Tanker kan være bedre end sovepiller

Halvdelen af effekten ved sovepiller skyldes tankens kraft, og i nogle tilfælde kan det være mere beroligende end piller at få styr på sine tanker, konkluderer undersøgelse.

Efter at have ligget i sengen i flere timer uden at falde i søvn, med et desperat blik på vækkeuret, kan det være fristende at snuppe en sovepille. Men halvdelen af sovepillens virkning er ene og alene rent psykologisk – altså tanken om sovepillen – også kaldet placeboeffekten, skriver Sciencedaily.com

Forskere fra University of Lincoln, Harvard Medical School og University of Connecticut har kigget nærmere på de undersøgelser, som medicinalfirmaerne har lavet for at få deres sovepiller, uden de beroligende stoffer benzodiazepiner, godkendt til salg af de amerikanske sundhedsmyndigheder. I alt 13 forsøg, 65 forskellige sammenligninger og mere end 4.300 forsøgspersoner.

Søvnproblemer er skadelige for din sundhed. Læs hvorfor på Soendag.dk

Universitetsforskerne fandt ud af, at sovepiller har en tvivlsom videnskabelig virkning, hvis man ser bort fra placeboeffekten. De nåede frem til, at psykologisk behandling kan have mindst ligeså stor virkning på søvnløshed som sovepiller.

- På kort sigt kan psykologisk behandling virke ligeså godt som sovepiller og bedre på langt sigt. Vi skal derfor være mere opmærksomme på at tilbyde den behandlingsform til patienter, der kan have gavn af den, siger professor Niroshan Siriwardena fra University of Lincoln.

Er man træt dagen efter?
Det er en udbredt opfattelse, at sovepiller virker sløvende dagen efter, men det kunne forskerne ikke finde bevis for. Det har andre undersøgelser dog påvist, forklarer professoren.

- Vi ved fra andre undersøgelser, at cirka hver femte oplever bivirkninger fra sovepillerne. Og en ud af 100 ældre personer falder, brækker noget eller kommer ud for en ulykke i trafikken efter at have taget sovepiller, siger Siriwardena.

Kvinder skal sove længere end mænd. Se hvor længe og få forklaringen på Soendag.dk