Skøn og sund som Mayianne Dinesen

En helt særlig kop kaffe, en hormonbalancerende olie og gammeldags, men meget effektiv styrketræning; det er bare nogle af de ting, der holder den smukke journalist og tv-vært Mayianne Dinesen i god form.

INs skønhedsredaktør Silke Grane har snakket med den blonde skønhed.

Hvordan holder du dig i form?
- Jeg træner 2-3 gange om ugen i Well-come Fitness i Hellerup sammen med min kæreste. Vi træner en gammeldags form for styrketræning med håndvægte, hvor vi følger et skema og laver en serie øvelser for derefter at holde pause et bestemt antal sekunder. Det er ekstremt effektivt, når man som jeg gerne vil opbygge muskler og tabe fedt.

Hvad spiser du typisk?
- Morgenmaden består af mit morgenshot og to blødkogte æg med et stykke rugbrød med ost og sennep. Samt et par kopper af min elskede nescafé med mælk tilsat lidt sukker og et drys kanel, kardemomme, muskatnød og vaniljepulver. Den kop kaffe er min store last, for den er ligesom slik, og jeg kan nemt drikke tre-fire kopper om dagen. Ellers prøver jeg at spise godt med grøntsager, kød og fisk og skære ned på kulhydraterne.

Bliv klog på dufte - så du kan vælge den rigtige. Læs mere på in.dk

Spiser du vitaminer?
- Jeg har fået anbefalet NDS vitaminer, som skulle være let optagelige, fordi vitaminerne og mineralerne findes i naturlig form i vitaminpillerne.  Jeg har først lige bestilt dem, så jeg har ikke selv mærket effekten endnu, men det lyder logisk at spise vitamintilskud, som er lette for kroppen at optage.

Hvad er dine skønhedsrutiner?
- Jeg bruger Vanity X’ serum om natten. Det er grundstenen i min hudpleje. Min hud føles altid fugtig og blød, og siden jeg begyndte at bruge den, er det som om huden holder sig frisk og fast og har færre synlige linjer. Om dagen sværger jeg til Dermalogicas produkter, som fx Skin Smoothing Cream. Det er en supergod fugtgivende dagcreme. Til øjnene bruger jeg Dermalogicas Total Eye Care. Det er den bedste.

Behandlinger?
- Jeg elsker behandlingerne hos Clinique Belnatur i Hellerup. De har både lækre ansigtsbehandlinger, en negleafdeling og maskiner til alle slags kropsbehandlinger, fx til at mindske cellulitis, dræne væske og få affaldsstoffer ud af kroppen.

Læs også Bliv smuk som kronprinsessens stylist på in.dk

Din sundeste investering?
- Min sundeste investering er helt klart mit morgenshot. Jeg starter dagen med to glas renset vand og et kombineret shot af aroniajuice og MK-olie fra Maybritt Krewald. Det giver energi og opbygger mine celler, så jeg kan optage alt, hvad jeg spiser og drikker, på den rigtige måde og samtidig holde min hormonbalance i, ja, balance.