En portion muslinger gjorde filminstruktøren meget dårlig den aften, hun modtog sin Oscar
Den danske filminstruktør Susanne Bier har haft nogle succesfulde år. Ikke mindst da filmen Hævnen vandt en Oscar i 2011, og Susanne Bier skulle holde takketale foran Hollywoods spidser.
Men der gik dog ikke mere end tre timer efter prisoverrækkelsen, før den kønne filminstruktør stod på dametoilettet på en restaurant med to fingre i halsen. Holdet havde netop spist sammen før Vanity Fairs fest, og Susanne Bier havde stort set ikke spist noget hele dagen af nervøsitet.
- Jeg var hundesulten og kastede mig over en kæmpe portion spaghetti. Midt i min spisning afbryder Anders Thomas Jensen mig: ’Sig mig, er der ikke noget med, at du er alvorligt allergisk over for muslinger?’ ’Joh’, svarede jeg. Og så styrtede jeg ellers ud på dametoilettet med silkekjole og diamanter og stak to fingre i halsen. Knap så glamourøst, men urkomisk, siger Susanne Bier i et stort interview med magasinet Liv.
Se den smukke petroleumsblå Elise Gug-kjole, som Susanne Bier bar til Oscar-uddelingen samt en række andre Oscar-kjoler på Elle.dk
Gider ikke traditionelle romantiske komedier
Oscar-prisen for Hævnen gav Susanne Bier et hav af muligheder, og nu er hun snart aktuel med filmen ’Den skaldede frisør’, som bl.a. har Pierce Brosnan og Trine Dyrholm i hovedrollerne. Og det er en lidt anden genre end hendes seneste film. Nemlig en romantisk komedie.
- Efter at have lavet en stribe mere mørke film havde jeg lyst til at grine og lave sjove scener, men jeg kan ikke bare lave en straight komedie. Traditionelle romantiske komedier er dødkedelige, fordi jeg i bund og grund er ligeglad med hovedpersonerne. Typisk følger du to 24-årige, som ser stjernegodt ud, og hvis eneste alvorlige bekymring i livet er, at de gerne vil finde den rigtige. Og det vil vi jo alle sammen. For mig er det ikke nok drivkraft. Der skal være nogle flere nærværende temaer at forholde sig til, siger Susanne Bier til Liv.
Filmen har bl.a. brystkræft, ærlighed og familieliv som temaer. Filmen har dansk premiere den 6. september 2012.
Læs mere på magasinet Livs hjemmeside



