Det kaldes stressdemens og er faktisk ikke en officiel diagnose.
Hvis du er stresset, kan du måske glemme dine nøgler, en aftale eller at købe mælk i supermarkedet. Det er der jo ikke umiddelbart noget farligt ved.
Problemet kan være, hvis din stress er langvarig. Selvom stressdemens ikke er en officiel diagnose, er flere og flere forskere enige om, at der er en tæt sammenhæng mellem langvarig stress og demens, skriver magasinet iForm www.iform.dk
En undersøgelse, der er foretaget af forskeren Lene Johansson ved Sahlgrenska Akademin i Sverige, har vist, at kvinder med langvarig stress har øget risiko for demens. Befolkningsundersøgelser fra Sverige og England har ligeledes peget på, at kvinder, der gennem flere år er stressede, har mere end dobbelt så stor risiko for at udvikle demens.
Vil du forebygge demens, skal du gå mange kilometer hver uge. Læs på Søndag.dk hvor mange
Stress giver inflammation i hjernen
Forskerne mener, at årsagen er, at den langvarige stress skader hippocampus, der er den del af hjernen, som har med vores stresshåndtering, hukommelse og indlæring at gøre. Og det er netop derfor, man pludselig ikke kan huske, hvor man har lagt nøglerne, at ens koncentration er væk, og at man har svært ved at lære nye ting på arbejdet.
- Vores hypotese er, at stress fører til inflammation i hjernen, der over tid giver risiko for udviklingen af demens. Det problematiske er ikke akut stress, som de fleste mennesker kan håndtere. Problemet er, hvis inflammationen i hjernen bliver langvarig – altså hvis du i længere tid går rundt med stress og begynder at få tegn på demens, forklarer Clive Holmes, der er professor i biologisk psykologi, og som er leder af en stor undersøgelse i England, der i det næste stykke tid skal se nærmere på stressudløst demens, skriver iForm.
Kortvarig stress er altså ikke direkte skadeligt på hjernen, og det kan faktisk have en positiv virkning ved at styrke fokus og koncentrationen i hjernen, siger Clive Holmes.
På Femina.dk kan se, hvilken smoothie der kan forebygge Alzheimers og demens.
Her får du nogle gode råd til, hvordan stressdemens kan forebygges:
- Dyrk motion
- Undgå forhøjet blodtryk, kolesterol og overvægt
- Undgå stress
- Drik ikke for meget alkohol og undgå rygning helt
- Spis sundt – gerne frugt, grønt, fuldkorn og fisk
- Dyrk dit sociale netværk og sørg for at lære nye ting hele tiden
Kilde: www.iform.dk



