Sanne Salomonsen: Så længe bliver jeg ved

De fleste 57-årige har planer for, hvornår de går på pension. Men Sanne Salomonsen er ikke som de fleste andre.

57-årige Sanne Salomonsen har ingen problemer med at stå ved sin alder. Hun har det godt med at nærme sig de 60 – eller som hun selv udtrykker det: ’Jeg fylder 70 om 13 år.’  Faktisk har hun det så godt, at hun forventer at blive ved i mange år fremover.

- Jeg har styrken og stemmen, så jeg bliver ved så længe, der er nogen, som vil høre mig. Der er jo masser af mænd i branchen, der er fyldt 60. Og de kan sagtens klare det, så det kan jeg selvfølgelig også, siger Sanne Salomonsen til Alive.dk

På Billedbladet.dk kan du læse hvordan Sanne Salomonsen kæmpede sig tilbage efter en blodprop

Arbejdskalenderen for de næste par år er allerede proppet med egne projekter. Men det bliver ikke traditionelle rockturneer, fortæller sangerinden – der skal ske noget andet. 

- Når jeg har haft en længere periode som rockmama på en masse festivaller, savner jeg at gøre noget andet. Jeg vil udfordre mig selv. Alt hvad jeg har kreeret i mit hoved bliver en realitet i 2013 og 2014. Jeg synes, jeg har meget god tid tilbage, og jeg skal i hvert fald nok få udnyttet den optimalt, siger hun.

Svenskere med ambitioner
Det er ikke kun i Danmark, Sanne Salomonsen er et stort navn. Også i Sverige er den rockede, lettere hæse stemme populær. Den danske rocklegende har så meget arbejde i broderlandet, at hun opfatter Sverige som sit andet hjem. Hun har en svensk bekendt, der i øjeblikket er ved at renovere en gammel præstegård, og når den er færdig overtager hun den ene længe.  Det er praktisk med en svensk base, men mentaliteten er også lidt anderledes end i Danmark, forklarer hun.

- De har et højere ambitionsniveau og andre muligheder fordi der er flere mennesker. I Sverige laver de store offentlige shows. Der er mange musicals, så sangere får store udfordringer. Jeg har også fået et par tilbud. Deres natur er også med til at gøre, at der sker flere ting. Men om sommeren er de danske festivaller vores signatur, siger Salomonsen.

I Danmark har Sanne Salomonsen haft så stor succes, at hun har oplevet jantelovsmentaliteten. Den er også nået over på den anden side af Øresund, men er ikke så markant, mener den danske rockmama. 

- Der er lidt højere til loftet, men selvfølgelig har de også janteloven i Sverige, siger Sanne Salomonsen.

Få en guide til hvordan du får katteøjne som Sanne Salomonsen på Q.dk