Sanne Salomonsen: Jeg lever med skjult handicap

For syv år siden blev Sanne Salomonsen ramt af en blodprop. I dag er hun videre – dog bliver hun dagligt mindet om blodproppen

Det er snart syv år siden, Sanne Salomonsen blev ramt af en blodprop i hjernen. Og de mange år har været med til at bringe Danmarks rock-mama videre.

– Og de dårlige minder fader mere og mere ud.  I de snart syv år, der er gået, er det lutter gode erindringer, der er lagt ovenpå de dårlige. Og jo mere af det gode der kommer, jo mere forsvinder det dårlige, siger hun i et stort interview i SØNDAG.

Noget af det gode der fylder i Sanne Salomons liv, er hendes kreativitet. Så meget, at hun har lagt kreative planer tre år frem i tiden. Læs mere om dem på soendag.dk

Viljen fik mig videre efter blodprop
Og en af de vigtigste grunde til, at hun er kommet videre efter blodproppen er Sanne Salomonsens vilje.

– Der er mange grunde, men den vigtigste er nok den vilje, jeg satte ind. Jeg ville have mit liv tilbage, siger hun og fortsætter:

- Det har helt sikkert også spillet ind, at jeg var i superform, da jeg blev syg. Rent træningsmæssigt og konditionsmæssigt var jeg i topform og havde den fysik, der skulle til for at få min krop op at køre igen. Der var også det søde hospitalspersonale, som gjorde meget for mig. Men viljen er - når alt kommer til alt - en væsentlig forudsætning for det andet, siger hun.

Skuespilleren Helle Hertz har også oplevet at blive ramt af en blodprop. Læs hvordan hun har håndteret det på soendag.dk

Lever med et skjult handicap
I dag er der ikke den store forskel på Sanne Salomonsen, før hun fik en blodprop og Sanne Salomonsen i dag. Dog lever hun med det, hun selv kalder et skjult handicap.

- Jeg er stort set tilbage, hvor jeg var. Jeg lever med et skjult handicap, kan man sige, som er, at min balance ikke er så god, som den var før. Jeg dur for eksempel heller ikke rigtigt til høje sko mere. Det tog sin tid, da jeg skulle træne min balance op igen, og så glemte jeg helt at øve at gå i høje sko. Jeg prøver da stadig. Men jeg er jo en støvlepige, siger hun.

Underlig følelse i tæer og i venstre hånd
Men det er ikke kun balancen, der ikke er som den plejer. Følelsen i dele af kroppen er også anderledes.

– Sygdommen har efterladt mig med en lidt anden følsomhed i dele af kroppen i venstresiden, hvor jeg var lammet hele vejen ned. Jeg har en lidt underlig fornemmelse i to af mine tæer og på indersiden af min venstre hånd. Men that’s it. Og det er billigt sluppet, synes jeg, siger hun.