Sådan tjekker du hurtigt din kondition

Dyrker du motion flere gange om ugen og går rundt i den tro, at din kondition er tip top? En simpel pulstest kan afsløre, hvordan dit hjerte har det.

Der skal rigtigt meget motion til at gøre det ud for de ca. ti timer om dagen, du sidder stille foran en skærm både hjemme og på job, hvis du har et kontorjob og bruger computer og tv i din fritid. Det skriver nyhedssitet kk.no 

- Det kræver faktisk rigtigt meget træning. Det er ikke alle, der er klar over det, og de beroliger sig selv med, at de ugentlige udfoldelser kan opveje den negative effekt, som den daglige inaktivitet har på helbredet, siger Trine Karlsen, der er postdoktor ved Norges Teknisk-Naturvidenskabelige Universitet, K.G Jebsen - Senter for Hjertetrening, til kk.no.

Se hvordan du lettest kommer af med dit farlige mavefedt. Se på Søndag.dk

Så enkel er testen
Trine Karlsen anbefaler, at du tager en pulstest, der vil afsløre, hvor god form dit hjerte er i. Den kan laves af alle, medmindre du har fået at vide af din læge, at du ikke må dyrke hård konditionstræning.

Trine Karlsen fortæller, at en normal hvilepuls ligger mellem 50-80 slag i minuttet. Jo lavere, jo bedre form er du sandsynligvis i. I forsøget handler det imidlertid ikke om, at få pulsen helt ned i hviletilstand, det handler blot om at udregne, hvor hurtigt den falder, efter du har motioneret. 

For at udføre testen, skal du have pulsen godt op. Det får du fx ved at løbe et par gange op ad trapperne eller ved at tage et par løberunder i høj fart om huset. Tæl dine pulsslag i 15 sekunder og gang med fire så snart, du er færdig. Stå derefter stille i et minut. Tæl dine pulsslag en gang til og noter dig, hvor mange slag din puls er faldet.  

Tjek hvor meget din puls er faldet:

• Under 12 slag på et minut = Du er i meget dårlig form og bør kontakte din læge og få hjertet undersøgt.
• 12-20 slag = Du er i middel-dårlig form. Øg din træningsindsats.
• 20-30 slag = Du er i fin fysisk form
• 30-40 slag = Du er i meget god fysisk form.
• 40 og derover = Du er i form som en professionel idrætsudøver.
 
Sådan får du motion flettet ind i din travle hverdag. Se på Søndag.dk