Stine Hjelm Jacobsen: Selvfølgelig skal jeg have rynkebehandling

Hun er fuldstændig klar over, at otte timers søvn, sund mad og regelmæssig hudpleje ikke kommer til at være nok hele hendes liv. På et tidspunkt vil den smukke hud i den 33-årige Electric Lady Lab-forsanger Stine Hjelm Jacobsens ansigt begynde at få fine linjer og rynker. Og på det tidspunkt har hun tænkt sig at tage affære og benytte sig af foryngende behandlinger som Botox og Restylane, hvis det skulle være nødvendigt.

- Ja, klart. Jeg lever til dels af mit udseende, og jeg vil helt sikkert også benytte mig af nogle af de behandlinger, man for eksempel kan få hos N’age (hudplejeklinik red.), når den tid kommer. Har stadig et par år – håber jeg – før gravity og stress sætter seriøse spor. Så har jeg lidt tid at spare op, siger Stine Hjelm Jacobsen til Alive.dk.

Stine Hjelm Jacobsen hører til de københavnske kvinder som har rigtig god stil. Se flere moderigtige eksempler i galleriet på elle.dk

Hun ved også godt, at hun ikke vil være alene, hvis det er et område, som hun vælger at begive sig ud i, for i hendes branche er der mange, som benytter sig af diverse tilbud. Først og fremmest mener Stine Hjelm Jacobsen, at det er vigtigt, at man selv er tilfreds med sit udseende.

- Det er vigtigt, at man er glad for det, man ser i spejlet. Det kan være altafgørende for måden, man bærer sig selv og møder verdenen på, hvilket igen påvirker livskvaliteten. Mange mennesker i min branche benytter sig af diverse tilbud inden for foryngende skønhedsbehandlinger, siger hun.

Fokus på det naturlige
Det er dog også grænser for, hvad hun selv ville gå med til, og det er vigtigt for sangerinden, at en foryngende behandling foregår med fokus på det naturlige og ikke ligner de grelle eksempler, som vi kender fra Hollywood.

- Generelt bør det være op til den enkelte – jeg skal ikke gøre mig til dommer – man ved aldrig, hvad folk går og bøvler med. Men synes måske, man skal vente med at overveje foryngende behandlinger til, man har rundet de 30 år. Det er jo tit først omkring den alder, at hvalpefedtet falder på plads, og man har en reel forsmag på, hvordan man ser ud som voksen, siger hun.

Men selv om sangerinden ikke selv har nået den kritiske fase, så slås hun ligesom alle andre kvinder med små ting der irriterer hende. Med, at hun nogle gange dyrker for lidt motion og andre gange så meget, at hun taber alt fedt i ansigtet, og ifølge hende selv kommer til at se småsyg ud. Eller med den acne som vender tilbage igen og igen. Overordnet set, er hun dog tilfreds.

- Der er meget, jeg er tilfreds med. Synes, jeg har fundet ro i min krop. Så jeg er glad for, at jeg ikke er 20 år længere. Jeg er måske specielt glad for mine øjne og synes også, jeg har været ret heldig med mine kindben, siger hun.

MTV holdt fest for de kendte, og Stine Hjelm Jacobsen var en af de inviterede. Se de andre gæster i galleriet på billedbladet.dk

Hun anbefaler andre kvinder at drikke vand nok, få den fornødne søvn og samtidig finde ro i sig selv. Alt hvad der hedder irriterende rynker, folder og pletter findes der, ifølge Stine Hjelm Jacobsens egne erfaringer, råd for hos landets hudplejeklinikker og udbydere af foryngende behandlinger.