Sådan taler vi grimt om hinandens udseende

Du mener det måske godt, men når du roser din veninde for sit vægttab, siger du samtidig, at du synes, hun var for tyk før. Det bliver især problematisk, hvis hun senere hen tager de tabte kilo på igen.

Rigtigt mange kvinder er kede af hele eller dele af deres kroppe, og vi hjælper ikke hinanden, når vi direkte eller indirekte taler nedsættende om hinandens kropsfacon, eller måden andre kvinder klæder sig på.

Nyhedssitet iVillage.com kommer med eksempler på, hvordan især kvinder omtaler hinandens former, vægt, spise- og motionsvaner uheldigt. Uheldigt fordi vi så fastholder hinanden i, at vi trods vores ordvalg har en meget stereotyp opfattelse af, hvordan alle kvinder bør se ud.

Bunder din kritik af andre i dit eget dårlig selvværd? Lær at elske din krop på Q.dk

Her får du et udvalg af det, vi bør holde op med at sige og tænke, hvis vi vil den skamfulde måde at opfatte kvindekroppens forskelligheder på til livs.

1. Vurderer hvad folk kunne gøre bedre
’Hun ville være så meget flottere, hvis hun bare …’ Dette ordvalg afslører, at du har en konkret forestilling om, hvordan vi alle bør se ud. Det er de færreste, der passer ned i en skuffe med etiketten ’perfekt’ på, så stop dig selv, inden du tager disse ord i din mund, og lær at acceptere, at vi er smukke, som vi er.

2. Dømmer andres tøjvalg
Har du altid en mening om, hvad andre bør og ikke bør gå i. Lige så vel som du helst selv vil bestemme, hvad du skal have på, så vil andre det også. Først og fremmest bør du holde op med at sige din mening højt til andre, men allerbedst er det, hvis du standser dig selv i tænke noget negativt om andres beklædning.

3. Lykønsker når folk har tabt sig
Med mindre du bliver direkte adspurgt, så undlad at kommentere det, selvom du kan se, at andre har tabt sig. Det kan meget hurtigt komme til at lyde som en negativ kritik af, hvordan personen så ud før. Mange tager desuden kiloene på igen og vil så føle sig som endnu større fiaskoer.

Sådan har danske kvinder det med deres kroppe. Se undersøgelsen på Femina.dk

4. Giver komplimenter der er skjulte fornærmelser
’Du ser ikke fed ud, du ser sund ud’ eller ’Jeg synes, det er modigt af dig at tage den bluse på, du er ligeglad med, hvad andre tænker’. Tænk nøje over, om det, du skal til at sige til din veninde forklædt som ros, i virkeligheden er en slet skjult fordom fra din side af. Det kan gøre rigtigt ondt og er med til at fastholde os kvinder i, at vi egentlig bør se ud på en bestemt måde for at være smukke.

5. Blander os i andres kost- og motionsvaner
Har du en tendens til at give dine veninder gode råd om, hvordan de kan spise sundere eller få mere motion ind i hverdagen - også selvom de ikke har spurgt dig til råds? Udover at du indirekte fortæller dem, at de ikke selv kan styre det, så fortæller du dem også, at de burde se ud på en anden måde, end de gør for at passe til dine idealer.