon Cowell, bliver endnu mere vild med den skaldede danske meningsdanner. De to tv-personligheder har allerede talt om at udveksle meninger.

- Han (Cowell, red.) har inviteret mig derover, fordi han gerne vil høre min mening om forskellige ting. Og han får oversat mange af programmerne, fordi han synes jeg er sjov, siger Thomas Blachman.