Steffen Kretz: Her er mine fire yndlingsbøger

Tv-værten vil gerne læse bøger om menneskets svaghed og lykke.

Korrespondent og vært på TV Avisen Steffen Kretz har læst rigtig mange bøger. Så mange, at han har glemt halvdelen.

Men nogle af dem, der har gjort indtryk, handler om menneskets svaghed og lykke – eller er skrevet med en fantastisk god pen.

Her er fire af hans yndlingsbøger:

Perlen af John Steinbeck
En fattig mexicansk fisker lever et stilfærdigt, lykkeligt liv, da hans nyfødte søn bliver bidt af en skorpion, og han samme dag finder en skat – perlen over dem alle. Jeg læste bogen første gang i folkeskolen, da jeg stadig troede, der var en større retfærdighed til i verden, og den gjorde stort indtryk med sin beskrivelse af menneskelig svaghed og grusomhed.

Kirkeminister Manu Sareen er til bøger, han kan relatere personligt til. Læs om hans yndlingsbøger på Femina.dk

Vejen til frihed af Nelson Mandela
Jeg sluger biografier – og ingen selvbiografi kommer op på siden af denne. Dramatisk, begavet og forbløffende ærlig fortælling om en høvdinge-søn, der blev advokat, politisk aktivist, idømt livsvarigt fængsel og efter 27 år kom ud som en samlende figur i et af de mest fascinerende politiske opgør i forrige århundrede.

Ud og stjæle heste af Per Petterson
Få forfattere kan skrive, så du ser omgivelserne, dufter jorden, mærker personerne, som var de virkelige. Endnu færre kan gøre det så legende let og ukrukket som Petterson. Hans pen er som en skalpel, der ridser en forfinet og nuanceret verden op for læseren, og det, jeg husker klarest, er ikke selve handlingen, men mere en fornemmelse af et stykke fremmed liv, som jeg har levet, mens jeg læste den.

Er du til erotisk litteratur? Få inspiration til de bedste erotiske bøger på Femina.dk

Kunsten at leve lykkeligt af Da lai Lama og Howard C. Cutler
Jeg læste bogen første gang, da jeg skulle interviewe Dalai Lama i Nordindien og blev fascineret af mandens livsanskuelse og teorier om, hvordan vi kan træne sindet op til at leve som mere tilfredse og lykkelige personer. Gennem positiv tænkning, ved at kontrollere og minimere negative følelser som vrede og irritation og først og fremmest møde andre med medfølelse og empati.