Selvdisciplin kræver en effektiv hjerne

Har du let ved at tage en beslutning og holde dig til den, til du når dit endelige mål? Eller er du typen, der starter på en slankekur hver mandag og dropper den igen om tirsdagen?

Hvis du er meget disciplineret og har let ved at bevare kontrollen over dig selv, er det sikkert, fordi din hjerne arbejder meget effektivt. Det betyder, at det ikke er så anstrengende for dig, som det kan være for andre, at tage en beslutning og holde fast i den. 

Det er neuroforskere ved University of Toronto's Rotman Research Institute i Baycrest, der har fundet de resultater, da de fulgte op på en berømt undersøgelse fra 1960’erne. Dengang deltog 600 4-årige børn i den såkaldte ’marshmallow-test’, hvor de blev budt en skumfidus, som de kunne spise straks. Men hvis de ventede et kvarter, ville de få to skumfiduser i stedet.

Sådan bliver du bedre til at bevare kontrollen. Læs mere på Slankedoktor.dk

Mange af de børn, der allerede dengang udviste selvdisciplin nok til at vente et kvarter og få fordoblet deres antal af skumfiduser, viste sig i årene frem at opnå bedre resultater på mange områder. Bl.a. fik de bedre karakterer og færre tog stoffer, og som voksne havde de flere penge i banken og et lavere BMI, end de der ikke kunne vente med at spise slikket.

Enkelt for nogle at bevare kontrollen
Neuroforskerne har i den nye undersøgelse gennemgået resultaterne af den gamle undersøgelse, og derudover lavet nye tests på 24 af deltagerne, hvoraf 12 har vist sig at have rigtig god selvkontrol, og de 12 andre har vist det modsatte.

I den nye undersøgelse skulle deltagerne lave en ordtest, mens forskerne målte deres hjerneaktivitet undervejs. De mest selvdisciplinerede viste sig at have aktiviteter i hjernen, der fulgte en mere direkte og enkel vej, end de der ikke havde udvist så stor selvkontrol i livet.

Deraf har forskerne udledt, at de selvdisciplineredes hjerner har fundet en nemmere måde at udføre opgaver på. Derfor er det lettere for disse mennesker at bevare disciplinen, da de ikke skal bruge så mange kræfter på det.

Hvor god er din selvdisciplin? Tag testen på Psykologimagasinet.dk